
Jaguar i topform: Evans ”the Rain Man” vandt i Miami
Jaguar er tilbage i topform. Efter at de to første afdelinger af Formel E VM ikke havde været værd at skrive hjem om for det navnkundige britiske team, tog Mitch Evans overbevisende sejren i Miami E-Prix. En perfekt strategi blev perfekt omsat, og Evans mestrede bedre end nogen anden at balancere Jaguarens vejgreb på den glatte, regnvåde racerbane rundt om Hard Rock Stadium i Miami Gardens.
Med sejren satte den sympatiske newzealandske racerkører ny rekord: Han har nu vundet flere E-Prix’er end nogen anden i Formel E mesterskabets 11 år lange historie – og det til trods for, at Jaguar og Evans først debuterede i 3. sæson. Den hidtidige rekordindehaver, Sébastien Buemi, afgav dermed den position, han har haft i flere år, men han gjorde det nu heller ikke dårligt i Miami: For Envision-teamet kørte han en tilsvarende Jaguar I-Type 7 ind på 7. pladsen, endda efter af forskellige årsager at være startet fra en 20. plads.
Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship og diverse Formel E teams, hvor den specifikke copyright/fotograf er anført på mesterskabets media-site og også fremgår af fil-navnet.
Topfoto: En træt men glad Jaguar-kører efter sejren i Miami. Mitch Evans er nu den mest vindende kører i Formel E nogensinde, og alle sejrene er opnået i en Jaguar Formel E racer.
Af Søren Clauding – 31. januar 2026
Tæt på total Jaguar triumf
Faktisk var det tæt ved at være total triumf for Jaguar, for Evans’ team-kollega, Antonio Felix Da Costa startede fra 3. pladsen, og fornuftig taktisk kørsel bragte han en overgang i føring af løbet. Han blev dog på løbets 27. omgang (ud af 41) påkørt af en lettere over-ivrig Felipe Drugovich i Andretti-Porsche, der øjensynlig glemte, at vejgrebet er dårligere, når man kører på den mere fugtige del af banen… Da Costa fik dog haltet sig igennem til målstregen, hvor han da lå på 8. pladsen.

Antonio Felix da Costa var den første Jaguar-kører i spidsen af Miami E-Prix. På billedet fører han foran Mitch Evans og Drugovich i Porsche (også på billedet nedenfor) lurer bag de to for siden, efter at Jaguarerne havde skiftet plads, overbremsede og ramte Da Costa bagfra.


Sebastien Buemi måtte afgive rekorden som den mest vindende Formel E kører nogensinde, men præsterede godt i sin Envision-Jaguar racer.
Uheldet lukrerede flere kørere på, ikke mindst svenske Joel Eriksson, team-kollega til Buemi, som opnåede en flot 4. plads i sin Jaguar. Ærgerligt for Da Costa, at indsatsen ikke blev honoreret, men godt for Jaguar, at de nu er tilbage i kampen efter den mildest talt uheldige sæsonstart
Jaguar dominerede i løbets sidste fase. Men egentlig gjorde de det hele løbet igennem, hvis man undervejs analyserede lidt på forløbet og deltagernes evne til at tackle de udfordrende kørselsforhold. Og dominansen bar denne gang frugt, da alle fire Jaguar-racere sluttede i Top 8.
Regnen udfordrede
Det var første gang, der skulle køres Formel E på den korte permanente racerbane i Miami, asfalten var ny, og derfor blev der på mange måder vendt op og ned på kørselsforholdene, da regnen satte ind en lille time inden løbet skulle starte.

Nico Müller opnåede sin første Formel E pole.
Forinden havde Nico Müller opnået sin Formel E-karrieres første poleposition. Drugovich startede 2’er, hvilket var lidt af et spring fra den 17. startposition, der havde været brasilianerens hidtil bedste. Og husk: Det regnede ikke under kvalifikationskørslerne.
Blandt andre topresultater afspejlet i startopstillingen var foruden Da Costas 3. startplads Nyck de Vries’ Mahindra på 4. pladsen, Erikssons 6. startplads, Nato’s 8. startposition (den bedste i en Nissan), men ligeså meget at verdensmesteren, Oliver Rowland, startede den tredje VM afdeling i sin Nissan fra 14. pladsen (som dog var givet af en grid-straf efter lettere karambolage med Sebastien Buemi først på dagen).
Løbet blev i første omgang startet med fem cirkuleringsomgange efter safetycar. Feltet blev derpå standset og linet på op start-grid’en for en stående start. Det var egentlig en god måde at håndtere den vejrmæssige udfordring på.
To strategier dominerede
Siden var feltet groft set delt op i to hovedstrategier: De, der forventede at regnen ville ophøre og benyttede et tørvejrs set-up, og de, der startede ud i en våd-opsætning.
Det er ikke det letteste i denne verden, at finjustere opsætningen af en elektrisk racerbil på en ukendt racerbane under så tricky kørselsforhold. Banen var aldrig rigtig våd, men mange deltagere valgte at aktivere Attack-mode meget tidligt i løbet. Ikke så meget for at opnå den større effekt, men for at opnå firehjulstrækket. Men da banen ikke var sjaskvåd, var fordelen ikke markant.
Stor spredning
Den største forskel kunne ses i bilernes evne til at overføre kræfterne til kørebanen. Mange gjorde det godt, men Jaguar racerne gjorde det bedst. Og de to Jaguar teams var også bedst til at fastlægge den rette strategi. Porsche fabriksteamet gjorde det også godt, men Evans forspring i mål til Nico Müller på over 3 sekunder siger mere end mange ord.

