2024 ABB Formel E verdensmesterskabet 2. og 3. afd. Diriyah

2024 ABB Formel E VM 2. og 3. afd.

Diriyah E-Prix: Jaguar og Cassidy i VM-føring

Med en sejr, to podieplaceringer og points i begge de to VM-afdelinger, der fandt sted på racerbanen i Ad Diriyah i Saudi-Arabien, udbyggede Jaguars fabriksteam sin føring i ABB Formel E verdensmesterskabet for teams og fører nu også VM for kørere. Men de to løb var så forskellige, at ikke færre end 15 kørere scorede VM-points over weekenden og Top-10 i weekendens andet løb kom i mål indenfor mindre end 7 sekunder.

Det resultat blev endda virkelighed, helt uden safetycar eller Full Course Yellow, som ellers iblandt resulterer i sammenpressede felter sidst i racerløb. Faktisk var der ingen safetycar i brug i nogen af løbene, som ikke desto mindre var så forskellige, at det det mest konstante var Jaguars dominans og den omstændighed, at Nissan-powerede racerbiler var med fremme begge dage, om end det først var i weekendens andet løb, at de for alvor leverede.


Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.

Topfoto: Jaguar var på toppen af verden med sejr, to podieplaceringer og begge biler i pointene. Nu fører de begge verdensmesterskaber.

Af Søren Clauding – 28. januar 2024



Scenen hurtigt sat

Porsche, som havde domineret i Mexico i årets første VM-afdeling med Pascal Wehrlein i cockpittet, havde ingen weekend, der for alvor var værd at skrive hjem om - havde det ikke været for verdensmesteren Jake Dennis’ overbevisende kørsel i fredagens løb (2. VM-afdeling) i ”kunde-bilen”. Han startede fra 3. pladsen i sin Andretti-Porsche, skød lynhurtigt fremad og aktiverede Attack-mode efter tre omgange – uden at miste mere end én placering.

Alt imens Jean-Éric Vergne med start fra poleposition, til trods for sin over radioen udtrykte undren, fik et team-påbud om, at aktivere sit Attack-mode på et tidspunkt, hvor det var åbenlyst, at han ville miste to placeringer. Jaguar’s Mitch Evans, som startede 2’er fulgte hurtigt efter, mistede ligeledes to placeringer og så var scenen stort set sat for resten af løbet.


Jake Dennis var hurtigt i føring i Andretti-Porschen og vandt 2. VM afdeling efter solid "assistance" fra Jean-Eric Vergne i DS. På billedet også Mitch Evans i Jaguar og Sergio Sette-Camara i ERT (det tidligere NIO).


Energibesparende kørsel

I det første af de to løb var løbsdistancen fastsat til 37 omgange, og det stillede større krav om energibesparende kørsel. Det var tydeligt, at Vergne havde en større udfordring, hvad energiforbruget angik, end Dennis og Evans, men han evnede effektivt omend med en kørsel, der var på kanten af hvad reglementet tillader, at forhindre Evans i at overhale.

En halv omgang fra målstregen, hvor Dennis undervejs havde opbygget et forspring på imponerende 13 sekunder, satte Mitch Evans gang i et næsten desperat overhalingsforsøg. Det mislykkedes, da Vergne ændrede retning under indbremsning, og tvang Jaguar-køreren ud i en overbremsningsmanøvre – som i stedet for at bringe ham op på 2. pladsen i løbet, indebar at han sluttede som nr. 5.

Cassidy og Bird havde fordel

Det lukrerede Evans’s nye team-kollega, Nick Cassidy, på. Cassidy var startet 7’er og havde arbejdet sig op til fjerdepladsen efter et fint team-samarbejde fra Evans side, og da Evans var væk, og McLaren-Nissans Sam Bird ligeledes havde fordel af Evans mislykkede forsøg, blev Cassidy nr. 3 i løbet, foran Bird og en noget misfornøjet Mitch Evans.


Jake Hughes og Sam Bird i hver deres McLaren-Nissan var med fremme på begge løbsdage. Hughes udgik dog på dag 1 alt imens Bird sluttede på 4. pladsen.


