2019 Hong Kong E-Prix:
Kontroversiel slutspurt – sejr til Mortara
Edoardo Mortara vandt 5. afdeling af Formel E mesterskabet efter en kontroversiel afslutning. Men på podiet måtte schweizeren nøjes med, at blive hyldet som nr. 2.
Det er aldrig optimalt, at vinde en løbssejr, uden at være kørt først over målstregen. Det er især ikke morsomt, når det i Edoardo Mortaras tilfælde var hans allerførste Formel E triumf. Førstepladsen var også det Monaco-baserede Venturi-teams første, og skuepladsen var oven i købet den prominente racerbane på havnekajen i multimillionbyen Hong Kong, og så var opmærksomheden ekstra stor, fordi løbet var Formel E historiens E-Prix nr. 50.
Topfoto: Edoardo Mortara vandt i Hong Kong sin første Formel E sejr - og ligeledes Venturi teamets første sejr - og oplevede dog at blive hyldet på præmieskammelen, omend de da "kun" var nr. 2.
Men sådan kan det gå, når de to kamphaner i spidsen i bogstavelig forstand stjal billedet og siden satte hinanden ud af spillet. For André Lotterers vedkommende mistede han sin og DS-Techeetahs potentielle første Formel E sejr, da Virgin-teamets Sam Bird en omgang inden mål kørte sin Audi racer ind i højre baghjul på DS-raceren, så den punkterede og haltede i mål som nr. sidst.
Sejr blev til 6. plads
Derved blev Bird godt nok hyldet på præmieskammelen som løbets vinder, men efterfølgende blev han ikke overraskende tildelt en straf. Den var på 5 sekunder, og indebar, at 1. pladsen blev forvandlet til 6. pladsen – det nød ikke mindst Mortara godt af.
Schweizeren var i sagens natur på podiet, men blev hyldet som nr. 2, og tilsvarende blev Audis Lucas di Grassi, som var tredjemand i mål, kåret som nr. 3 for siden at blive rykket op på 2. pladsen. Den, der med en 3. plads under køredragten nogle timer efter løbet aldrig nåede at blive hyldet, var paradoksalt nok Birds team-kollega, Robin Frijns, alt imens Venturi-teamet var ganske tilfreds med, at den tidligere 12-dobbelte Formel 1 Grand Prix vinder, Felipe Massa, nåede 5. pladsen efter de små ”omrokkeringer”.
André Lotterer (DS-Techeetah) førte størstedelen af løbet foran Sam Bird (Evision-Virgin-Audi), men blev påkørt på næstsidste omgang og sluttede på sidstepladsen.
Hård kørsel
De på mange måder afgørende begivenheder sidst i Hong Kong E-Prix understregede en stadig stigende tendens i Formel E. Der køres hårdt og meget tæt. Forud for løbet havde Nissan e.dams teamets Sebastien Buemi overfor Formel E.dk udtrykt sin bekymring for løbet i Hong Kong: ”Banen er fin, men jeg er i tvivl om, hvorvidt den er passende til de nye og meget hurtigere Gen2 racerbiler”. Og DS-Techeetahs regerende mester, Jean-Eric Vergne, fokuserer direkte på den hårde kørsel, når han udtrykker, at kørere jævnligt kolliderer og siden slipper fra det uden repressalier. Hvilket så ikke var tilfældet for Sam Bird i Hong Kong.
Hong Kong E-Prix var et jubilæumsløb i det fortsat ganske unge Formel E mesterskab, og det markerede vejrguderne ved, at lade regnen sile ned over banen under såvel den fire træning som kvalifikationskørslerne.
Det gik især ud over de højest placerede kørere i mesterskabet forud for Hong Kong E-Prix. Da de kørte ud på banen i første kvalifikationsgruppe, var den mere våd end da man var nået til den sidste gruppe, hvori bl.a. HWA-teamets Stoffel Vandoorne deltog. Han kom i Superpole med den hurtigste tid og udnyttede chancen til fulde ved at køre sin kunde-Venturi ind på sin og teamets første pole-position, fulgt af Nissans Oliver Rowland.
Nissans Oliver Rowland kvalificerede sig til næstbedste startposition og tog siden føringen i løbet i første sving.
Rowland førte
Det var sidstnævnte, der skød frem, da starten gik, og Rowland førte den første del af løbet. Efter små 10 minutter kørte Felipe Nasr sin Neox-Penske racer i barrieren og blokkerede bane, hvorpå han blev påkørt af Pascal Wehrlein, som siden blev ramt af Mahindra team-kollegaen, den mesterskabs førende Jerome d’Ambrosio. Og så var der rødt flag for en stund.
