2023 Formel E verdensmesterskabet 9. afd - Monaco - optakt

Monaco E-Prix: Ikonet på et Formel E by-race

Når Formel E feltets 22 racerbiler lørdag d. 6. maj giver sig i kast med sæsonens niende E-Prix, markerer det også starten på 2. halvdel af en usædvanlig spændende Formel E sæson. E-Prix’et køres på den berømte Grand Prix racerbane i Monaco, og netop den bane er mere ideel til Formel E racing end nogen anden i VM-kalenderen. Det var her, de første racerløb i bycentre for alvor fandt sted tilbage i 1929 og i år inkluderer feltet motorsports-ikoner som McLaren og Maserati, der over årene var med til at sætte Formel 1 såvel som Monaco på verdenskortet. En lignende opgave har Formel E også påtaget sig, og Monaco E-Prix er nu en fast del af Formel E verdensmesterskabet.


Topfoto: 

Der er klasse over Monaco E-Prix, hvilket (fra venstre) André Lotterer og Jake Dennis (Andretti-Porsche) og Max Günther og Edoardo Mortara (Maserati-DS) udtrykker på deres helt egen måde. Lørdag morgen klokken 07:25 har de trukket i køredragten ligesom de 18 andre deltagere i Monaco E-Prix.

Formel E fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship. Den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.

Af Søren Clauding - 4. maj 2023


I år har Formel E VM taget de nye såkaldte GEN3 racerbiler i brug. Det er biler med langt mere power (op til 350 kW – 476 hk) end man tidligere har set i den fuldt elektriske løbsserie. Bilerne er energi optimerede og aerodynamiske kunstværker, inspireret af jagerfly-designs. De er hurtigere, mere udfordrende at køre, og for alle kørerne i verdens mest innovative motorsportsserie gælder, at de ikke er havnet der ved en tilfældighed. Det kræver ganske særlige færdigheder at køre Formel E.

Som skabt til Formel E

Racerbanen er med sine 3,337 kilometers længde egentlig for kort og mange steder også for smal til Formel 1. Alligevel fastholder man Grand Prix’et i Formel 1 kalenderen på grund af dets status, opnået over årene. I år finder Monaco Grand Prix sted tre uger efter Monaco E-Prix og det bliver interessant at se forskellen, ikke mindst hvad angår overhalinger og intense dueller. For målt på en enkelt omgang er Formel 1 fortsat hurtigst – og også den mest energiforbrugende af de to.


Nissans Norman Nato er på hjemmebane i Monaco E-Prix - han bor i Fyrstendømmet.


For Formel E er banen ideel, ikke bare bane-layoutet, som er identisk med det, der benyttes til Formel 1, men også fordi Formel E racerbilerne er smallere, de forstyrrer ikke beboerne med hverken støj eller luftforurening – og så er det hele klaret på en dag, hvor Formel 1 skal bruge tre dage til deres set-up.

Dueller fra start til slut

2023 Formel E sæsonen har vist sig at være spækket med spændende dueller, ikke bare som den afsluttende del af den yderst effektive og skelsættende kvalifikationsform, hvor de 8 bedste netop kæmper om de bedste startpladser i intensive dueller. Det bliver i sig selv interessant at se hvordan de falder ud med de nye racerbiler. Men i selve løbet giver udfordringer som obligatorisk aktivering af Attack Mode anledning til komplekse strategier, som udfordrer deltagerne men bestemt også publikum, uanset de sidder på tilskuerpladserne eller følger med på TV-skærme og andre digitale platforme overalt på jorden.

Formel E er en sportsgren, der stiller store krav til alle. Det overordnede tema er energistyring og bæredygtig omgang med Jordens kostbare ressourcer. Derfor er netop energiforbruget en ofte afgørende faktor for udfaldet af racerløbene. Det er helt i tidens ånd. En racerkører skal ikke alene styre bilerne rundt ved meget høje hastigheder, de skal også økonomisere med energien. Det gøres bl.a. ved at opsamle så meget bevægelsesenergi som muligt undervejs.


Mitch Evans og Sam Bird fra Jaguar var på toppen i Berlin E-Prix forleden.


Mange faktorer skal styres på plads

Det sker ikke lige effektivt løbet igennem. Fx blander racerbilernes batteritemperatur sig med jævne mellemrum, fordi temperaturen er afgørende for leveringen af trækkraften og, når farten sættes ned, opsamling af fartenergien, omdannet til elektrisk energi, som kan lagres på batterierne.

Foruden det, at køre racerbilen, og konstant forholde sig til hvor de øvrige 21 deltagere befinder sig, angribe, overhale og forsvare sig, skal racerkøreren uafladelig analysere baneforholdene, dækkenes vejgreb, fald eller stigning i temperaturerne, også afhængig af om man når den nødvendige køling ved at befinde sig i en forankørende bils luftstrøm. Og ret mange andre detaljer også, tilstrækkeligt tryk på hjulene ved nedbremsning, vejgrebet gennem kurverne osv., osv. – og også fornemme hvordan de andre deltagere forvalter opgaven. Den viden skal omsættes til den aktive indsats på løbets 29 omgange.


Formel E byder også på masser af traditionel motorsports dramatik. Her er det den tidligere mester, Sebastien Buemi i Envision-Jaguar, der har været i nærkontakt med Pascal Wehrleins Porsche.


Og a-pro-pos bremseeffekt: Som de første racerbiler nogensinde har GEN3 racerbilerne ikke mekaniske baghjulsbremsen (bortset fra en én-gangs nødbremse). Baghjulene medvirker til at bremse bilerne ned ved hjælp af den kraft, de ved samme lejlighed leverer til elmotoren, som i nedbremsningssituationen er en generator, der lader strøm på batteriet – de kan lade med op til 350 kW.

To motorer

Og oppe fortil har bilerne også en elmotor, som dog ikke benyttes til at drive bilen, men alene til at levere op til 250 kW bremsekraft til forhjulene. Den suppleres af mekaniske hydrauliske bremser, og hér er en af de tekniske udfordringer bl.a. at sikre et stabilt samspil mellem den elektriske og den hydrauliske bremsekraft.

Indtil videre har der i år været kørt 8 afdelinger i VM og seks kørere har oplevet at stå øverst på præmieskamlen, så tæt er det. På grund af den særlige prestige, der er forbundet med at vinde Monaco E-Prix, er det en sejr, alle gerne vil kunne skrive ind i deres personlige karriereforløb. Og det er betegnende, at den regerende verdensmester, Stoffel Vandoorne vandt Monaco E-Prix i fjor som hans eneste sæson-sejr.


En af årets rookies, Sacha Fenestraz, kørte sin Nissan til pole-position i Cape Town, men han blev kørt af banen fra en podieplacering på løbets sidste omgang.


VM-stillingen nu og hér

I år fører Pascal Wehrlein i Porsche VM-kampen, men med beskedne 4 points til Envision-Jaguars Nick Cassidy. VM 3’er er den tidligere dobbelte mester, Jean-Éric Vergne i DS foran Jake Dennis i Andretti-Porsche og sidste års VM-to’er, Mitch Evans i Jaguar. I team-mesterskabet fører Porsche foran Envision-Jaguar og Jaguar.


Jake Hughes er den ene af kørerne i den legendariske McLaren-team, som er debuteret i Formel E i år med Nissan drivliner.

Stoffel Vandoorne i DS har haft det lidt svært i år. Men i 2022 vandt han Monaco E-Prix på sin vej mod VM-titlen.

Porsche-køreren Pascal Wehrleing vandt i Saudi-Arabien og har ført VM lige siden.