Arctic X Prix i Kangerlussuaq
Motorløb i Grønland – og hvorfor så lige det?
Det kan lyde absurd, at der i weekenden d. 28.-29 august skal køres motorløb i Grønland. Også selvom der køres med elektriske off-road racerbiler. Men der er mening med galskaben. Faktisk er der tænkt rigtig meget over tingene.
Årsagen er Grønland selv, eller rettere det skræmmende signal, som Grønland sender til verden. Indlandsisen smelter i rekord tempo på grund af den menneskeskabte globale opvarmning. Det påvirker naturen i Grønland, men det påvirker også Jordkloden i bred forstand.
Top foto: Med kanten til indlandsisen som den spektakulære kulisse vil teams og kørere som fx den tredobbelte og regerende rallycross verdensmester, Johan Kristoffersen (det indsatte foto fra Ocean X Prix) i Nico Rosbergs Odyssey 21 racer formidle og forøge det globale kendskab til en af de mest påtrængende trusler, Jorden står over for: Den eskalerende globale opvarmning. Smeltevandet fra indlandsisen strømmer uafbrudt ud forbi fjordbyen, Kangerlussuaq, hvor Arctic X Prix finder sted. Kristoffersen og hans team-kollega Molly Taylor fører for øvrigt mesterskabet.
Fotos er stillet til rådighed af EXTREME.E mediacentre, hvor den specifikke copyright er anført.
Af Søren Clauding – 23. august 2021
Smeltevandet fordeles i verdenshavene og medvirker til en forhøjet vandstand. På den korte bane kan det se ud som om, at temperaturen falder i kystområderne ud til især Atlanterhavet. Men det er kun kortsigtet og skyldes, at det kolde smeltevand afkøler verdenshavene. Det påvirker naturligvis også dyrelivet i havene og også de berørte områder langs oceanerne. Men på den lange bane betyder det en stigende vandstand, og da verdenshavene hænger sammen, berør det kystområderne overalt på Jorden. Det forudses at al is omkring Nordpolen, det der kaldes det arktiske område, inklusive Grønland, vil være isfri om sommeren i 2040.
Oversvømmelser, uforudsigelige vejrforhold af voldsom karakter, men også tæt befolkede områder lider derunder. Det påvirker os alle, skaber udtørring af varme områder på Jorden og gør den stadig mere ubeboelig. Konsekvenserne af den globale opvarmning er store.
Mennesket er meget lille med indlandsisen som baggrund, men den skade menneskeheden forvolder i disse år er gigantiske.
Hvor kommer motorløbene så ind i billedet?
Man skal se lidt ud over de danske og grønlandske grænser. I Danmark forstår vi i det store hele problemstillingen og gør også meget for at bidrage til en ændret livsstil, der er mere i overensstemmelse med miljøet. Men selv hvis man inkluderer verdens største ø, er det danske rigsfællesskab meget lille, og hvad nytter det, at vi ved det og gør noget, når store dele af verden har svært ved at forstå og handle derefter.
Det er én af målsætningerne bag EXTREME.E at råbe verden op, at synliggøre den menneskeskabte belastning af Jordkloden og samtidig bekræfte, at man ikke behøver kede sig, blot fordi man handler miljørigtigt.
EXTREME.E TV-transmitteres globalt. Det betyder, at billederne fra Grønland, fra den smeltende indlandsis og forståelsen derfor formidles globalt. Lidt på samme måde som ordene i denne artikel, der publiceres på et af de få websites, der har fokus på E-mobilitet, ikke alene fordi det er sjovt at køre i elektriske biler og andre elektrificerede køretøjer – eller for den sags skyld køretøjer, der på anden måde drives på et bæredygtigt grundlag. Men også fordi den nødvendige holdningsændring ikke er nået ud i alle samfundets hjørner.
Arctic X Prix, TV Udsendelsesplan i Danmark:
Søndag d. 29. august: 12:00-13:30: D+
Søndag d. 29. august: 16:00-18:00: D+ og 6'eren
Kommentator på udsendelserne: Søren Clauding
Verdensstjernernes gennemslagskraft
EXTREME.E er elektrisk og blandt deltagerne er verdensstjerner, fortrinsvis fra motorsportens verden og i et vist omfang bakket op af bilproducenterne. Verdensstjernerne har gennemslagskraft, deres ord og handlinger betyder noget. Så når den 9-dobbelte rallyverdensmester, Sébastien Loeb, der har vundet alle sine mesterskaber i biler, der kørte på benzin, siger, at det er fedt at køre i elektriske biler og man kan sagtens få en stor oplevelse ud af det, så betyder det noget, så er det ikke ligegyldigt.
