2022 Formel E verdensmesterskabet 15. og 16. afd – Seoul

2022 Formel E verdensmesterskabet 15. og 16. afd – Seoul

Vandoorne og Mercedes vinder Formel E VM 2022

Det lå i kortene inden Formel E VM-finalen, at titlerne ville gå til Stoffel Vandoorne og Mercedes EQ fabriksteamet, for forspringet var i begge sammenhænge 36 points inden kursen blev sat mod Seoul. Men intet var naturligvis sikkert, og Jaguars Mitch Evans gjorde da også sit bedste for, at Vandoorne ikke skulle komme let til titlen. Evans vandt weekendens første løb og udsatte dermed VM-afgørelsen. Men søndag d. 14. august blev det cementeret: Stoffel Vandoorne og Mercedes EQ er Formel E Verdensmester 2022.

Dermed kom, så og sejrede det tyske premium bilmærke i den elektriske topkategori. De brugte et par år til at forberede indstigningen i Formel E, hvorefter de i 2021 tog begge mesterskaber. Men det var, som i de foregående syv sæsoner, en sæson, præget af det ulogiske kvalifikationssystem, og finaleløbet ville kunne være endt med, at en anden af de i alt syv kørere, der fortsat havde en matematisk VM-mulighed, ville være blevet verdensmester. Det var med andre ord ingen overbevisende sejr, Nyck de Vries og Mercedes fik i VM.


Topfoto: Stoffel Vandoorne kørte mesterligt og stabilt i 2022. Det gav ham VM-sejren til trods for kun en  enkelt løbs-triumf - men hvilken én: Sejren i Monaco E-Prix.

Alle fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.


Af Søren Clauding – 15. august 2022


Overbevisende sejr: Ja og Nej

Om sejren i 2022 er overbevisende, er der to svar på: Ja, for Vandoorne og Mercedes scorede flest points i en sæson, hvor det nye kvalifikationssystem havde vist sin værdi og ligestillet deltagerne, og de havde et afgørende forspring inden finale-weekenden. Og, nej, for Vandorne vandt VM med blot en enkelt løbssejr ud af de 16 mulige, og heller ikke de Vries vandt mere end en enkelt gang. Vandoornes ene sejr var dog ikke at kimse af - den fandt sted i Monacos E-Prix.

Op imod det stod, at Mitch Evans scorede fire løbs-sejre, at Edoardo Mortara i sin Venturi kunde-Mercedes også vandt fire løb. Venturi-teamet opnåede i alt fem løbssejre, for Lucas di Grassi vandt som bekendt et løb i årets næstsidste E-Prix (London). Og det var symptomatisk, at netop Evans og Mortara sluttede sæsonen med hver deres sejr på den udfordrende og helt nye racerbane i Seoul.


Edoardo Mortara vandt Seoul E-Prix Race 2. På billedet fører han foran Jake Dennis og Antonio Félix da Costa. De to kolliderede siden og Dennis fik en 5 sekunders straf mens Da Costa skuttede 10'er.


Nu trækker Mercedes så stikket til Formel E, ligesom BMW og Audi også definitivt gør det. De to sidstnævnte sagde farvel til den elektriske motorsports kongeklasse ved udgangen af sidste sæson, men fortsatte dog som leverandør af drivliner til Andretti respektive Envision teamet i 2022-sæsonen.

Hvorfor siger de tre bilmærker farvel?

Hvorfor? Hvis man ikke lige lader de officielle begrundelser være hele sandheden, er det ret tænkeligt, at den interne kamp mellem de tre tyske premium bilmærker gav resultater, der var vanskelige at håndtere i forhold til offentligheden: Hvis Mercedes vinder, er de to andre automatisk tabere og dermed pr definition dårligere til at producere hurtige elbiler. Nu er alene Porsche tilbage, og mon ikke de nok skal få greb om tingene i 2023, når man starter helt forfra med den helt nye GEN3 Formel E racerbil. Det er undertegnedes gæt.

En anden overvejelse er, at tysk bilindustri også er begyndt at ane forbrændingsmotorernes overlevelse, efterhånden som fremstillingen af syntetiske fossilfrie CO2 neutrale brændstoffer vinder udbredelse. En ensidig satsning på elektrisk mobilitet vil da være uforholdsmæssig kostbar og hurtigt blive et spejl af et paradoks, skabt af det politiske ønske om ensidigt at underbygge elektromobilitet.

Ifølge undertegnedes opfattelse er elektromobilitet spejl af en snæversynet unuanceret og måske endda inkompetent opfattelse af fremtidens mobilitetsmuligheder. Men det er en anden historie, som dog den fremtidsskuende bilindustri næppe har overset.