2023 Formel E verdensmesterskabet
Nu springer gnisterne igen i Formel E VM
- og de er endnu større end tidligere
Lørdag d. 15. januar springer gnisterne på ny i Formel E verdensmesterskabet – verdens mest innovative motorsport. Den dag tager man i Mexico City hul på 2023 sæsonen med helt nye, meget stærkere og endnu mere avancerede elektriske racerbiler plus et stærkere felt med nye kendte navne fra både bil- og motorsportsverdenen.
Allerede i december kunne vi berette om Nissans store satsning, da det nye 100 procent fabriksejede team præsenterede deres 2023-indsats ved et storslået arrangement omkring Jarama racerbanen i Spanien. Nissan satser stærkt i 2023, hvor alle teams hvad teknikken angår ikke mindst får en samlet ny begyndelse med lanceringen af de nye 3. generations (GEN3) Formel E racerbiler.
Topfoto: Det legendariske McLaren team har overtaget teamet fra sidste års verdensmestre, Mercedes, og debuterer i Formel E i samarbejde med Nissan. Jake Huges er den ene af kørerne i de nye power-fulde GEN 3 racerbiler.
Alle fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.
Af Søren Clauding – 10. januar 2023
McLaren og Nissan danner par
Ved samme lejlighed debuterer det legendariske McLaren team i Formel E. De har overtage det meste af Mercedes EQ Formel E teamet, som jo vandt VM de to sidste år for siden at trække sig ud af VM-kampen mens man var på toppen. Men den elektriske drivline hos McLaren er lagt i hænderne på Nissan. Det projekt bliver meget spændende at følge.
René Rast i sin Nissan-powerede McLaren racer foran Norman Nato i Nissan fabriksraceren under testkørslerne i Valencia forud for 2023-sæsonen.
Kørerne i Nissans fabriksteam er de to franskmænd, Norman Nato og Formel E-debutanten, Sacha Fenestraz (som dog deltog i ét enkelt løb i 2022), mens en anden regulær Formel E debutant, Jake Hughes fra Storbritannien, samt René Rast fra Tyskland starter for McLaren-Nissan.
Jaguar og Envision
Sidste års VM 2’er, newzealandske Mitch Evans, samt hans team-kollega, britiske Sam Bird, er heller ikke ene om at køre med Jaguar teknik. De fortsætter godt nok begge for Jaguar fabriksteamet, men Jaguar har på samme måde som Nissan indgået aftale med Envision-teamet, der også har base i England, om levering af drivlinen. Og Envision har til køre-opgaven hyret den tidligere Formel E mester og afgående Nissan-kører, Sebastien Buemi, samt Nick Cassidy fra New Zealand.
Jaguar fastholder kørersammensætningen fra i fjor med Mitch Evans i nr. 9 og Sam Bird i nr. 10 racerne.
Fra Kina til USA: DS skifter hold
Franske DS, som i Formel E mesterskabets blot 8 sæsoner korte historie, har stået for tre kører-mesterskaber og to team-mesterskaber, har også foretaget ændringer, der kan synes ret radikale.
For det første har DS forladt det langvarige samarbejde med det kinesiske Techeetah team og i stedet slået sig sammen med det amerikanske Penske-team, kendt som Dragon Racing. Penske er et gigantisk motorsportsnavn i USA, og Penske-teamet scorede 2. pladsen i den allerførste Formel E sæson tilbage i 2014/15. Men siden er det kun gået bagud. I fjor landede teamet på sidstepladsen i VM med sølle 2 points.
Verdensmesteren Stoffel Vandoorne debuterer for DS-Penske teamet.
To mestre i teamet
DS har uden tvivl fravalgt samarbejdet med Techeetah, fordi det forretningsmæssigt giver mere mening at samarbejde med et amerikansk team, men en forudsætning for succes er også gode kørere. Med den regerende verdensmester, Stoffel Vandoorne såvel som den tidligere dobbelte mester, Jean-Eric Vergne på holdet er det i hvert fald ikke succes-fattige kørere, DS har engageret.
Det bliver spændende at se, hvordan teamet håndterer samspillet mellem to kører på så højt et niveau – det var jo ikke præcis den evne, der kom til udtryk i året der gik mellem Vergne og Antonio Felix da Costa.
