2025/26 ABB Formel E verdensmesterskabet 1. afd. i Sao Paulo

Sao Paulo E-Prix:

Dramatisk VM-start - med et brag faldt strategierne til jorden

Formel E er racerløb med alt hvad det indebærer – plus et ekstra krydderi: Strategierne og evnen til at styre energiforbruget samt bilernes evne til at overføre de elektrisk genererede kræfter er ofte afgørende, men iblandt får ”gammeldags” racerkørsel lov til at præge og endda afgøre et E-Prix. Det var præcis, hvad der skete i den nye Formel E sæsons første løb, som lørdag fandt sted i den brasilianske hovedstad Sao Paulo.

På løbets fjerdesidste omgang undlod rookie-køreren, spanieren Josep Maria ”Pepe” Marti, der kører en fjorårs Porsche 99X Electric WCG3 for det amerikanske kundeteam Cupra Kiro, at tænke, at det måske var en god idé, at sætte farten ned, når der flages ”gult”. I stedet bragede han midt på langsiden ind imellem Nico Müller i en fabriks-Porsche 99X Electric og den tidligere verdensmester, Antonio Felix da Costa, der i år kører en fabriks-Jaguar I-Type 7.


Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship og diverse Formel E teams, hvor den specifikke copyright/fotograf er anført på mesterskabets media-site og også fremgår af fil-navnet.

Topfoto: Jake Dennis første feltet an, da man startede ud i 1. afdeling af 2025/2026 Formel E verdensmesterskabet.

Af Søren Clauding – 7. december 2025



Pladsen var trang på den smalle bybane, og Marti sendte sig selv på en voldsom lufttur, der meget let kunne være gået galt (heldigvis kan han ikke til skade). Nu betød det blot, at han ødelagde løbet for især Da Costa, og uheldet udløste naturligvis et rødt flag, hvorpå løbet siden blev genstartet efter safetycar som blot én omgangs slutspurt. Det betød i praksis, at alle strategier blev nulstillet, for i rå racekraft er den afgørende faktor manden i cockpittet, og dér kan selv ikke en verdensmester som Oliver Rowland i Nissan gøre andet end at forsvare sin 2. plads frem til mållinjen. Bilerne er i rå racekraft så ens, at det er utænkeligt at indhente en bil, der er 2 sekunder foran.

Business as usual - næsten

Jake Dennis vandt 2025/2026 VM-sæsonens første Formel E løb, der over en kam var en fortsættelse af det seneste VM, der sluttede i sommer med VM-titel til Oliver Rowland. På mange måder syntes det nemlig som om intet var hændt, selvom kortene er blandet lidt anderledes. Men en lille reglementsmæssig justering kombineret med Marti’s fadæse, blev udslagsgivende for løbets udfald.


Den regerende verdensmester, Oliver Rowland, lignede længe en vinder, da Nissans strategi var perfekt. Men det satte Marti en effektiv stopper for. Billedet nedenfor er Marti tidligere på vej ud af pitten.


Tidligere skulle det sidste Attack-mode (=+70 hk og 4X4) være afviklet inden løbets afslutning. Nu er kravet, at Attack-mode blot skal være aktiveret inden løbet er slut. Alt imens Oliver Rowland og flere kørere som han havde benyttet velplacerede Attack-mode aktiveringer til at rykke fra middelmådige startpositioner op på topplaceringerne, havde Dennis, der var startet fra pole-position, i princippet bevaret sin position løbet igennem og først aktiveret sit sidste Attack-mode i allersidste øjeblik.

Heldig beslutning

Forinden var Jaguars Mitch Evans sendt i barrieren af Sébastien Buemi fra Jaguar kundeteamet, Envision. Kort tid efter stoppede Evans og det var den episode, der udløste det gule flag, som Marti negligerede. Lige forinden havde Rowland nemlig føringen foran Dennis, men Dennis formåede at erobre førstepladsen ved hjælp at sit overskud af kræfter og vejgreb, umiddelbart inden Evans uheld udløste gult flag, som ville have forhindret ham i at overhale.

Efter Dennis’ overforbrug af energi under Attack-mode kombineret med Nissan’ens energi-overskud, ville Rowland kunne have slået tilbage på løbets sidste 4 omgange og generobret førstepladsen. I stedet blev løbslængden reduceret til blot en enkelt omgang, da tre omgange blev benyttet under gult flag og til den pause, som det røde flag medførte. Så på få minutter var en sikker sejrs-strategi nulstillet og erstattet af et regulært sprint.

På en måde var det befriende at opleve, at traditionelle motorsportsbegivenheder på racerbanen også spiller med – hvilket alle andre end Dennis og Andretti-teamet nok er uenige i lige nu. Men helt så enkel er Formel E ikke. Klassen udmærker sig ikke alene gennem innovativ teknologi, som afprøver e-mobilitet til det alleryderste, Formel E stiller også krav til kørerne om en bredde i den intellektuelle forståelse af deres racerkørsel, som ingen anden motorsportskategori kan mønstre.

Kompleks og kompliceret at forstå

Oliver Rowland udtrykte det for nogen tid siden, da undertegnede drøftede Formel E udfordringen med ham. Han sagde bl.a., at Formel E var den mest krævende motorsport, han nogensinde havde dyrket. Ikke bare er den kompleks i dens udførelse på racerbanerne, man har ikke et sekunds pause, selv ikke på langsiderne (det var måske det, der overrumplede rookien Pepe Marti, red.).

Man skal desuden være i stand til at aflæse løbet, inkludere Attack-modes og den individuelle evne til at kontrollere energiforbruget, og fornemme konkurrenternes evne til at håndtere kraftoverførslen. Det er lidt forenklet (oven i købet) hvad der gør Formel E unik – og dermed lever det innovative verdensmesterskab også op til målsætningen om at appellere til den mere akademiske og yngre del af befolkningen.

