Honda Jazz e:HEV Hybrid Executive - Biltest

Biltest: Honda Jazz Hybrid e:HEV Hybrid Executive

Det optimale fra to verdener

En elektrisk bil udmærker sig ved, at være lydløs. Den forurener ikke nærmiljøet og den forbruger ikke brændstof. Og så bliver de fleste bjergtaget af dens utrolige drejningsmoment. Det, der gør, at man oplever en kraftig lineær acceleration, som både er til gavn i trafikken og kan begejstre bilister med blot en smule benzin i blodet.

Men det dér med benzinen er netop det springende punkt. Verden er ikke klar til elektriske biler i større stil. Der er ikke en lade-station på hvert andet gadehjørne, hvor man på under fem minutter kan få energi nok til de næste 500 kilometer. Intet nyt i det. Men rækkevidden er, i hvert fald mentalt, elbilers største udfordring, for vi er som bilister i det civiliserede samfund vant til, at opfyldning af energi er noget, der sker på et øjeblik.


Af Søren Clauding – oktober 2020

Andre Honda prøvekørsler - find dem hér >>>


Link til importøren


Endnu en hurdle

Men der er endnu en hurdle: forbruget af råstoffer som litium og kobolt eksempelvis. Verdens oliereserver holder formentlig længere end verdens reserver af de nødvendige råstoffer til batteriproduktionen. Indtil, naturligvis, nogen har udviklet nye batterier, der ikke udpiner verdens råstof-reserver på få årtier.

Indtil da må man finde en overgangsløsning. Det er det, alle producenter af hybridbiler er talsmænd for, og det er årsagen til, at salget af hybridbiler i lighed med produktionen er for stærkt opadgående.

Hos Honda har man samme opfattelse. Honda har godt nok introduceret den kompakte elektriske bybil, Honda e, for den forbruger ikke uhæmmet af råstofferne. Men så har man nu også lanceret den nye Honda Jazz Hybrid.



Elbil med benzin-hjælp

Honda Jazz er som navnet siger en hybridbil. Men hvor det normalt er en forbrændingsmotor, der, assisteret i større eller mindre grad af større eller mindre elmotorer, står for fremdriften, har Honda vendt tingene på hovedet. En Jazz er en elbil, den drives af en elmotor på 109 hestekræfter og, i kraft af det store drejningsmoment på 253 Nm fra allerførste motoromdrejning kan man sprinte afsted til de magiske 100 km/t og nå dem på blot 9,4 sekunder. Uden at bruge så meget som en dråbe benzin.

Ikke før man løber tør for strøm i hvert fald. Det sker så i praksis ret hurtigt, ofte næsten med det samme, for Honda har ikke lagt et gigantisk batteri i Jazz, men derimod et ganske beskedent et på 1/100 del af dem, man finder i større elbiler. Og så har man sat en benzinmotor til at producere strøm. Det gør den i det omfang, kørslen kræver det, og i praksis betyder det, at man bruger en liter benzin for hver kørte 22,2 kilometer.



El er køredynamisk

Men det er jo ikke bedre end andre hybridbiler gør. Hvorfor så? I vores optik er det fordi fornøjelsen ved at køre elbil langt henad ved tæller højt hos Honda, der altid har bygget køredynamiske biler. Og siden kan Honda jo blot erstatte benzinmotoren med et batteri, når verden har opfundet et batteri, der skåner Jordkloden mere end de nuværende populære litium-ion batterier.

Honda Jazz Hybrid er baseret på Honda’s e:HEV filosofi, der også ligger til grund for den mellemstore SUV, Honda CR-V. Den har vi tidligere præsenteret indgående og hér kan man læse mere om teknikken i Jazz Hybrid, for den er ikke væsensforskellig (læs om Honda CR-V Hybrid hér >>>). Den største forskel er præstationsniveauet: I Jazz er benzinmotoren en 97-hestes 1,5 liters motor uden turbolader, Den kan også assistere elmotoren, når bilen kører hurtigt og derfor kan man køre 175 km/t – og er ikke begrænset som normal i elbiler.

Benzindrift ved høj fart

Benzinmotoren kobles da umærkeligt direkte til de drivende hjul. Det eneste gearskifte er det nødvendige, for at benzinmotoren under acceleration kan levere tilstrækkelig meget strøm til den elektriske fremdriftsmotor/køremotor. Og det hænger formentlig direkte sammen med, at benzinmotoren skal noget op i omdrejninger for at levere det maksimale drejningsmoment på 131 Nm – hvilket i øvrigt elegant styres gennem den avancerede e-CVT gearkasse.

Oven i al den teknik er der i denne artikel ikke meget plads til at fortælle indgående om resten af bilen. Så kort: Se on-board videoen her på siden – den bidrager med informationer. Og så kan vi fastslå, at den nye Jazz har sit helt eget udseende, både udvendigt og indvendigt. Den er en smule længere og lavere end forgængeren. Konstruktionen er helt ny og inkluderer bl.a. nye lavfriktions hjulophæng monteret på et noget stivere karrosseri.



Magiske sæder og køreegenskaber

Resultat: Endnu mere underholdende køreegenskaber. De magiske ”magiske bagsæder” er bibeholdt fra forgængeren og er stadig lige magiske. Honda har patent på benzintankens placering, som indebærer at fabrikken er ene om muligheden for, at trylle med bagsæderne. Og mon ikke batteriet placeres under forsæderne (som er hele hemmeligheden) når en ny batteriteknologi og nye opladningsmuligheder gør fuld elektrificeringen af Jazz’en relevant.



Udstyret i den prøvekørte Executive version til 253.000 kroner (billigste Jazz Hybrid koster 215.000 kroner) er omfattende: 16” alufælge (185/55-16 dæk), nøglefri betjening, ratvarme, bakkamera, LED forlygter, adaptiv fartpilot med aktiv vejbaneassistent osv. samt ikke færre end 10 airbags.



Vejbaneassistenten retter også bilen ind på en almindelige én-sporet landevej, men kan da heldigvis slås fra, og fartpiloten reagerer også på trafikskilte. Og sidst, men ikke mindst: Honda Jazz er som andre selvopladende hybridbiler ikke afgiftsbegunstiget som plug-in hybriderne er det – så, om end med al mulig forbehold, kan man vel godt regne med, at prisen holder også efter årsskiftet. Men indrømmet: Man ved aldrig hvad politikerne finder på.



Model:

Honda Jazz e:HEV Hybrid

Listepris:

Kr. 253.000

Motor og transmission:

El-motor: 109 hk, 253 Nm. 4 cyl. 1,5 liter benzinmotor, 97 hk, 131 Nm. E-CVT én-gears automatik.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføkonomi (WLTP)

9,4 sek./ 175 km/t. 22,2 km/l

Hjul, standard

185/55-16

Længde:

4,04 meter

Højde: 1,53 meter

Bagagerum:

304-1205 liter

Værd at bemærke:

Automatisk nødbremse. 16" alufælge. LED forlygter. Ratvarme. Fjernbetjente elruder. Klimaanlæg. Sædevarme. Magiske sæder. Adaptiv fartpilot. Vejbaneassistent med bane-fastholdelsessystem. Bakkamera. 9" touch-skærm med navigation. P-sensorer for og bag. Regnsensor.  MyHonda+ app. Isofix.