Maserati og Venturi (og DS)
Men også DS får en rolle som drivline-leverandør. Stellantis søstermærket, Maserati, er nu steget ind i Formel E med DS-drivline, men nok så vigtigt, ved i praksis at overtage sidste års Nr. 2 team, Venturi. Edoardo Mortara dystede længe med Vandoorne om VM-titlen sidste år og Mortara bliver i teamet, hvor han får kompagniskab af den afgående Nissan-kører, Maximillian Günther fra Tyskland.
Maserati er en del af Stellantis gruppen og deler selvsagt drivline med DS. Nærmest med sidste års VM 3'er Edoardo Mortara i cokpittet og bag ham Max Günther.
Porsche og Andretti
Med udgangspunkt i Tyskland har Porsche ikke taget Formel E verdenen med den samme storm, som ellers har kendetegnet fabrikkens enestående motorsportshistorie. Godt nok har den tyske tidligere DTM-kører, Pascal Wehrlein, formået sidste år at køre en enkelt løbssejr hjem til Porsche (netop i Mexico hvor dette års premiere finder sted). Oven i købet blev landsmanden André Lotterer nr. to, og det er ikke utænkeligt at scenariet i år bliver gentaget, men det er i en noget anderledes konstellation.
Wehrlein fortsætter som Porsche fabrikskører, hvor han får ny team-kollega i form af 2020-mesteren Antonio Felix da Costa (Portugal), der som nævnt kommer fra DS-Techeetah. Lotterer fortsætter nemlig sin Formel E karriere hos det amerikanske Andretti-team – som i år benytter sig af Porsche drivliner. Hér får han Jake Dennis som team-kollega, for den britiske kører fortsætter hos Andretti. Så det er ikke alene DS, der har rettet sigtet mod USA. Det giver god mening, for det amerikanske bilmarked er også vigtigt for Porsche.
Stjerner på stribe: Antonio Felix da Costa debuterer for Porsche, her foran Jean Eric Vergne i DS-Penske og Sebastien Buemi i Mahindra under vintertesten med de nye GEN3 racere i Valencia.
Resten af feltet
Ingen tvivl om at det vigtigste team af resten – på papiret i hvert fald, dvs. indtil andet viser sig at være tilfældet i praksis – er det indiske Mahindra team. De har haft deres udfordringer i året der gik, og har pænt sagt farvel til den karismatiske teamchef, Dilbagh Gill, men beholdt den hurtige men ofte uheldsramte Oliver Rowland i cockpittet på den ene af bilerne. I den anden sidder til manges overraskelse den tidligere mester, Lucas di Grassi, der ellers havde fået fornyet liv, efter at Audi også havde trukket følehornene til sig i Formel E (for nu at satse på Formel 1), og taget en tur hos Venturi (der nu er blevet til Maserati).
Og sjovt nok komme di Grassi måske til at møde gamle bekendte, for Mahindra leverer drivline til den genopståede ABT-team, der i sin tid banede vejen for Audis Formel E deltagelse som fabriksteam. ABT har hyret hollandske Robin Frijns samt Nico Müller fra Schweiz. Det bliver en ret interessant konstellation at følge, for den tidligere Porsche kører, Nico Müller, havde ikke udpræget succes i hans tidligere Formel E periode (2020 og 2021). Muligvis fordi Penske teamet, som han kørte for i perioden, ikke have megen succes i Formel E overhovedet. I samme periode (2019 og 2020) tog Müller vicemestertitler i DTM for Audi.
En fod i døren
ABT har qua sit mangeårige tilknytningsforhold til Volkswagen-gruppen, VAG, og i særdeleshed til Audi arrangeret sig med Cupra, som derved øger sin synlighed i elektrisk motorsport. I forvejen er det Seat-relaterede VAG sports-brand aktivt i såvel EXTREME.E som ETCR. Og ikke uden betydning: Gennem Cupras (og ABT’s) tilstedeværelse har Audi og VAG holdt døren på klem til Formel E teknologien, modsat BMW og Mercedes, der fuldstændig har ændret fokuspunkt.
Som rosinen i pølseenden finder man det kinesiske NIO-team, der stædigt holder fast i deres Formel E deltagelse. Oliver Turvey er ikke længere at finde i cockpittet på en af de to biler, for de køres i år af Dan Ticktum fra Storbritannien, som også i fjor kørte NIA, samt Sérgio Sette-Camara fra Brasilien. NIO tager selv hånd om teknikken og spændende bliver det, om de denne gang har fundet de vises sten.