2022 Formel E verdensmesterskabet 5. afdeling
Rom E-Prix Race 2: Dobbelt triumf for Evans og Jaguar
Det var på et hængende hår, men når enden er god er alting godt. Sådan var det i hvert fald for Jaguar og Mitch Evans, der for anden dag i træk kørte sejren hjem i den italienske hovedstad med den enestående historie. Ud af de i alt seks Formel E løb, der har fundet sted i Rom, har Mitch Evans og Jaguar vundet de tre.
Mitch Evans var startet fra 4. pladsen men allerede en tredjedel inde i løbet var han rykket forbi de tre foran ham og var dermed i føring. Søndagens løb var imidlertid præget af en ændret definition af ”Attack-mode” (helt i overensstemmelse med reglementet), så i stedet for 2 gange 4 minutter var det alene i 1 x 8 minutter muligt, at forøge effekten fra 220 til 250 kW.
Topfoto: Mitch Evans kørte endnu et suverænt løb i Rom og tog sin tredje sejr, weekendens anden, i den historiske by, hvor han tilbage i 2019 for første gang vandt et Formel E løb - som også dengang var Jaguars første Formel E triumf.
Alle fotos er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.
Af Søren Clauding – 10. april 2022
Mitch Evans valgte at vente så længe som muligt med at aktivere sit Attack mode, formentlig fordi han gerne ville have det i reserve og slå til, når alle de øvrige havde opbrugt deres. Den strategi betød godt nok, at han faldt ned på 3. pladsen og at positionerne flere gange skiftede undervejs. Nærkampen blev udkæmpet med især Porsches André Lotterer, Envision Virgins Robin Frijns og DS-Techeetahs Jean-Eric Vergne.
Streg i regningen
Men hvad Evans ikke lige havde regnet med, var at en langtrukken safetycar-periode i løbets afsluttende fase fik indflydelse på hans strategi – der skulle ryddes op efter Alexander Sims Mahindra. Reglerne siger nemlig at Attack-mode skal aktiveres uden safetycar på banen eller ”full course yellow”, og skal være afsluttet inden løbet er slut – og det var 8 minutter, der drejede sig om. Heldigvis for newzealænderen blev safetycar’en trukket væk fra banen så betids, at Evans kunne aktivere sit Attack-mode, uden at løbe tør for løbstid, men det var i sidste øjeblik.
Alex Simm's skadede Mahindra racer blev hurtigt fjernet - det havde Evans ret stor glæde af...
Første sving: Jean-Eric Vergne startede fra pole-position i sin DS-Techeetah, og tog omgående føringen. Bag ham dystede André Lotterer i Porsche og Jake Dennis i Andretti-BMW intenst om 2. pladsen.
Han formåede i en fart at avancere til førstepladsen og begyndte at lægge afstand til Vergne, Frijns og Lotterer – blot for at endnu en safetycar i løbets allersidste fase blev sendt på banen, mens der blev ryddet op efter Nick Cassidy, der havde kørt sin Envision-Audi racer ud i barrieren. Safetycar’en blev trukket væk fra banen inden den sidste omgang, men da havde Evans opbrugt sit Attack-mode og havde ingen glæde af det forspring han forinden havde opnået.
Han formåede ikke desto mindre at forsvare føringen, trods en hårdt pressende Vergne, og tog sejren med et forspring på beskedne 0,584 sekund. Frijns blev 3’er og Lotterer 4’er.
Nul points til verdensmesteren
Undervejs i løbet var der masser af dramatik og intense dyster overalt i feltet, udløst af at alle deltagere i princippet startede blandt ligemænd. Det var i øvrigt en situation, verdensmesteren Nyck de Vries allerede lørdag havde svært ved at håndtere. Det gik ikke bedre søndag, hvor han fra 13. startposition sluttede som nr. 15 og sidst.
Bedre gik det for team-kollegaen hos Mercedes EQ, Stoffel Vandoorne, der godt nok startede noget længere nede end den pole-position, han opnåede lørdag – han startede 8’er. Men over målstregen blev det trods alt til en 5. plads. 6’er blev Pascal Wehrlein i Porsche.
Positivt var det, at Oliver Turvey kørte sin NIO 333 op fra sidste startposition til 7. pladsen, foran de to tidligere mestre, Lucas di Grassi i Venturi-Mercedes og Sebastien Buemi i Nissan.
Nick Cassidy foran i Envision-raceren foran Sebastien Buemi i Nissan, Oliver Turvey i NIO 333 og Max Günther i Nissan. Sidst i løbet kollidere Cassidy med Sam Birds Jaguar og de måtte begge udgå af løbet.
Evans team-kollega, Sam Bird skiftede frem og tilbage mellem 4, 5. og 6. pladsen, men udgik af løbet to omgange fra mål. Alt imens den forinden løbet VM-førende Edoardo Mortara ramte barrieren, udgik, mistede sin VM-føring og faldt ned på en samlet 5. plads i VM-stillingen.
Vergne fører VM
Ny mand i VM-føring blev Jean-Eric Vergne foran Frijns og Vandoorne, og Evans forstærkede sin position i VM-kampen med nu at ligge på 4. pladsen, 9 points efter Vergne.
I team-mesterskabet fører Mercedes EQ foran Porsche, DS-Techeetah, Venturi-Mercedes og Jaguar.
Med et par gode resultater i Rom kunne Jean-Eric Vergne i DS-Techeetah tage føringen i Formel E verdensmesterskabet.
Næste løb finder sted sidste lørdag i april i Monacos gader, hvor der som i fjor køres på den legendariske Grand Prix racerbane, dog med en lille men vigtig ”Formel E-tilretning” af den berømte chikane på havnekanten.