Det var ikke alene Evans’ løb, der blev forstyrret af ”JEV”, men også de efterfølgende kørere. Fra Vergne på 2. pladsen til Pascal Wehrlein på 8. pladsen var der blot 3 sekunder. Og det var så endnu mere udpræget på dag 2 – om end spillersammensætningen var noget anderledes.

Rowland og Nissan i pole

For første gang i sin genoplivede Nissan-karriere og allerede i sit blot tredje Formel E løb siden sidste forår, hvor han sagde farvel til Mahindra, startede Oliver Rowland fra poleposition. Ved sin side havde han Robin Frijns i tilsvarende blot sit tredje løb efter at være vendt tilbage til Envision-Jaguar teamet. Men på tredje startposition startede Jaguars nye mand på fabriksholdet, Nick Cassidy, der jo allerede dagen forinden havde dokumenteret, at han om muligt er endnu bedre end i fjor, hvor han kørte Envision-Jaguar.


Startopstillingen på 3. VM-afdeling havde Oliver Rowland og Nissan i poleposition foran Frijns og Cassidy i hver deres Jaguar. Derpå følger Vandoorne i DS, Deruvala i Maserati, Hughes og Fenestras i hver deres Nissan samt Jean-Eric Vergne og resten af feltet.

Oliver Rowland startede fra pole i blot det 3. løb efter sit come-back hos Nissan.


Den helt store overraskelse på startopstillingen var dog rookien Jehan Daruvala, der kører Maserati. Især set i lyset af, at team-kollegaen Max Günther kun kom afsted fra 11. pladsen. Maserati, såvel som driv-line leverandøren fra søsterselskabet DS, var i det hele taget hurtige i Diriyah. Vandoorne startede foran Daruvala og Vergne fra 8. pladsen.

Men så var der mixet af Nissan racere: Foruden Rowland i pole startede Jake Hughes i McLaren-Nissan fra 6. pladsen og Sacha Fenestraz i fabriksbilen som nr. 7. Sam Bird kvalificerede sig dog først til start fra 12. pladsen.

Rødt flag under kvalifikationen

Med til kvalifikationsbilledet hører også, at Sébastien Buemi kørte af banen og udløste rødt flag sidst i sin kvalifikationsgruppe, hvor en række kørere måske havde klaret sig bedre. Men det var påfaldende, at Jake Dennis startede helt nede fra 14. pladsen med Mitch Evans lige foran sig. Dennis kunne  til dels forklare sin startposition med, at Buemis uheld betød at hans sidste kvalifikationsomgang ikke lod sig gøre. Men Evans har ingen umiddelbar forklaring.


Robin Frijns kørte sin Envision-Jaguar i føring efter Oliver Rowland i Nissan startede med for meget hjulspin. Til højre i billedet ses den senere vinder, Nick Cassidy i fabriks-Jaguaren.


 Og så startede løbet. Et højfarts løb, fordi det var en omgang kortere end fredagens løb og man måtte forbruge de samme 38,5 kWh fra batteriet som dagen inden. Energistyring havde en mindre betydning, eller var i hvert fald defineret anderledes, og det kan være en stor del af forklaringen.

Cassidys løb var perfekt

Et faktum er det, at feltet var så tæt, at mindre end 7 sekunder på målstregen skilte vinderen fra nr. 10. At Cassidy vandt var naturligvis fordi hans bil var hurtig, og han ligeså, men Jaguar teamet forvaltede også løbsstrategien perfekt – måske hjulpet af, at de ikke behøvede bekymre sig så meget om Mitch Evans, der dog formåede at slutte i pointene. Han var hjulpet af, at Jake Dennis, som var kørt i mål på 10. pladsen, fik 4 strafsekunder for at have overhalet under gult flag.


Nick Cassidy i Jaguar foran Stoffel Vandoorne i DS, og Jake Hughes i McLaren-Nissan.

Nick Cassidy behøvede blot tre løb som Jaguar fabrikskører for at slutte øverst på præmieskammelen.


