ABB Formel E verdensmesterskabet 2024
Optakt til 2024: Gnisterne springer med computernes hjælp
Det er mere end fem måneder siden, at det sidste Formel E løb fandt sted. Men nu springer gnisterne igen, og i weekenden går det løs i Mexico City. Verdens mest innovative motorsportsgren har udsigt til at blive endnu mere innovativ. Men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og selv da er det ret svært…
Udfordringen er ikke mindst, at komme under lakken på Formel E racerbilerne. Sådan har det egentlig altid været i motorsport. Den store forskel er, at Formel E racerbilerne på overfladen, bortset fra bemalingen, er ret ens, for nu at sige det mildt. Men under lakken sker der ting og sager. Og de kan meget vel gå hen og få en afgørende indflydelse på udfaldet af den kommende sæson – såvel som Mexico E-Prix, der er det første af i alt 15 VM-løb i 2024.
Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.
Topfoto: Mitch Evans fører feltet an på vej ud af pitten under efterårets testkørsler i Valencia. Marginalerne er ekstremt små i Formel E, så det handler virkelig om at finjustere computerstyringen og gøre den mest muligt brugbar for kørerne.
Af Søren Clauding – januar 2024
Fordi teknikken ikke kan ses, sådan rent fysisk, er det også næsten umuligt at kortlægge forskellene mellem hver bil. Derfor spiller løbene alene på det punkt en afgørende rolle, for i løbene kan man da i det mindste se og måle, hvordan udfaldet af det usynlige arbejde falder ud i konkurrencen. Det handler om IT, computerstyring og kunstig intelligens i bred forstand.
En Formel E racerbil såvel som en hvilken som helst anden elektrisk drevet bil har en meget anderledes overførsel af kræfterne til kørebanen end en konventionel bil, baseret på forbrændingsmotorer eller hybridmotorer. Elmotorens ”opførsel” er direkte forbundet til hjulene.
Det er enkelt nok at lave hjulspin i en Formel E racer med tæt ved 500 hestekræfter. Her demonstreret af Lucas fi Grassi i en Mahindra racer. Udfordringen er at få vejgrebet optimeret, så det kan fungerer under alle uforudsigelige forhold - det er foreløbig mere en hvad kunstig intelligens kan klare.
Computeren styrer kræfterne
Men hvor man i en konventionel bil benytter transmission og gearkasse i relation til motorens varierende drejningsmoment til at finjustere kræfternes formidling til underlaget, benytter man i Formel E racerbilerne (og andre elbiler) en computerbaseret styring af samspillet mellem motor og hjul.
Det er ingen udfordring at få elbilens hjul til at drive bilen fremad og siden opsamle bevægelsesenergien, når farten sættes ned, så længe det foregår i et adstadigt tempo. Men i en Formel E racerbil kører man på grænsen, og det er en udfordring, fordi den uendelige uforudsigelighed på racerbanen, kørebanens skiftende vejgreb, vejrforhold og de andre bilers uforudsigelige taktik og evne til at omdanne effekt til fart, ustandseligt udfordrer racerbilens IT-styrede kontrolsystem.
Fra 70.000 til ét
Og med stadig stigende anvendelse af den afart af kunstig intelligens, som benyttes til fx tilrettelægning af løbsstrategi og stadig tilpasning undervejs i løbene og i det hele taget over en løbsweekend, er computerdelen ikke alene lettere uoverskuelig for publikum, men også for de enkelte teams selv.
”Når vi forbereder os til et Formel E løb lægger vi ud med mellem 50.000 og 70.000 scenarier,” fortæller Nissans motorsportsdirektør, Tommaso Volpe. ”Det barberer vi ned til omkring 70 inden vi starter ud på banen, og meget hurtigt skal vi så gennemanalysere dagen for at ende op med det scenarie, som vi så benytter, når startlysene slukker.”
Tommaso Volpe. Foto: Søren Clauding.
GEN3 fortsætter
For en ordens skyld skal det fastslås, at GEN3 racerbilerne også anvendes i år. Det har givet de 11 teams en regulær mulighed for at udvikle i detaljen. Det bliver i sig selv interessant at følge i år. Og det bliver måske dobbelt interessant hen ad vejen at få indblik i hvordan detaljerne får indflydelse på udfaldet af løbene. Men indrømmet, kørerne har også en vis indflydelse herpå. Mere derom i artiklen hér >>>