2019 Sanya E-Prix

2019 Sanya E-Prix:

Vergne vinder begivenhedsrigt race

Den regerende Formel E-mester, Jean-Eric Vergne, bragte sig selv og DS tilbage i topstriden i Formel E mesterskabet, da han vandt det første E-Prix nogensinde i det kinesiske ferieområde, Fengtangcon nær byen Sanya på øen Hainan i Det sydkinesiske Hav.


Topfoto: Den regerende Formel E mester, franskmanden Jean-Eric Vergne vandt sin og DS-Techeetah teamets første sejr i 2019 og er nu 3'er i 2019 mesterskabet.


Det var Vergnes første sejr i indeværende sæson og løbet var 6. afdeling ud af i alt 14. Men ingen anden kører har vundet mere end ét E-Prix og det genspejles direkte i stillingen i mesterskabet: Kun 10 points skiller nu de seks bedst placerede deltagere i kørernes mesterskab, og kun to points (!) skiller de fire bedste teams.

Ligeså tæt var det i løbet, som da også bød på ligeså meget underholdning og dramatik, som de tidligere løb i år, og få kunne vide sig helt sikker på deres placering, da målstregen blev passeret – så mange hændelser havde løbsledelsen taget under lup. Men heldigvis blev topresultatet ikke påvirket deraf, så Vergne bevarede sin sejr, selvom hans færden på racerbanen også gav anledning til nærmere granskning.


Jean-Eric Vergne vandt i Sanya i den nye DS-racer.


Nissan førte

Om Nissans Oliver Rowland var glad eller misfornøjet over det resultat, havde han lidt svært ved at finde ud af med sig selv, da løbet var forbi. Rowland havde nemlig sikret Nissan e.dams teamet dets 2. pole-position i år, og han førte fra start ligesom i Hong Kong E-Prix forleden.

Denne gang kørte han fejlfrit og han formåede, at fastholde førstepladsen indtil presset fra Vergne blev for stort. Da der resterede 21 minutter af løbet, bremsede franskmanden sig forbi, men Rowland gjorde heller ikke nævneværdig modstand. Han var på det tidspunkt lidt bagud i energiregnskabet og han havde vel regnet med, at kunne sætte et angreb ind i løbets sidste fase ved at aktivere sit ”attack-mode”.


Oliver Rowland startede sin Nissan fra pole-position med Jean-Eric Vergne i DS på 2. pladsen. Sådan fortsatte det indtil der var 21 minutter tilbage af løbet. 


Hvad han ikke kunne forudse var, at løbet blev rødflaget med 12 minutter tilbage, da Alexander Sims i BMW kolliderede med Vergnes team-kollega, André Lotterer. BMW’en strandede på banen og løbsledelsen besluttede, at neutralisere racet, mens den blev fjernet. Siden blev uheldet undersøgt af dommerne og begge kørere blev frikendt.

Det betød for Rowland, at hans ”attack-mode” strategi ikke rigtig kunne udnyttes, og da løbet oven i købet blev afsluttet under ”Full Couse Yellow”, måtte Nissan-køreren slå sig til tåls med 2. pladsen.

Det ene fører til det andet

Lidt hårdere ramt var team-kollegaen Sebastien Buemi (den mest vindende Formel E kører i mesterskabets historie), som kvalificerede sig til Super-pole, men kørte af banen og siden måtte starte løbet med stor forsinkelse fra pitten. Han sluttede løbet på 6. pladsen, men var da hjulpet af, at han få omgange forinden havde påkørt Robin Frijns’ Virgin-racing-kunde-Audi i en højtfarts nedbremsning før en hårnål.

Frijns ramte efterfølgende den forankørende fabriks-Audi med Lucas de Grassi i cockpittet. Di Grassi var omgående ude af løbet, Frijns haltede i mål som sidstemand, og Buemi fik så en tidsstraf, som sendte ham ned på 8. pladsen i løbet – den placering, han ville være sluttet på, hvis ikke Di Grassi og Frijns var blevet påkørt. Efter Buemi kom Jaguars Mitch Evans og Venturis Felipe Massa. Vinderen i Hong Kong, Edoardo Mortara i Venturi sluttede egentlig i pointene, men fik en tidsstraf, fordi han ikke aktiverede ”attack-mode” de obligatoriske to gange, så han blev nr. 13 i løbet. Og Sam Bird udgik tidligt i Sanya uden at have gjort meget væsen af sig.