Tilbage til det konkrete racerløb

Dennis fik velfortjent sin første Formel E sejr i to år. Rowland og Nissan dokumenterede hvorfor det ikke var en tilfældighed, at Rowland blev verdensmester. Stellantis havde skiftet Maserati-navnet ud med Citroën, og den tidligere Jaguar-kører, Nick Cassidy viste, at det er lige meget for ham, hvilket team han tilhører: Han hører til i toppen, og fik nu også æren af at sikre Citroën Racing deres første podieplacering i deres første E-Prix.


Nick Cassidy trivedes fra dag 1 som nyt medlem i Citroëns debuterende Formel E team. Han sluttede på 3. pladsen bl.a. foran Felipe Drugovich i Andretti-Porsche, som senere blev straffet for at have overhalet ikke færre end to biler under gult flag. På billedet har Drugovich Max Günther i DS-Penske og Envision-debutanten Joel Eriksson i Envision-Jaguar.


Pascal Wehrlein viste fart og han skal på ingen måde afskrives i VM-kampen. Han blev nr. 4 efter på opløbsomgangen at have overhalet brasilianeren Felipe Drugovich, som på hjemmebane godt nok kørte i mål som nr. 5, men siden blev straffet pga. flere overhalinger under gult flag og sluttede på 12. pladsen.

Nico Müller trivedes øjensynlig som Porsche fabrikskører, og tilsvarende gjorde Antonio Felix da Costa i sit nye job hos Jaguar, hvor alene Martis påkørsel fratog ham et godt resultat. Man kan fastslå, at Sao Paulo E-Prix er nedtur for Jaguar, og så alligevel ikke mere end at begge Jaguar racere fra kundeteamet Envision sluttede i pointene. Den ene kørt af den svenske debutant, Joel Ericsson. Det bliver, set med skandinaviske briller, interessant at se om han holder ligeså kort tid i Formel E som Felix Rosenqvist gjorde, inden han skabte sig en karriere i den amerikanske Indycar serie.


Nico Müller har det godt som fabrikskører hos Porsche og kvitterede med en 5. plads til trods for Martis påkørsel på 4. sidste omgang. Antonio Felix da Costa var som nybagt Jaguar fabrikskører på det tidspunkt foran Müller, men hans racer blev så beskadiget at han startede bagest, da løbet blev genstartet, og det kunne han ikke bruge til meget.


Styr på strategierne

For lige at summere op på, hvem der har styr på strategien, hvis ikke overilet racerkørsel kommer på tværs:

Rowland i Nissan startede fra 13. pladsen og blev nr. 2. Nick Cassidy i Citroën startede fra 15. pladsen og blev nr. 3. Joel Eriksson i Envision Jaguar startede som nr. 18 og sluttede på 7. pladsen. Max Günther startede som nr. 16 og sluttede som nr. 6. Resten af kørerne kørte løbet stort set på det niveau, hvorpå de var startet og flere blev sat ud af spillet på grund af ”løbs-uheld” på den smalle og udfordrende racerbane.

Resultat Sao Paulo E-Prix, 2025/26 ABB Formel E VM, 1. afd., 6. december 2025

  1. Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 25 pts.
  2. Oliver Rowland (GBR), Nissan Formula E Team, 19 pts
  3. Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing, +15 pts.
  4. Pascal Wehrlein (GER), Porsche Formula E Team, 15 pts.
  5. Nico Müller (SUI), Porsche Formula E Team, 10 pts.
  6. Max Günther (GER), DS Penske, 8 pts.
  7. Joel Eriksson (SWE), Envision Racing, 6 pts.
  8. Sébastien Buemi (SUI), Envision Racing, 4 pts.
  9. Nyck de Vries (NED), MAHINDRA Racing, 2 pts.
  10. Zane Maloney (BAR), LOLA YAMAHA ABT FORMULA E TEAM, 1 pts.

Stillingen i ABB Formel E VM 2025/26:

Kørere:

  1. Jake Dennis (GBR), Andretti Formula E, 25 pts.
  2. Oliver Rowland (GBR), Nissan Formula E Team, 19 pts
  3. Nick Cassidy (NZL), Citroën Racing, +15 pts.
  4. Pascal Wehrlein (GER), Porsche Formula E Team, 15 pts.
  5. Nico Müller (SUI), Porsche Formula E Team, 10 pts.
  6. Max Günther (GER), DS Penske, 8 pts.
  7. Joel Eriksson (SWE), Envision Racing, 6 pts.
  8. Sébastien Buemi (SUI), Envision Racing, 4 pts.
  9. Nyck de Vries (NED), MAHINDRA Racing, 2 pts.
  10. Zane Maloney (BAR), LOLA YAMAHA ABT FORMULA E TEAM, 1 pts.

Konstruktører:

  1. Porsche, 37 pts.
  2. Stellantis, 25 pts.
  3. Nissan, 18 pts.
  4. Jaguar, 14 pts.
  5. Mahindra Racing, 4 pts.
  6. Lola, 2 pts.

Teams:

  1. Andretti Formula E, 25 pts.
  2. Porsche Formula E team, 25 pts.
  3. Nissan, 19 pts.
  4. Citroën Racing, 15 pts.
  5. Envision Racing, 10 pts.
  6. DS Penske, 8 pts.
  7. Mahindra Racing, 2 pts.
  8. Lola Yamaha ABT Formula E Team, 1 pt.
  9. Jaguar TCS Racing, 0 pts.
  10. Cupra Kiro, 0 pts.