ABB Formel E verdensmesterskabet:

Formel E hurtigere end Formel 1

Fra og med den kommende Formel E sæson, som skydes i gang ved årsskiftet 2025, vil en Formel E racerbil kunne køre fra en Formel 1 racerbil. Recepten er firehjulstræk i forening med ultrastærke og hyper effektive 800 hestes elmotorer. Målet er dog ikke, at være hurtigere end Formel 1 – det er blot et resultat af den naturlige udvikling, verdens mest innovative motorsportsgren gennemgår.

Og så vokser træerne da heller ikke ind i himlen. Formel 1 racerbilerne vil fortsat være hurtigere på racerbaner, der er tilpasset Formel 1. De er kraftige, men deres handikap er, at få kræfterne overført til underlaget ved lav fart, ved kørsel ud af snævre hårnålesving som fx dem på Monaco’s Grand Prix racerbane, som også benyttes af Formel E.


Af Søren Clauding – 7. maj 2024



0-100 på 1,86 sekund

Med firehjulstræk og elmotorernes kolossale drejningsmoment vil Formel E racerbilerne kunne accelerere fra 0-100 km/t på 1,86 sekund. En Formel 1 racerbil i race-setup vil typisk bruge omkring 2,4 sekunder. I den fortsatte acceleration over de 100 vil Formel 1 antagelig være Formel E overlegen en rum tid endnu, men man må ikke glemme, at de to typer racerbiler og de racerløb, der deltager i, er så forskellige, at det egentlig er urimeligt at drage en sammenligning.

De overraskende tal, som i sagens natur også er præsenteret for at trække overskrifter, er publiceret i forbindelse med præsentationen af den første Formel E GEN3 evo, som den kaldes, netop i forbindelse med Monaco E-Prix forleden.

Coulthard i cockpittet

Og selveste den Formel 1 Grand Prix vindende David Coulthard kørte også en omgang i den nye racerbil på banen i det mondæne fyrstendømme. Coulthard kørte ikke en fuld omgang, og havde intet, der bare lignede træning i bilen på forhånd. Men det anslås, at en Formel E GEN3 evo racer vil kunne køre en omgang 2 sekunder hurtigere end hidtil.

Basis for Formel E GEN3 evo blev lagt, da man skabte GEN3 raceren – som har været i brug i Formel E i 2023 og fortsat er det sæsonen ud. Den har nemlig ikke alene en 350 kW elmotor, der trækker på baghjulene, men også en 250 kW elmotor, placeret mellem forhjulene.

Ultra lynopladning

Sidstnævnte har dog indtil videre alene haft til formål, at omsætte fartenergi til elektrisk energi og dermed regenerere strøm til batteriet med en hidtil uhørt kraft. Tilsammen kan de to motorer levere op til 600 kW på batteriet, og den samme mængde vil motorerne til næste år kunne trække ud igen. 600 kW svarer til 800 hestekræfter, og drejningsmomentet vil ingen for alvor ud med, men det må anslås at ligge på omkring 1700 Nm.

Derved får firehjulstræk også en helt ny dimension.

Det er fortsat GEN3 racerbilen, der danner grundlag for den firehjulstrukne evo-version. Reglementet er endnu ikke fastlagt, men det forventes, at den store effekt ikke vil være til rådighed i et helt løb ad gangen, men indtil videre alene i den periode, hvor man har aktiveret det såkaldte Attack-mode.

Kontrolleret overophedning

En er udfordringerne er den utrolige varme, som drivlinen udsættes for, ikke mindst, når der sendes så kraftig en strøm gennem ledningsnettet. Men tilsvarende opvarmes batterierne også mere, hvilket er en del af essensen i Formel E: At afprøve og udvikle elektromobilitet ud i ekstremerne.

Selvom GEN3 racerbilen skal lægge basisteknik til, vil den ved samme lejlighed blive en smule tilpasset visuelt, forventeligt med et nyt frontvingedesign (se billederne). Desuden skal konstruktionen forstærkes til at kunne håndtere de større kræfter, herunder også dækkene, som både skal kunne overføre kræfterne til og fra kørebanen og samtidig kunne modstå den øgede belastning og slitage.

Sidst men ikke mindst forventes det også, at der vil blive indført pitstop i Formel E løbene, hvor man kan foretage en 30 sekunders lynopladning med op til 600 kW.