Deltagerne i EXTREME.E nyder alle respekt i de universer, hvori de normalt befinder sig. Selv Formel 1 verdensmestrene Lewis Hamilton, Nico Rosberg og Jenson Button er en del af EXTREME.E. Hamilton kan ikke selv kører, fordi han til dagligt er travlt optaget af at køre Formel 1 (som i øvrigt også gennemgår en forvandling i disse år netop i retning af øget bæredygtighed), Rosberg kører ikke, fordi han har besluttet at stoppe sin karriere som racerkører og Button forsøgte sig indledningsvis – men fandt hurtigt ud af, at han ikke var god nok. Men de har alle finansieret teams i EXTREME.E og dermed gjort det muligt at etablere mesterskabet. Det samme gælder i øvrigt Formel E mesteren Jean-Eric Vergne, der dog heller ikke selv sidder i cockpittet på EXTREME.E racerbilerne – af samme grund som Hamilton.
Den 9-dobbelte rally verdensmester, Sébastien Loeb, deltager med sit eget EXTREME.E team og sidder personligt bag rattet.
Motorsportens verdensstjerner har gennemslagskraft, men de har den ikke og har heller ikke haft mulighed for at opnå den uden den kolossale indsats fra tusindvis af frivillige. En verdensbegivenhed som EXTREME.E i Grønland kan simpelthen ikke lade sig gøre uden stor frivillig indsats. Dansk Automobil Sports Union møder op med 54 frivillige, ikke mindst officials, der hver især er uundværlige og derigennem bidrager direkte til formidlingen af et budskab, som generationer efter dem vil få glæde af - hvis resten af Jordens befolkning altså vælger at lytte efter, forstå og siden handle i overensstemmelse dermed. Foto: DASU.
Kangerlussuaq er stedet
Løbene finder sted i området uden for Kangerlussuaq, i Danmark også kendt som Søndre Strømfjord. Der køres ikke langt fra indlandsisen, men der køres ikke på den, så det er ikke et ”sne-rally”, der er lagt op til. Man kører på naturens præmisser med elektriske biler, og når man forlader en destination, ryddes der op, så alt er som det var, inden man kom og gerne lidt bedre.
I princippet forurenes luften ikke, men endnu er verden ikke forvandlet så meget, som man kunne ønske, så selvfølgelig skal der fremstilles biler og batterier, og selvfølgelig skal batterierne lades op. Det har ikke den store betydning i den store sammenhæng om bilerne oplades miljørigtigt.
Ikke desto mindre forsøger man på, at gøre tingene så rigtigt som muligt og også at forurene mindst muligt. Eksempelvis skabes elektriciteten ved hjælp af hydrogen (brint) som produceres ved brug af solenergi. På løbsdagen omdannes den energi, der er lagret i hydrogenet til elektricitet. Hertil benyttes såkaldte brændselsceller på samme måde som i brintbiler. Energien mellemlagres dog på et stort batteri, så der kan leveres strøm nok til bilerne.
Og så transporteres hele set-up’et rundt på Jordkloden i et på alle måder ombygget miljøoptimeret skib ved navn St. Helena
Sct. Helena er det flydende transportskib med laboratorier, ladestationer og naturligvis et klimavenligt maskineri.
Bilerne er specialbyggede offroad rallybiler, døbt Odysey 21. Her der det Rosbergs bil, der lastes inden afskibningen mod Grønland.
Sidst men ikke mindst køres EXTREME.E på fjerntliggende destinationer, i truede naturområder og uden publikum, for det er velkendt, at tilskuerne ved de allerfleste verdensbegivenheder forurener uendelig meget mere end selve begivenheden. Arctic X Prix er det tredje af indtil videre fem planlagte X Prix’er i 2021.
De ni teams og 18 kørere, der skal dyste i Kangerlussuaq er:
ABT CUPRA XE - #125 – Mattias Ekström / Jutta Kleinschmidt
ACCIONA | Sainz XE Team - #55 – Carlos Sainz Snr. / Laia Sanz
Andretti United Extreme E - #23 – Timmy Hansen / Catie Munnings
SEGI TV Chip Ganassi Racing - #99 – Kyle LeDuc / Sara Price
XITE ENERGY RACING powered by myenergi - #42 – Oliver Bennett / Christine GZ
JBXE - #22 – Kevin Hansen / Mikaela Åhlin-Kottulinsky
Rosberg X Racing - #6 – Johan Kristoffersson / Molly Taylor
Veloce Racing - #5 – Stéphane Sarrazin / Emma Gilmour
X44 - #44 – Sébastien Loeb / Cristina Gutiérrez