2019 Paris E-Prix:
8 ud af 8: Frijns vinder i Byernes By
Paris E-Prix var det ottende ud af i alt 13 E-Prix’er i indeværende Formel E sæson. Og endnu engang var det en ny mand, der kunne stige op på præmieskammelens øverste trin. Denne gang var det hollænderen Robin Frijns, som vandt et udfordrende racerløb, hvor både regn, hagl og voldsom blæst blandede sig i opgøret.
Topfoto: Robin Frijns kørte sin Envision Virgin racer til sejr i Paris E-Prix.
Som tilfældet har været i alle otte løb, var der masser af action og masser af dramatik, masser af dueller og uventede begivenheder. Men denne gang slap man for at rødflage racet, måske fordi kørselsforholdene var endnu mere uforudsigelige end nogensinde.
Allerede under kvalifikationskørslerne blandede vejrguderne sig. Voldsomt blæsevejr rystede de mange træer langs racerbanen, der nu for fjerde gang lagde asfalt til verdens mest innovative motorsportsgren. Banen ligger smukt placeret på gaderne omkring Hotel de Invalides, som bl.a. huser Napoleons mausoleum. Det gav visse steder læ for den kraftige vind, og andre steder hvirvlede blæsten nedfaldende blade og andet godt fra træerne op, så ingen på noget tidspunkt præcis vidste, hvor meget vejgreb, der var, når man skulle bruge det.
Startopstillingen havde i første omgang Pascal Wehrleins Mahindra racer i pole-position. Men med for lavt dæktryk i samtlige fire hjul, blev den tidligere tyske standardvognsmester sendt ned på bageste startposition. Det samme skete for team-kollegaen, den mesterskabsførende Jerome d’Ambrosio, der havde sat 6. hurtigste tid.
Dobbelt pole til Nissan
Hos Nissan e.dams havde man tingene i orden og dermed kunne teamet glæde sig over, at dets to kørere, Oliver Rowland og Sebastien Buemi, startede fra hhv. pole-position og 2. pladsen med Rowland forrest af de to. Robin Frijns kørte sin Envision-Virgin kunde-Audi ind på 3. startposition foran den tidligere 11-dobbelte Formel 1 Grand Prix vinder, Felipe Massa.
Robin Frijns startede fra 3. bedste startposition og siden var banen fri, da de to Nissan'er var ude af løbet.
Det regnede ved flere lejligheder under forberedelserne til starten, men selvom regnvejret havde taget en pause, da starten skulle gå, var vejgrebet på banens højre halvdel dårligere end på den venstre, og det blev forstærket yderligere af nedfaldet fra træerne. Derfor valgte løbsledelsen at starte racet efter sikkerhedsbil.
Til ingenting på ingen tid
Rowland tog omgående føringen foran Buemi og på de efterfølgerende pladser var der en hidsig dyst om placeringerne. Der gik imidlertid ikke mere end omkring 5 minutter før Rowlands bremser blokkerede og han havnede i barrieren tæt ved pitområdet. Derved var Buemi i spidsen.
Men det tog derpå mindre end 10 minutter yderligere før den anden Nissan måtte i pit. Buemis racer var punkteret, måske i forbindelse med en påkørsel fra Robin Frijns, og han fortsatte siden løbet. Men det, der skulle have været så godt for de to Nissans, var på ingen tid forvandlet til ingenting.
Oliver Rowland fik problemer med bremserne, de blokkerede og så var han effektivt ud af løbet.
Hagl og blæst
Det var Frijn’s chance. For da regnen begyndte at styrte ned, og i blandt også bød på hagl, var hollænderen den eneste i feltet med klart syn fremad. Den mulighed udnyttede han til fulde, og selvom gulflags perioder og saftetycar til tider intensiverede konkurrencen, var Frijns aldrig for alvor truet. Og dermed blev han efter 45 minutter og en omgang den ottende vinder i ligeså mange løb i 2019 sæsonen.
DS-Techeetah’s Andre Lottere startede fra 6. pladsen og avancerede målrettet op på 2. pladsen, som han beholdt i mål. Efter det franske premium bilmærke fulgte de to fabriks-Audi’er med hhv. Daniel Abt og Lucas di Grassi.
André Lotterer var med en 2. plads i mål den bedste DS-kører.
Den regerende Formel E mester og vinderen af Paris E-Prix i fjor, Jean-Eric Vergne, kørte sin DS i mål på 6. pladsen efter at være startet som nr. 12. Og derved kunne DS-Techeetah fortsat glæde sig over, fortsat at fører dette års team-mesterskab.
Fortsat helt tæt i toppen
I kører-mesterskabet sprang Frijns fra 6. pladsen op på 1. pladsen, men kun ét point efter ligger nu André Lotterer, alt imens de to tyske bilmærker, BMW og Audis Antonio Felix da Costa respektive Lucas di Grassi deler 4. pladsen. De har hver især 10 points færre end Lotterer.
Efter sejren i Rom for nylig var Paris E-Prix ren nedtur for Jaguar teamets to kørere, der ikke havde en heldig kvalifikation og aldrig formåede at kompensere derfor undervejs i det mildest talt uforudsigelige racerløb.
Sådan sluttede Alex Lynn's Jaguar Paris E-Prix med påkørsel bagfra af Mortara.
Næste afdeling af Formel E mesterskabet finder sted d. 11. maj i det mondæne fyrstendømme ved den franske Riviera, Monaco, to uger inden Formel 1 racerbilernes holder deres indtog.
Af Søren Clauding - 27. april 2019
Højdepunkter fra Paris E-Prix
Paris E-Prix, 8. afd. af Formel E 2019
Resultat:
- Robin Frijns (NLD), Envision-Virgin, 47m50,510s.
- André Lotterer (GER), DS, +1,373s.
- Daniel Abt (GER), Audi, +3,175s.
- Lucas di Grassi (BRA), Audi, +3,666s.
- Maximilian Günther (GER), Penske, +5,456s.
- Jean-Eric Vergne (FRA), DS, 6,694s.
- Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, +7,238s.
- Garry Paffett (GER), HWA Racelab (Mercedes), +7,901s.
- Felipe Massa (BRA), Venturi, +10,522s.
- Pascal Wehrlein (GER), Mahindra, +10,998s.
Stillingen i FIA Formel E mesterskabet
Kørere:
- Robin Frijns (NZL), Envision-Virgin, 81 pts.
- André Lotterer (GER), DS, 80 pts.
- Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, 70 pts.
- Lucas di Grassi (BRA), Audi, 70 pts.
- Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, 65 pts.
- Jean-Eric Vergne (FRA), DS, 62 pts.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, 61 pts.
- Daniel Abt (GER), Audi, 59 pts.
- Sam Bird (GBR), Envision-Virgin, 54 pts.
- Edoardo Mortara (CHE), 52 pts.
Teams:
- DS-Techeetah, 142 pts.
- Envision Virgin, 135 pts.
- Audi, 129 pts.
- Mahindra, 103 pts.
- BMW, 88 pts.
- Venturi, 69 pts.
- Nissan, 68 pts.
- Jaguar, 62 pts.
- HWA (Mercedes), 26 pts.
- GEOX DRAGON, 12 pts.
- NIO, 6 pts.
Stillingen i kører-mesterskabet som PDF >>>
Stillingen i team-mesterskabet som PDF >>>
Regnen væltede ned og sigtbarheden var meget ringe. Her er der BMW's Antonio Felix da Costa, der får vand på visiret...
Maximilian Günther scorede en god 5. plads.
Feststemning efter Paris E-Paris efter at deltagerne i samarbejde med vejrguderne leverede et underholdende show.