BMW fører mesterskabet

For BMW’s vedkommende betød tabet af Sims, at kun Antonio Felix da Costa kunne score points. Topstriden inkluderede løbet igennem 5-6 biler, deriblandt portugiseren, der godt nok havde nærkontakt med Lotterer, men som nævnt blev frikendt. Da Costa blev dermed nr. 3 i løbet og genvandt ved samme lejlighed føringen i mesterskabet, om end med et beskedent forspring på ét point.


Antonio Felix da Costa i BMW er nu tilbage i føringen af Formel E mesterskabet.


André Lotterer blev nr. 4 i sin DS-Techeetah racer og var medvirkende til, at bringe teamet op på 4. pladsen i mesterskabet (…de nævnte 2 points efter det førende Virgin-team). Selv ligger han på en lidt mere ydmyg 9. plads. Han ærgrer sig nok stadig over, at have mistet sejren i Hong Kong, som alt andet lige ville have givet ham føringen i mesterskabet. To placeringer og beskedne 3 points foran Lotterer i mesterskabet ligger Audis Daniel Abt, som blev nr. 5 i løbet foran de to Mahindra racere.

Historisk tæt

Det er første gang i Formel E mesterskabets historie, at syv E-Prix’er i træk (hvis man medregner finalen i 2018) har haft hver deres sejrherre. Ikke færre end 11 kørere har teoretisk en chance for at føre mesterskabet efter næste afdeling og 7 teams har den samme mulighed. Det regnestykke siger mindst ligeså meget som de faktiske scoringer, fordi bortset fra NIO og GEOX har samtlige andre Formel E teams synliggjort, at de er så hurtige, at de ville kunne vinde løb, hvis tingene flasker sig rigtigt, og seks af dem har faktisk allerede gjort det i indeværende sæson.

…og sidst, men ikke mindst: Jean Eric Vergnes kørsel var som nævnt under lup efter løbet var blevet flaget af. Forseelsen bestod i, at han efter der røde flag havde sat løbet på standby ikke havde holdt sig indenfor den fastsatte maksimumafstand på 10 vognlængder fra den ”førende” BMW i8 Safetycar. Men da løbet jo ikke fandt sted på det tidspunkt, nøjedes løbsledelsen med at tildele franskmanden en reprimande.

Efter de oversøiske løb vender Formel E feltet nu retningen mod Europa, hvor man lægger ud i Rom og siden kører i Paris, Monaco, Berlin og Bern.


Af Søren Clauding - 23. marts 2019


 Højdepunkter fra Sanya E-Prix:



Resultat som pdf >>>


Sanya E-Prix, 6. afd. af Formel E 2019

Resultat: 

  1. Jean-Eric Vergne (FRA), DS, 1t03m50,185s.
  2. Oliver Rowland (GBR), Nissan, +1,762s.
  3. Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, +3,268s.
  4. André Lotterer (GER), DS, +4,631s.
  5. Daniel Abt (GER), Audi, +5,972s.
  6. Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, +17,340s.
  7. Pascal Wehrlein (GER), Mahindra, +18,367s.
  8. Sebastien Buemi (CHE), Nissan, +20,646s.
  9. Mitch Evans (NZL), Jaguar, +20,646s.
  10. Felipe Massa (BRA), Venturi, +27,739s.

Stillingen i FIA Formel E mesterskabet 

Kørere:

  1. Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, 62 pts.
  2. Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, 61 pts.
  3. Jean-Eric Vergne (FRA), DS, 54 pts.
  4. Sam Bird (GBR), Envision-Virgin, 54 pts.
  5. Lucas di Grassi (BRA), Audi, 52 pts.
  6. Edoardo Mortara (CHE), 52 pts.
  7. Daniel Abt (GER), Audi, 44 pts.
  8. Robin Frijns (NZL), Envision-Virgin, 43 pts.
  9. André Lotterer (GER), DS, 41 pts.
  10. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 36 pts.
  11. Pascal Wehrlein (DEU), Mahindra, 36 pts.

Teams: 

  1. Mahindra, 97 pts.
  2. Envision Virgin, 97 pts.
  3. Audi, 96 pts.
  4. DS-Techeetah, 95 pts.
  5. BMW, 80 pts.
  6. Venturi, 67 pts.
  7. Nissan, 46 pts.
  8. Jaguar, 37 pts.
  9. HWA (Mercedes), 7 pts.
  10. 10.NIO, 6 pts.
  11. 11.GEOX DRAGON, 2 pts.

Stillingen i kører-mesterskabet som PDF >>>

Stillingen i team-mesterskabet som PDF >>>


Der var på ny points til Jaguars Mitch Evans, og dysten i toppen af Formel E mesterskabet er i år så tæt, at et par løb med gode resultater kan den unge New Zealænder udmærket avancere.