First World Testdrive:
Honda CR-V hybrid
Nytænkning bag tids-aktuel miljøoptimal SUV
Af Søren Clauding – november 2018
Honda er innovativ, især når det gælder nye tekniske løsninger. Den japanske fabrik var også blandt pionererne, hvad angår hybrid teknologi, om end de ikke i de senere år har gjort det til en fast bestanddel af fabrikkens modelvifte. Ikke desto mindre var Honda fx allerede i 2001 på markedet med den første og hidtil eneste manuelt gearede hybridbil i form af Honda Civic Hybrid.
Da var markedet blot ikke parat til at køre miljørigtigt, som man er det i dag.
Derfor ville det også have været naivt at tro, at når Honda allerede i sommer varslede en hybrid udgave af den helt nye CR-V senere på året, ville der være tale om en konventionel løsning. Det er der så heller ikke.
Den nye CR-V, som netop her sidst i oktober blev lanceret i Danmark, gennemgik vi i detaljer ifm. de første internationale prøvekørsler af bilen. Dem er der ingen grund til at gentage her (læs om den første test af Honda CR-V her >>>), for i det store hele er der tale om samme bil. Men den adskiller sig i sagens natur, bl.a. fordi drivlinen helt igennem er anderledes.
Plug-in hybrid er bevidst fravalgt
For det første har Honda truffet den principielle beslutning, at man i denne omgang ikke ville bygge en plug-in hybrid, som det ellers næsten myldrer med på markedet i øjeblikket. Man mener, at der fortsat er alt for mange mennesker, der ikke vil have adgang til effektivt at få det maksimale ud af en plug-in hybrid, fordi de har for ringe adgang til opladningssteder.
Læs mere om Honda CR-V Hybrid hér >>>
Men også den omstændighed, at en plug-in hybrid og måske især i Honda CR-V størrelse vil skulle have et temmelig stort batteri (for at kunne gøre det muligt, at køre blot et halvt hundrede kilometer på elektricitet alene), og det ville have alt for stor indflydelse på såvel energieffektivitet såvel som bilens køreegenskaber, gjorde, at man bevidst fravalgte plug-in hybrid løsningen.
Stor vægt er spild af energi
Alene med det batteri, der indgår i CR-V hybrid drivlinen i kombination med den teknik, der skal bruges til at styre drivlinen, bliver bilen omkring 100 kg tungere end den er med den almindelige CR-V med benzinmotor. Det svarer dog stort set til vægtforskellen på en konventionel benzinbil og dieselbil. En sådan vægtforskel kan håndteres, det er man vant til.
Men bliver den meget større, bliver ”projektet” meget vanskeligt, hvad vi også har konstateret ved vores prøvekørsler af forskellige plug-in-hybrider her på Motorsiden.dk. De kører simpelthen dårligere end deres benzindrevne udgangspunkt, når man læsser flere hundrede kg ekstra basis vægt ind i bilen i form af de store batterier. Og så er det ikke mindst spild af energi.
Et andet åbenlyst minus er nemlig, at jo tungere en bil er, jo mere energi skal der bruges til at drive den. Og energi til bevægelse af køretøjer er en knap faktor, uanset hvordan den produceres. Det ses for tiden gennem ultra-tunge elbiler, der slæber rundt på kæmpebatterier, blot for at forøge den distance, bilen kan køre mellem hver opladning. Med enkelte undtagelser kører de simpelthen dårligere end deres konventionelt drevne sidestykker. Og af samme årsag arbejdes der da også i kulisserne på alternative metoder end simpelthen blot at montere et kæmpebatteri i en bil.
Elektrisk køremotor
Det, Honda i den aktuelle virkelighed i stedet har gjort er, at skabe en forholdsvis simpel hybrid. Man har bygget en kraftig elmotor på 184 hk. Den driver bilens hjul. Man kalder den derfor det ikke særlige mundrette ord, en Propulsion motor, dvs. en fremdriftsmotor. Vi foretrækker, indtil nogen har fundet på et bedre ord, at kalde den en køremotor.
Den får enten strøm fra et batteri på beskedne 1 kWh eller direkte fra en kraftig generator – som trækkes af en konventionel 2-liters Atkinson-benzinmotor på 145 hestekræfter. Generatoren varetager da også produktionen af strøm til batteriet. Det hele styres af et avanceret energistyringssystem, som Honda kalder i-MMD (intelligent Multi-Mode Drive).
Egentlig er en CR-V Hybrid en elbil med hjælpemotor. Den japanske fabrik har skabt den nye bil som en elektrisk nutidsløsning. Vi har allerede prøvekørt bilen, som lander i Danmark omkring 1. marts 2019. Fuld HD.
Paler bag rattet styrer regenereringen
Desuden genereres der strøm ved deceleration som i andre el/hybridbiler, men man kan som fører vælge mellem fire regenereringsindstillinger, som til dels også reducerer brugen af bilens bremser, et system, vi kun har set hos de japanske landsmænd Mitsubishi. Der kan vælges indstilling vha. paler bag rattet, der ser ud som paler til gearskift i automatgears-biler, men altså alene styrer niveauet af regenerering og dermed også motorbremseeffekten.
Om strømmen genereres på den ene eller den anden måde (altså enten gennem motorbremsning eller gennem bremsesystemet, når man træder på bremsepedalen) er i princippet hip som hap, oplyste Hondas ingeniører i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af den nye hybrid, som i øvrigt fandt sted på varierede spanske landevej vest for Sevilla i Andalusien.
Hurtige fakta om Honda CR-V Hybrid
Introduktion i Danmark: marts 2019
Drivline og præstationer:
Elmotor, 184 hk, 315 Nm.
4 cyl 2-liters i-VTEC benzinmotor uden turbolader. 145 hk, 175 Nm/4000 omdr./min.
0-100 km/t: FWD: 8,8 sek. AWD: 9,2 sek. Topfart: 180 km/t.
18,9 km/l (FWD), 18,2 km/l (AWD). NEDC2.
Længde: 4,60 m.
Højde: FWD: 1,68 m. AWD: 1,69 m.
Frihøjde: FWD: 19 cm. AWD: 20 cm
Hjul: 235/60-18.
Bagagerum: 497/1697 liter.
Køreklar vægt:
FWD: 1614-1657 kg.
AWD: 1672-1726 kg.
Anhængervægt: 750 kg.