2024 Formel E VM - optakt kørerbilledet

ABB Formel E verdensmesterskabet 2024

Optakt til 2024: Sådan ser kørerbilledet ud

Formel E handler om teknik, computerstyring og kunstig intelligens. Men naturligvis har kørerne også en afgørende betydning for brugen deraf. De skal håndtere alt det, IT-verdenen lægger i deres hænder, og det sker i 15 E-Prix’er frem til udgangen af juli måned. Det hele begynder i denne weekend i Mexico City. Vi klarlægger kørerbilledet lige nu.

Først eb kort opsummering: 2023 sæsonen sluttede 31. juli. Jake Dennis vandt ABB Formel E verdensmesterskabet for kørere i en Porsche, forvaltet af det amerikanske Andretti team. Alt imens Jaguar lagde bil til Envision teamets sejr i verdensmesterskabet for teams. I relation til fabriksindsatsen var rollerne byttet lidt om, for i kørernes VM var den bedst placerede fabriks-Porsche kører Pascal Wehrlein, mens Jaguar fabriksteamet sikrede sig 2. pladsen i VM efter kundeteamet, mest hjulpet af Mitch Evans, der selv blev nr. 3 i kørernes VM efter Envision-Jaguar køreren Nick Cassidy.


Jake Dennis skal forsvare VM-titlen.


Samtlige Formel E fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.

Topfoto: Der er store forventninger til den 10. udgave af ABB Formel E mesterskabet, Nissan ikke mindst forventes at levere varen i år. På billedet under pre-testen i Valencia sidst i november med Oliver Rowland foran Lucas di Grassi og Nyck de Vries - to tidligere verdensmestre, der i år kører for Cupra hhv. Mahindra.

Af Søren Clauding – januar 2024




Det gav anledning til nogle kørerskift i toppen af mesterskabet:

Vigtigst var det formentlig, at Nick Cassidy nu skal køre for Jaguar fabriksteamet, og dermed er ny team-kollega til Mitch Evans. Hvordan det kommer til at spænde af, kan let gå hen at blive afgørende for udfaldet af VM. Der skal ikke herske tvivl om, at Jaguar på den ene side er tilfredse med, at Envision teamet vandt VM i en Jaguar, men omvendt vil man foretrække, at det er Jaguar fabriksteamet, der vinder. Og allerhelst, naturligvis, at en Jaguar fabrikskører også bliver verdensmester. Hvad det sidste angår, disponerer de over sidste års nr. 2 og 3 i kørernes VM og bilen tog både 1. og 2. pladsen i team-VM. Der er dømt succes.

Og hos kundeteamet, Envision-Jaguar skal Robin Frijns og 2016 verdensmesteren Sebastien Buemi samarbejde. Den konstellation bliver også ret interessant.


Nick Cassidy er nu på Jaguars fabrikshold.

Robin Frijns overtager Nick Cassidys' plads hos Envision-Jaguar.


Intensiv udviklingsperiode

MEN: Med fem måneder fra sæsonafslutningen til at den nye sæson nu går i gang, har ingen i verdens mest innovative motorsport ligget på den lade side. Alle har arbejdet målrettet på at blive bare marginalt bedre end konkurrenterne. Det gælder naturligvis også Porsche, hvor Jake Dennis fortsætter hos Andretti-Porsche. Men han har fået ny team-kollega i form af Norman Nato, som ellers kørte for Nissan.

Nato var stærk i Nissan raceren, men det tog lang tid for ham at blive det. Spørgsmålet er, om ikke den omstændighed, at Nissan først midt i sæsonen havde fået det nødvendige greb i alle hjørner af Formel E efter kraftig omlægning af hele team-strukturen, der begyndte i 2022, har været for stor en mundfuld for Nato. Hos Andretti har han et veletableret team, og Porsche er næppe den værste bil at køre. Især energiforbruget var man rigtig god til at håndtere sidste år, så Nato har store mulighed for fra starten at bidrage til endnu større succes for det amerikansk/tyske setup.


Norman Nato i aktion hos Andretti-Porsche ifm testkørslerne i Valencia i november.


Anderledes ser det ud for Porsche fabriksteamet, der fortsætter uændret med Pascal Wehrlein og Antonio Felix da Costa i år. Det kan være en fordel for den samlede performance, og det er svært at forestille sig, at Porsche vedvarende kan acceptere at blive besejret af kundeteamet, hvor vigtigt et marked, det amerikanske ellers måtte være for den tyske bilfabrik. Ups, der kom lige lidt markedsføringsstrategi ind i billedet… det springer vi let og elegant henover. Eller?

