2022 Formel E verdensmesterskabet 4. afdeling
Rom E-Prix Race 1: Sejr til Mitch Evans og Jaguar
Alt imens onde tunger så småt var begyndt at antyde, at det nye kvalifikationssystem, som ikke længere favoriserer en dårlig placering i VM-stillingen, med succes var begyndt at skille fårene fra bukkene, deriblandt sidste års VM 2’er, Jaguar, slog det navnkundige britiske Formel E team tilbage og tog sejren i det første af weekendens to løb i Rom.
Mitch Evans startede godt nok fra 9. pladsen og Sam Bird startede fra 13. pladsen efter en for begges vedkommende lidt skuffende kvalifikation, men løbet og ikke mindst energistyringen havde man fuld kontrol over. Da Evans efter en taktisk klog anvendelse af sine Attack modes havde bragt sig i spidsen af løbet, havde han oven i købet rigelig med strøm tilbage. Han kunne opbygge et forspring på over 8 sekunder, og for ikke at begå fejl på løbets afsluttende omgange slækkede han lidt på tempoet, så sejrsmarginen ”kun” var 5,5 sekunder.
Topfoto: Mitch Evans startede fra 9. pladsen og arbejdede hurtigt sin Jaguar racer op gennem feltet, på billedet har han passeret Pascal Wehrleins Porsche.
Alle fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.
Af Søren Clauding – 9. april 2022
Sam Bird var ligeledes avanceret, men havde lidt udfordringer i et meget tæt top-felt, som kostede tid, og han måtte affinde sig med 5. pladsen, 3/10 sekunder efter Jean-Eric Vergne i DS-Techeetah.
Mitch Evans vandt med Stoffel Vandoorne (bagved) på 3. pladsen.
Vandoorne i pole
Kvalifikationskørslerne havde ikke overraskende bragt Stoffel Vandoorne i fabriks-Mercedes i pole-position. Da man ankom til Rom var han den sidste, der havde vundet på banen og han besejrede i finalen lørdag eftermiddag Robin Frijns i hans Envision kunde-Audi. Den regerende verdensmester, Nyck de Vries startede 3’er og Jean-Eric Vergnes team-kollega, Antonio Felix da Costa, lagde ud fra 4. pladsen, mens Vergne startede 5’er.
Jake Dennis i den BMW-drevne Andretti racer kom godt afsted fra 6. startposition og var med helt fremme indtil han måtte indse, at skulle løbet fuldføres, havde han for lidt energi. Da han yderligere fik 5 sekunders straftid for at påkøre Da Costa, blev englænderen henvist til 13. pladsen i løbet.
Stoffel Vandoorne tog 3 points for sin pole-position og bragte dermed Mercedes-teamet i VM-føring endnu inden starten gik.
Frijns fremragende 2. plads
Længere fremme dystede Stoffel Vandoorne ikke mindst med sin team-kollega, men De Vries mistede momentum og var også i nærkontakt med Pascal Wehrleins Porsche. Resultatet blev, at verdensmesteren endte løbet i pitten. Wehrlein klarede sig bedre igennem, men hans præstation var ikke i nærheden af den, man oplevede da han sejrede i Mexico i årets tredje VM-afdeling. Wehrlein sluttede 8’er alt imens Vandoorne kæmpede en kamp for at holde kontakt med de to førende – Evans og Frijns.
Løbets første sving: Stoffel Vandoorne startede sin Mercedes fra pole-position og holdt Robin Frijns (den grønne Envision-racer) bag sig gennem første sving. Bag Vandoorne med nr. 5 ses De Vries (nr. 17) samt de to DS-Techeetah'er med Da Costa (nr. 13) og Vergne (nr. 25).
Frijns kørte nemlig et fremragende løb, og havde det ikke været for Evans' endnu bedre præstation var sejren gået til hollænderen i den grønne Envision racer. Men 2. pladsen var ikke dårlig, især fordi han i racet formåede at slutte foran Vandoorne, der jo få timer forinden havde snuppet pole-position i kvalifikations-finalen netop fra Frijns. Vandoorne sluttede løbet på 3. pladsen.
Mortara fører fortsat
Den inden Rom E-Prix VM-førende Edoardo Mortara fører fortsat VM-kampen efter weekendens første løb, men mest fordi de nærmeste konkurrenter ikke gjorde meget væsen af sig. Mortara var startet fra 11. pladsen og sluttede 7’er efter et ret begivenhedsløst løb.
Edoardo Mortara fører fortsat VM.
Vandoorne er efter lørdagens løb nu på 2. pladsen i VM-kampen og fik inklusiv 3 points fra sin pole-position blot 7 points færre ud af løbet end den vindende Evans. Faktisk opnåede Vandoorne ligeså mange points som Frijns, der også avancerede i VM-stillingen fra 9. pladsen til 3. pladsen.
Evans avancerede mest
Ikke overraskende var det Mitch Evans, der med sejren avancerede mest i Rom. Han strøg fra 17. pladsen i VM-stillingen op på 8. pladsen og har med sine 26 VM-points mod Mortaras 49 mere end halveret schweizerens forspring. Dermed blev det også dokumenteret, at det nye kvalifikationssystem virkelig tilgodeser de potentielle topkørere. Det oplever alle de topplacerede kørere, som allerede søndag på ny skal dyste om placeringerne, uden at være sendt ned på halvdårlige startpositioner, alene pga. et uheldigt kvalifikationssystem.
Med til historien hører også, at Mercedes nu har overtaget føringen i team-VM foran deres kundeteam, Venturi, der meget a-pro-pos begge forventes at køre med nye drivliner i næste års helt nye Gen 3 Formel E racerbiler.
Nyt fra rygtebørsen
Uden officiel bekræftelse men efter ret sikre forlydender ser det ud til, at det nok ender med at McLaren til næste år debuterer i Formel E med bemanding fra Mercedes’s afgående fabriksteam og drivline fra… Nissan(!), at Maserati debuterer i Formel E med DS-drivline (de er begge en del af Stellantis koncernen), at DS slår sig sammen med Penske-teamet og dermed siger farvel til Techeetah, og at Andretti møder op med drivline fra Porsche. Men det er tidligt, at næste års silly-season begynder at tage form – på den anden side slutter årets Formel E VM som i fjor allerede midt i august, så der er ikke så lang tid tilbage.
Og a-pro-pos Nissan. Nissan-e.dams teamet havde igen et løb, der ikke var værd at skrive hjem om: Den korte historie: Buemi startede fra 17. pladsen og sluttede som nr. 16, alt imens Günther startede fra 16. pladsen, blev påkørt og sendt ud af løbet allerede inden første omgang var forbi.