Cassidys sejr var helt igennem velfortjent, og Robin Frijns i Envision-Jaguar startede 2’er og sluttede 2’er. Og Rowland: Han fik ikke det fulde ud af sin poleposition, fordi han startede med for meget hjulspin. Efter løbet pegede han på flere grunde til, at han ikke vandt: Dels at det ikke var optimalt at være sandwiched mellem to Jaguar racere, og også, at han var lidt mere bekymret over energiforbruget end det viste sig, at han havde grund til at være.

Rowland holdt sig dog foran McLaren ”drivline kollegaen” Jake Hughes, og forløsende var det vel også for Nissan, at Sacha Fenestraz scorede 6. pladsen i mål, lige i baghjulet på den tidligere verdensmester, Stoffel Vandoorne i DS og Mexico-vinderen Pascal Wehrlein i fabriks-Porschen. Den tidligere dobbelte verdensmester, Jean-Éric Vergne, kvalificerede sin DS til 8. startposition og det blev også hans slutresultat. Daruvala endte sit løb med at udgå efter forinden stille og roligt at have tabt terræn.

Efter en hæsblæsende weekend, som bragte Jaguar på toppen af verden med en markant føring i kørernes VM såvel som i team-mesterskabet er der 7 ugers pause, før det går løs igen. Der var planlagt et løb i Indien i februar måned, men det er blevet aflyst, da myndighederne iflg FIA ikke opfyldte deres forpligtelser.

Resultat Diriyah E-Prix, 2024 ABB Formel E VM, 2. afd., 26. Januar 2024

  1. Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, 45m56,452s.
  2. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, +13,289s.
  3. Nick Cassidy (NZL), Jaguar, +13,824s.
  4. Sam Bird (GBR), McLaren-Nissan, +14,620s.
  5. Mitch Evans (GBR), Jaguar, +15,174s.
  6. Norman Nato (FRA), Andretti-Porsche, +15m661s.
  7. Max Günther (DEU), Maserati-DS, +16,267s.
  8. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, +16,387s.
  9. Sergio Sette Camara (BRA), ERT, +26,606s.
  10. Robin Frijns (NLD), Envision-Jaguar, +26,968s.

Resultat Diriyah E-Prix, 2024 ABB Formel E VM, 3. afd., 27. Januar 2024

  1. Nick Cassidy (NZL), Jaguar, 43m51,868s.
  2. Robin Frijns (NLD), Envision-Jaguar, +1,192.
  3. Oliver Rowland (GBR), Nissan, +1,875s.
  4. Jake Hughes (GBR), McLaren-Nissan, +2,931s.
  5. Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, +3,397s.
  6. Sacha Fenestraz (FRA), Nissan, +4,598s.
  7. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, +4,816s.
  8. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, +5,195s.
  9. Max Günther (DEU), Maserati-DS, +5,709s.
  10. Mitch Evans (GBR), Jaguar, +6,866s.

Stillingen i ABB Formel E VM 2024:

Kørere:

  1. Nick Cassidy (NZL), Jaguar, 57 pts.
  2. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, 38 pts.
  3. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, 33 pts.
  4. Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, 28 pts.
  5. Mitch Evans (GBR), Jaguar, 21 pts.
  6. Max Günther (DEU), Maserati, 20 pts.
  7. Robin Frijns (NLD), Envision-Jaguar, 19 pts.
  8. Oliver Rowland (GBR), Nissan, 18 pts.
  9. Sebastien Buemi (CHE), Envision-Jaguar, 18 pts.
  10. Jake Hughes (GBR), McLaren-Nissan, 18 pts.

Teams:

  1. Jaguar, 78 pts.
  2. DS (Penske), 47 pts.
  3. Porsche, 38 pts.
  4. Andretti (Porsche), 37 pts.
  5. Envision (Jaguar), 37 pts.
  6. McLaren (Nissan), 30 pts.
  7. Nissan, 26 pts.
  8. Maserati (DS), 20 pts.
  9. ERT, 2 pts.
  10. Mahindra, 0 pts.
  11. ABT Cupra (Mahindra), 0 pts.