Mitch Evans havde en afklaret strategi for løbet og omsatte den i praksis til punkt og prikke.
Efter Müller fulgte team-kollegaen, den tidligere verdensmester Pascal Wehrlein, med næsten 9 sekunder op til Evans. Og i mål var feltet spredt ret meget ud. Man havde dog også afviklet racet uden brug af safetycar andet end til de fem første omgange inden den regulære løbsstart. Overhalingerne undervejs var heller ikke helt på normalt Formel E niveau, fordi deltagerne var begrænset af det tørre spor, og derfor var fordelen ved Attack-mode mest, at man med et vist vejgreb også uden for det tørre spor havde lettere ved at angribe og overhale.
Total nedtur
To teams glimrede ved total nedtur efter en fremragende sæsonstart: Citroën og Nissan. De satsede begge på et tørvejrs set-up, men da banen løbet igennem vedblev med at være fugtig til våd, indtil de allersidste få omgange, kunne et tørvejrs set-up ikke bruges til meget. Bedst igennem kom den regerende verdensmester, Oliver Rowland, i sin Nissan. Han sluttede 12’er, og satte løbets hurtigste omgangstid, ikke overraskende på løbets allersidste omgang. Hans tid var da 1 sekund hurtigere end Mitch Evans hurtigste omgangstid, der blev opnået på næstsidste runde i løbet.
Citroën kørerne Jean-Eric Vergne og Nick Cassidy (der førte VM inden Miami E-Prix) sluttede hhv. 15. og 16. Mens Norman Nato blev nr. 17.

Citroën køreren Nick Cassidy fører fortsat VM for kørere.

Verdensmesteren Oliver Rowland ser en smule skræmt ud - forståeligt nok, for det gik ikke helt som planlagt, selvom han satte løbets hurtigste omgangstid.
Forinden havde Norman Nato (nedenfor) dokumenteret Nissans fartpotentialeved at køre den hurtigste tid i sin kvalifikationsgruppe.

I VM sammenhæng skete der hvad kørerne angår en vis omrokering, men efter Miami E-Prix er Nick Cassidy fortsat på førstepladsen. Wehrlein er smuttet forbi Jake Dennis (der blot opnåede 10. pladsen i Miami) og Oliver Rowland, og den tyske Porsche kører er nu VM 2’er. I team-mesterskabet såvel som Vm for producenter har Porsche opnået et markant forspring.
Resultat Miami E-Prix, 2026 Formel E VM, 3. afd., 31. januar 2026
- Mitch Evans (NZL), Jaguar I-Type 7, 48m43,266s.
- Nico Müller (SUI), Porsche 99X Electric, +3,151s.
- Pascal Wehrlein (GER), Porsche 99X Electric, +8,827s.
- Joel Eriksson (SWE), Jaguar I-Type 7, +12,394s
- Nyck de Vries (NED), Mahindra M12Electro, +16,561s.
- Edoardo Mortara (SUI), Mahindra M12Electro, +17,525s.
- Sebastien Buemi (SUI), Jaguar I-Type 7, +17,525s.
- Antonio Felix da Costa, Jaguar I-Type 7, +18,903s.
- Joseph Maria Martí (ESP), Porsche 99X Electric WCG3, +20,576s.
- Jake Dennis (GBR), Porsche 99X Electric, +21,102s.
Stillingen i Formel E VM 2026:
Kørere:
- Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing, +40 pts.
- Pascal Wehrlein (GER), Porsche Formula E Team, 38 pts,
- Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 37 pts.
- Oliver Rowland (GBR), Nissan Formula E Team, 34 pts.
- Nico Müller (SUI), Porsche Formula E Team, 33 pts.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar TCS Racing, 26 pts.
- Edoardo Mortara (SUI), Mahindra Racing, 26 pts.
- Joel Eriksson (SWE), Envision Racing, 18 pts.
- Sébastien Buemi (SUI), Envision Racing, 13 pts.
- Taylor Barnard (GBR), DS Penske, 12 pts.
Konstruktører:
- Porsche, 88 pts.
- Stellantis, 63 pts.
- Jaguar, 56 pts.
- Nissan, 43 pts.
- Mahindra Racing, 40 pts.
- Lola, 12 pts.
Teams:
- Porsche Formula E team, 71 pts.
- Citroën Racing, 44 pts.
- Mahindra Racing, 38 pts.
- Andretti Formula E, 37 pts.
- Nissan Formula E Team, 35 pts.
- Envision Racing, 31 pts.
- Jaguar TCS Racing, 30 pts.
- DS Penske, 20 pts.
- Cupra Kiro, 8 pts.
- Lola Yamaha ABT Formula E Team, 1 pt.