Nasr igangsatte en multikollision, som betød at løbet blev rødflaget i ca. 15 minutter.
Da løbet blev genstartet med 36 minutter tilbage, førte Nissan raceren fortsat, men Rowland var presset og i kampens hede ramte han den knap, som aktiverer hastigheds-begrænseren ved "Full Course Yellow". Bilen tabte naturligt nok fart og det satte Rowland 10 sekunder bagud. I et forsøg på at genvinde det tabte, ramte han senere i løbet barrieren og var ude af løbet.
Siden var Sam Bird i føring, men kun indtil han begik en nedbremsningsfejl, som André Lotterer ikke var sen til at udnytte. Derpå var Lotterer i føring og kandiderede til at vinde sin første Formel E sejr indtil nærkontakten med Bird.
Bird i føring
Fejlen var helt klart den britiske kørers, og han blev da også straffet derfor. Men han kom ikke desto mindre fra Hong Kong med en 6. plads og overtog ved samme lejlighed føringen i mesterskabet, mens Lotterer og DS Techeetah intet fik andet end ærgrelsen. Heller ikke Lotterers team-kollega, Vergne fik nævneværdigt ud af løbet, efter at være blevet sendt ned på 18. startposition, fordi han ”havde forårsaget rødt flag under kvalifikationskørslerne”. Den gyldne DS-racer var spundet på den regnvåde asfalt lige inden mållinjen på kvalifikationsomgangen og spektakulært var det bilens bagende, der passerede målstregen først.
Mitch Evans i Jaguar side om side med Daniel Abt i Audi.
Jaguar-teamet har det fortsat ikke for let i år. I fjor sluttede Nelson Piquet jr. sit debutløb for den britiske bilproducent på en 4. plads. I år sluttede han i barrieren. Mitch Evans havde en middelmådig kvalifikation og blev nr. 7 i løbet. Heller ikke BMW-teamet havde det nemt i Hong Kong. Antonio Felix da Costa blev nr. 10 og Alex Sims udgik på 16. omgang.
Højdepunkter fra Hong Kong E-Prix:
Af Søren Clauding - 10. marts 2019
Hong Kong E-Prix, 5. afd. af Formel E 2019
Resultat:
- Edoardo Mortara (CHE), Venturi, 59m36,119s.
- Lucas di Grassi (BRA), Audi, +0,988 s.
- Robin Frijns (NLD), Envision-Virgin-Audi, +1,536s.
- Daniel Abt (DEU), Audi, +1,985s.
- Felipe Massa (BRA), Venturi, +3,258s.
- Sam Bird (GBR), Envision-Virgin-Audi, +3,306s.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, +4,017s.
- Garry Paffett (GBR), HWA-Venturi, +4,368s.
- Oliver Turvey (GBR), NIO, +5,624s.
- Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, +6,49s.
Stillingen i FIA Formel E mesterskabet
Kørere:
- Sam Bird (GBR), Envision-Virgin, 54 pts.
- Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, 53 pts.
- Edoardo Mortara (CHE), 52 pts.
- Lucas di Grassi (BRA), Audi, 52 pts.
- Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, 47 pts.
- Robin Frijns (NZL), Envision-Virgin, 43 pts.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, 34 pts.
- Daniel Abt (GER), Audi, 34 pts.
- Pascal Wehrlein (DEU), Mahindra, 30 pts.
- 10.André Lotterer (GER), DS, 29 pts.
Teams:
- Envision Virgin, 97 pts.
- Audi, 86 pts.
- Mahindra, 83 pts.
- Venturi, 66 pts.
- BMW, 65 pts.
- DS-Techeetah, 57 pts.
- Jaguar, 35 pts.
- Nissan, 21 pts.
- HWA (Mercedes), 7 pts.
- 10.NIO, 6 pts.
- GEOX DRAGON, 2 pts.
BMW opnåede størst opmærksomhed i Hong Kong i kraft af i8 Safetycar'en, som var i brug utallige gange, og ekstra opmærksomhed, da supermodellen Naomi Campbell placerede sig på fronthjelmen...
Hong Kong E-Prix var det 50. Formel E race, markeret af manden bag Formel E, Alejandro Agag (tv) og Ulrich Spiesshofer, CEO hos storsponsoren ABB.