Polestar nu i Danmark
For år tilbage var Polestar synonym med Volvo’s sportslige biler. Fokus er siden blevet ændret og i dag er Polestar lig med elektrificerede premiumbiler – men stadig under Volvos vinger. Og nu lanceres Polestar også i Danmark.
Det er den anden af Polestar modellerne, der nu kan købes hos den til formålet etablerede helt nye organisation med den tidligere Renault og Jaguar/Land Rover direktør, Henrik Bang i spidsen. Bilen, for der er i første omgang kun en enkelt at vælge imellem, hedder meget naturligt Polestar 2. Vi så den første gang på Geneve Motorshow i 2019 – den formentlig sidste af de hæderkronede europæiske biludstillinger, der nogensinde kommer til at finde sted – hvor netop Polestar2 var ene om at repræsentere Volvo koncernen.
Polestar 2 så projektørlyset for første gang i Geneve i marts 2019.
Af Søren Clauding - maj 2021
Spændende udfordring
”At være et nyt brand på det danske marked er selvfølgelig en spændende mulighed, men det er også utroligt motiverende at repræsentere et mærke, der har ambition om at være førende i bilbranchens skift til mere bæredygtige løsninger”, siger Henrik Ban ifm. lanceringen, der sker i to tempi: Det er allerede muligt, at reservere Polestar 2 i Danmark via Polestar.com, men ordrebøgerne åbner først officielt i september. Men prøvekørsler kan dog allerede bookes nu.
Selvom størstedelen af kundekontakte foregår virtuelt er Polestar kunderne dog ikke lost efter købet, fordi lanceringen understøttes af det allerede etablerede Volvo servicenetværk, der består af en række Volvo-forhandlere i Danmark.
Siden åbner i anden halvdel af 2021 Danmarks første ”Polestar Space” i København, hvor man kan se og røre ved bilerne og mødes med specialisterne. Herfra kan prøvekørsler også arrangeres. Men ellers gennemføres alle køb online på Polestar.com direkte med Polestar. Købsprocessen og prisen er den samme for alle, uanset om kunden besøger Polestar Space eller bestiller online.
Fornuftig startpris med ”all inclusive”
Polestar 2 er en fuldt elektrisk bil i kompakt segmentet. og fabrikkens første volumenmodel. Bilen lanceres i Danmark med højt specificeret udstyr og en avanceret elektrisk drivline, og er fuldt konfigureret, så det er ganske beskedent, hvad der skal tilkøbes af ekstraudstyr. Prisen ved lanceringen er 449.000 kroner.
Bilen har to elmotorer med en samlet effekt på 300 kW (408 hk) og 660 Nm som det maksimale drejningsmoment samt en batterikapacitet på 78 kWh, som giver en officiel WLTP rækkevidde på 470 km. Polestar 2 er baseret på Volvo Car Groups fleksible Compact Modular Architecture-platform (CMA), og standardchassiset kan forbedres med en Performance-pakke, der forbedrer køredynamikken med manuelt justerbare Öhlins DFV-støddæmpere, Brembo-bremser og 20" hjul.
Polestar 2 er i øvrigt den første bil i verden med Google’s nye software, der er designet specifikt til bilindustrien. Android Automotive OS inkluderer Google Assistent, Google Maps med support til elbiler og Google Play Butik. Betjeningen foregår ved stemmestyring og en 11” berøringsskærm.