2023 Formel E verdensmesterskabet 6. afd Brasilien

Sao Paulo E-Prix

Trippel Jaguar triumf

Det var Jaguar, der i den grad tog Sao Paulo med storm, da historiens første Formel E løb fandt sted i den brasilianske hovedstad. Ikke alene kørte Mitch Evans sin Jaguar I-TYPE 6 til sejr, alt imens team-kollegaen Sam Bird blev nr. 3. Men imellem de to snuppede Envisions-teamets Nick Cassidy i hans Jaguar I-TYPE 6 2. pladsen. Men ikke nok med det.

Den fjerde Jaguar, kørt af Sebastien Buemi, sluttede også i pointene, og havde det ikke været for en utilsigtet nærkontakt med Max Günther i Maserati-DS, hvorved Buemi tabte 8 placeringer, kunne det let være blevet en Jaguar Top-4. Imidlertid skadede Buemi sin hånd, da rattet blev revet ud af hænderne på ham ved påkørslen af Günther, som Buemi var uden skyld i. I skrivende stund står det ikke klart om det betyder, at den tidligere mester må sidde over i de næste VM-afdelinger, men han formåede trods alt at køre løbet til ende.


Topfoto: Der blev dystet om placeringerne frem til mållinjen mellem de tre dominerende Jaguar racere. Forrest Mitch Evans i den ene af fabriksbilerne. Den grønne bil er en Envision-Jaguar kørt af Nick Cassidy, han sluttede 2'er og Sam Bird i den anden fabriks-Jaguar styrede ind på 3. pladsen efter et stærkt race.

Fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.


Af Søren Clauding – 26. marts 2023


De bedste af resten

Bedst af resten blev vinderen fra Cape Town, Antonio Felix da Costa, der fra næstbedste startposition i sin Porsche 99X Electric dystede om topplaceringerne løbet igennem. Da Costa mistede nærkontakten med den førende trio i det 35 omgange lange løb, fordi han havde været knap så god til at økonomisere med energien, noget som Sam Bird omvendt gjorde til perfektion. Den britiske Jaguar havde rundt regnet dobbelt så meget energi tilbage på batteriet, da løbet var forbi, som kørerne både foran og efter ham.


Det er ikke let at spotte de tre Jaguar kørere på toppen af det mobile podium, der på vanlig farverig brasiliansk vis var den festlige afslutning på det første Formel E besøg i det sydamerikanske land med de store motorsports traditioner. Men under 1-tallet midt i billedet er det Sam Bird. Til venstre for ham Jaguars motorsportsdirektør, James Barclay, til venstre i billedet Nick Cassidy og helt til venstre Mitch Evans - så vidt vi altså kan se...


Den regerende verdensmester, Stoffel Vandoorne, havde forinden sikret sig sin 8. karriere-pole, men havde svært ved at holde DS-Penske raceren på niveau med konkurrenterne i løbets sidste fase, hvor energiforbruget gik hen og blev kritisk. Noget som team-kollegaen Jean-Éric Vergne også mærkede til. De to sluttede på hhv. 5. og 6. pladsen, alt imens den VM-førende Porsche-kører, Pascal Wehrlein, imponerende kørte sig op fra en knap så imponerende 18. startposition til løbets 7. plads. Derved udbyggede han sin VM-føring en smule.


Stoffel Vandoorne tog føringen i Sao Paulo E-Prix efter at være startet fra pole-position, men verdensmesteren måtte lade sig nøje med 6. pladsen i mål. Bag ham i første sving ses Antonio Felix da Costa i Porsche midt i billedet og Jaguars Mitch Evans på Da Costas venstre side. 


Og nok så vigtigt for ham: VM 2’eren, Jake Dennis, i Porsche kunde-teamet (Andretti), som var startet fra 14. pladsen, fik heller ikke denne gang points. Faktisk fuldførte han ikke løbet pga. påkørsel fra en overoptimistisk Dan Ticktum i NIO. Men på det tidspunkt midt i løbet, hvor uheldet fandt sted, lå Dennis på 11. pladsen, så det er jo et åbent spørgsmål, hvad han egentlig ville kunne have opnået i løbet, der blev forlænget med 4 omgange pga. usædvanlig mange safety-car perioder undervejs.

McLaren-Nissan klarede skærene

De to McLaren-Nisssan racere med Jake Hughes og René Rast kørte begge et løb, der ikke helt genspejlede deres fart potentiale. Hughes havde kvalificeret sig til duellerne i top-8 og startede 6’er mens Rast startede fra 11. pladsen. De to sluttede på hhv. 8. og 9. pladsen, hvilket alt andet lige var bedre resultater end de to fabriks-Nissan’er var i stand til at præstere.

Sacha Fenestraz var ikke i nærheden af sit niveau i Cape Town, hvor han startede fra poleposition. I Sao Paulo startede han fra 15. pladsen, men han var ude af løbet på 6. omgang, da han havde ramt betonvæggen i et forsøg på at undgå to biler, der kolliderede foran ham. Norman Nato havde en god kvalifikation og startede fra 8. pladsen, men allerede i tredje sving var det slut for ham, da han blev katapulteret i luften ved påkørsel af Jake Hughes’…McLaren Nissan. Det var ikke smart af nogen af de to og næppe noget, der begejstrede ledelsen i de to Nissan-teams.