Stor marketing værdi for Nissan

For Nissans vedkommende er tilstedeværelsen i Formel E nemlig af stor markedsføringsmæssig betydning. Det japanske bilmærke er det eneste fabriksteam i Formel E, der repræsenterer et mainstream bilmærke, og det er en ekstra triumf, når de hamler op med og besejrer de veletablerede sportsvognsmærker fra Porsche, Jaguar, Maserati m.fl. Nissan har for et par år siden overtaget forvaltningen af teamet, de har gennemført en række radikale ændringer og sidst på 2023-sæsonen var tingene ved at gå op i en højere enhed. Og Nissan har om nogen ikke ligget stille dette efterår.


Sacha Fenestraz er fortsat det unge talent hos Nissan - han skal gøre sig gældende over for de mere rutinerede McLaren-Nissan kørere, Sam Bird (nf tv) og Jake Hughes (nf th).


Nissan har sagt farvel til Norman Nato og velkommen tilbage til Oliver Rowland, som forventes at være det rutinerede modne modstykke til Sacha Fenestraz. Oliver Rowland var ledig på markedet, efter i utide at have forladt det problemfyldte Mahindra team, og han synes at fungere godt sammen med Nissans gennem-omorganiserede fabriksteam, var det undertegnedes indtryk ved møde med de to sammen i Le Mans for få måneder siden (læs mere derom hér >>>)

Nissan-McLaren fortsætter

Og for så i øvrigt at indikerer, at andre også har tillid til Nissan, er Nissans kundeteam i Formel E et af de mest anerkendte racerbils/sportsvogns bilmærker i motorsportshistorien, nemlig McLaren. McLaren-indsatsen er baseret på Mercedes-teamet, som vandt VM i 2022. McLaren opkøbte Mercedes teamet, da de valgte at koncentrere indsatsen i Formel 1, og det er tankevækkende at Nissan rent faktisk besejrede McLaren i 2023 i det samlede opgør i team-mesterskabet, i og med de deler drivliner.

McLaren fortsætter i øvrigt med Jake Hughes og har fået hans britiske landsmand Sam Bird med på holdet. Sidstnævnte har i den grad brug for en genfødsel efter en lidt anspændt 2023-sæson hos Jaguar. Det vil kunne gå hen og blive rigtig godt for ham – og for teamet – og for Nissan…

Foran Nissan og McLaren i 2023 opgøret lå de to Stellantis mærker DS (sammen med Penske) og Maserati (tidligere Venturi), som deler drivline, udviklet af DS. Jean-Eric Vergne er klart det stærkeste kort i de to teams. Han er tidligere dobbelt verdensmester, han blev nr. 5 i fjor, altså den bedste af resten efter Jaguar og Porsche kørerne. Han har fortsat Mercedes-verdensmesteren fra 2022, Stoffel Vandoorne på holdet og hos Maserati kører Max Günther side om side med det i Formel E sammenhæng ukendte navn, rookien Jehan Daruvala fra Indien.


Jean-Eric Vergne.


Mahindras udfordringer

Det havde været oplagt at engagere Daruvala hos det indiske Mahindra, men man gør omvendt nok klogt i ikke at sammenblande tingene for meget. Mahindra havde en dårlig sæson i fjor. Meget dårlig, faktisk, og de satser på, at 2021 verdensmesteren Nyck de Vries, der ikke formåede at lykkes i Formel 1, vil kunne rette op på tingene i samarbejde med VM 3’eren fra 2022, Edoardo Mortara.

Mahindras probemer i forgangne sæson smittede direkte af på Cupra, der i samarbejde med det tyske ABT-team konstant måtte kompensere for deres problematiske drivline, som netop Mahindra havde leveret. Man på ikke glemme, at for ABT’s vedkommende var det et comeback til Formel E efter en længere pause, og med de ekstremt små marginaler, som Formel E VM er præget af, er det ikke bare noget man har succes med fra den ene dag til den anden.

ABT har fået Lucas di Grassi tilbage i teamet, og det kan godt forventes at blive lidt af et scoop for både team og Cupra. Cupras fremragende kvalifikations resultater på ABT’s hjemmebane i Tempelhof lufthavnen i Berlin sidste forår dokumenterer, at teamet sagtens kan, hvor forholdene omkring dem er til det.

Sidst og måske også mindst: NIO har efter en række dårlige år trukket mærke-følehornene til sig og forladt Formel E. Deres plads indtages nu af et andet kinesisk navn, ERT. Forskellen er dog ikke stor, for ERT har i princippet stået for NIO navnet i deres tid i Formel E. Så selvom navnet er nyt, er teamet og dets erfaring det bestemt ikke. De har faktisk været med i Formel E lige fra allerførste sæson. I år varetages deres indsats på banen af Sergio Sette Camara og Dan Ticktum. Om de kan præstere, må tiden vise.

Men a-pro første sæson. Så er 2024 faktisk den 10. sæson i Formel E historien.

Tankevækkende.

Læs iøvrigt mere om de tekniske udfordringer bag en Formel E racerbil hér >>>