Tre gange Nissan: De to McLaren-Nissan racere og Norman Nato i fabriksbilen, der sendes i luften efter at have ramt Hughes' baghjul.

Vist aldrig set før: En pit-lane med pit-garager på hver side. Det stillede løbsarrangørerne overfor en interessant logistisk udfordring, som de ikke desto mindre klarede flot. På Billedet er de to McLaren-Nissan racere på vej ud på banen fulgt af Sam Bird i Jaguar og de to grønne Envision-Jaguar I-Type racerbiler.


Slipstreaming var afgørende

Løbet i Sao Paulo var præget af et bane lay-out med flere meget lange langsider, hvor den registrerede topfart over dagen nærmede sig 270 km/t, hvilket er meget hurtigt på det, der reelt er en bybane med stadige udfordringer gennem varierende banebredde, skiftende vejgreb og efterårssnavs på banen. Og det betød ikke mindst, at slipstreaming var en afgørende parameter, som sjældent opleves i Formel E.

I al sin enkelthed gik det ud på, ikke at ligge i foran en anden, men gerne lige i en anden bils baghjul. Derved kunne man køre hurtigere, men nok så vigtigt: Spare energi, som siden kunne benyttes til overhalinger sidst i løbet. Så på mange måder udviklede løbet sig til en konkurrence om, IKKE at føre – før på løbets sidste meter.

Det var præcis hvad Sam Bird satsede på, og hans overskud var stort nok til, at han ville kunne have sat et angreb ind på de to Jaguar racere foran i løbet sidste fase. Hans eneste stopklods var, at det var to Jaguar racere. Bird indrømmede med et stort smil, at han udmærket huskede, hvad der var sket i Indien (hvor han påkørte team-kollegaen Mitch Evans), så han slog sig til tåls med 3. pladsen, der for ham givet vis føltes som en sejr.

Positivt og negativt

På positiv siden i Brasilien talte også, at de fire Mahindra racere (Mahindra og ABT-CUPRA) øjensynlig havde fået styr på det problem, der havde tvunget dem ud af konkurrencerne i Sydafrika (formentlig et problem med fleksibiliteten i de bageste hjulophæng, der hang sammen med indholdet af Titanium i den anvendte legering). De dominerede på ingen måde løbet, om end Nico Müller opnåede en hæderlig startposition som nr. 13 (og siden udgik af løbet), men Robin Frijns var med igen, fit efter håndskaden, han pådrog sig i Mexico.


Robin Frijns comeback blev hilst velkomment af ABT-CUPRA teamet. Billedet nedenfor indikerer, at det ikke er bare pjat med en brækket hånd...


På negativ siden tæller især, at Lucas di Grassi i sit hjemlands E-Prix startede som rosinen i pølseenden, fordi han knuste sit højre forhjulsophæng, da han under den indledende kvalifikation snittede betonmuren i en højre-kurve.


Resultat Sao Paulo E-Prix:

2023 Formel E VM, 6. afd., 25. marts 2023

  1. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 53m25,536s.
  2. Nick Cassidy (NZL), Envision-Jaguar, +,284s.
  3. Sam Bird (GBR), Jaguar, + 0,507s
  4. Antonio Félix da Costa (PRT), Porsche, + 3,487s.
  5. Jean-Éric Vergne (FRA), DS, +4,042s.
  6. Stoffel Vandoorne (BEL), DS, + 4,576s.
  7. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, +5,659s.
  8. Jake Hughes (GBR), McLaren-Nissan, +6,141s.
  9. René Rast (DEU), McLaren-Nissan, +7,403s.
  10. Sébastien Buemi (CHE), Envision-Jaguar, +7,976s.

Stillingen i Formel E VM 2023:

Kørere:

  1. Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, 86 pts.
  2. Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, 62 pts.
  3. Nick Cassidy (NZL), Envision-Jaguar, 61 pts.
  4. Jean-Éric Vergne (FRA), DS, 60 pts.
  5. Antonio Félix da Costa (PRT), Porsche, 58 pts.
  6. Sam Bird (GBR), Jaguar, 44 pts.
  7. Sébastien Buemi (CHR), Envision-Jaguar, 42 pts.
  8. René Rast (GBR), McLaren-Nissan, 40 pts.
  9. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 39 pts.
  10. Jake Hughes (GRB), McLaren-Nissan, +32 pts.

Teams:

  1. Porsche, 144 pts.
  2. Envision (Jaguar), 103 pts.
  3. Jaguar, 83 pts.
  4. DS, 82 pts.
  5. Andretti (Porsche), 80 pts.
  6. McLaren (Nissan), 72 pts.
  7. Mahindra, 26 pts.
  8. NIO, 19 pts.
  9. Nissan, 18 pts.
  10. Maserati (DS), 3 pts.
  11. Cupra (Mahindra), 0 pts.

Det officielle resultat inklusiv startopstilling og VM-stilling kan findes på:

https://results.fiaformulae.com