2024 ABB Formel E verdensmesterskabet 15. og 16. afd. London
London E-Prix: Rowland vinder Wehrlein og Jaguars VM finale
Det var givet på forhånd, at 7 kørere kunne vinde Formel E VM 2024, inden man tog hul på finale weekendens to løb, der fandt sted i London. Efter det første race var der kun 3 VM-kandidater tilbage. Men ingen af dem vandt finale-løbet, den præstation stod hjemmebanekøreren Oliver Rowland i Nissan for. VM-titlen for teams gik ikke uventet til Jaguar, men færre havde inden London-løbene set kørernes VM i hænderne på Porsche-køreren, Pascal Wehrlein fra Tyskland.
Wehrlein vandt ikke desto mindre kørernes verdensmesterskab, om end med et beskedent forspring på 6 points, men først efter et hæsblæsende finaleløb, hvor det undervejs bl.a. lykkedes Porsches anden fabrikskører, Antonio Felix da Costa at neutralisere Nick Cassidy, der i sin Jaguar førte kørernes VM forud finale weekenden.
Samtlige Formel E fotos, hvor intet andet er nævnt, er stillet til rådighed af ABB Formula E World Championship, hvor den specifikke copyright er anført på mesterskabets media-site.
Topfoto: Det var tvekamp til målstregen i sæsonens sidste Formel E løb mellem Mitch Evans i Jaguar (tv) og Pascal Wehrlein i Porsche. Wehrlein trak det længste strå, da Evans missede aktiveringen af løbets sidste Attack-mode, og derved tilfaldt VM-titlen den tyske kører.
Af Søren Clauding – 21. juli 2024
Egentlig ret enkelt
Men finale-sprintet begyndte allerede lørdag. VM-stillingen havde foruden Nick Cassidy på førstepladsen Jaguar team-kollegaen Mitch Evans samt Pascal Wehrlein på en delt 2. plads, 12 points efter Cassidy. Recepten var enkelt: Cassidy skulle blot køre nogenlunde lige op med de to andre og så var hans 2. plads i VM fra i fjor forvandlet til en VM-titel.
Men hans kvalifikation faldt helt fra hinanden, da en let regn forstyrrede den 12 minutter lange kvalifikationsperiode og pressede Cassidy til at køre en ekstra kvalifikationsomgang helt ude på kanten af det fysisk mulige – hvilket dækkene ikke kunne håndtere. Han startede løbet fra 17. startposition.
Påkørt igen og igen
Siden blev han to gange påkørt af den afgående verdensmester, Jake Dennis, der kører for Porsches Andretti-Porsche kunde-team. Han klarede sig videre efter første påkørsel, og egentlig også den anden. Men formentlig på grund af slagene var hans sensor, som skulle registrere aktivering af attack-mode blevet beskadiget, og han missede tre aktiveringsforsøg, der hver gang kostede to placeringer.
Mirakuløst kom Cassidy dog i mål på 9. pladsen, der blev forvandlet til 7. pladsen efter at Dennis og Nissans Sacha Fenestraz hver især mistede deres placeringer på grund af tillagt straftid for flere lignende episoder.
Starten på lørdagens løb: Evans i Jaguar fører an foran Sebastien Buemi i Envision-Jaguar og Pascal Wehrlein i Porsche.
Evans startede fra pole
Anderledes gik det for team-kollegaen Mitch Evans, der startede fra pole-position og dermed begyndte weekenden med tre ekstra VM-points. Sebastien Buemi i Envision-Jaguar var fra 2. startposition hurtigt i baghjulet på Evans, da starten gik. Bag de to lå Wehrlein fra 3. startposition og populært sagt sparede energi. Den blev siden benyttet til i løbets sidste fase, og i en regulær duel på Attack-mode i det energikrævende løb, at tage føringen.
Foran de to Jaguar racere havde Max Günther i Maserati taget 2. pladsen, og han fungerede som en effektiv stopklods, indtil transmissionen på DS-drivlinen brød sammen, og Evans og Buemi kunne genoptage jagten på Wehrlein 6 omgange fra afslutningen på det 39 omgange lange løb. Det lykkedes ikke, men det var tæt – blot 6/10 sekund adskilte Wehrlein fra Evans, da målstregen blev passeret.
Pascal Wehrlein vandt lørdagens 15. VM-afdeling og overtog dermed VM-føringen.
Wehrlein i VM-føring inden søndag
Summa summarum: Nu var Wehrlein i VM-føring med i alt 180 points, Evans var 2’er med 177 points, for han satte også løbets hurtigste omgangstid (som giver et ekstra point) og Cassidy var 3’er med 173 points.
Dem udvidede han så med 3 ekstra under søndagens kvalifikation, som endte med pole-position til den kører, der blot få løb forinden havde lignet en sikker verdensmester, altså Nick Cassidy. Mitch Evans startede 3’er efter Max Günther og Pascal Wehrlein 4’er.
Starten på finaleløbet: Nick Cassidy i Jaguar startede fra pole og tog føringen fulgt af Max Günther i Maserati, Mitch Evans og Pascal Wehrlein.
Perfekt Jaguar-start
Cassidy og Evans lavede en perfekt start, og i første sving var de to Jaguar’er i spidsen fulgt af Günther og Wehrlein. Sådan så det ud længe, men det lykkedes aldrig Cassidy og Evans at lægge afstand til Günther og Wehrlein, og da Günther ikke ville være i vejen for VM-kampen mellem hans landsmand og de to Jaguar-kørere var det let for Wehrlein at komme forbi.
Siden startede en kamp om at have mest is i maven med henblik på, at udsætte aktiveringen af Attack-mode, som er ikke bare er obligatorisk at aktivere inden løbet er slut, men som også skal være brugt op inden målstregen passeres. Og aktiveringen må ikke ske under gult flag med safetycar på banen.
Cassidy blev af teamet bedt om at lægge ud og være først til at aktivere sit første Attack mode. Dermed mistede han føringen og siden tabte han mere tid, da han aktiverede sit andet. Og så befandt han sig nogle placeringer længere nede, dér, hvor ingen ringere end Wehrleins team-kollega, Antonio Felix da Costa havde arbejdet sig op fra en 10. startplads. Da Costa ramte Cassidys baghjul med kanten af sin frontvinge, Jaguar’en punkterede og så var han igen elimineret, i princippet som det skete i lørdagens løb. Siden fik Da Costa tildelt en tidsstraf, som betød at han sluttede på 13. pladsen og mistede en placering i VM for kørere.
Ikke mærkeligt havde en temmelig frustreret Nick Cassidy ikke mange ord tilovers for noget som helst derefter, og løbet var nu reduceret til en duel mellem Wehrlein og Evans.
Nick Cassidy førte længe foran Mitch Evans indtil teamet opfordrede ham til som den første at aktivere sit Attack-mode. Derved tabte han to placeringer (billedet nedenfor, hvor Evans fører an).
Attack-mode afgjorde VM
De to trak begge aktiveringen af deres Attack modes til så sent, at det var lige før det ikke kunne lade sig gøre at overstå dem inden løbets afslutning. Evans havde siden Cassidys første Attack mode kørt så defensivt, at Wehrlein ikke kunne overhale, men da de nødtvunget besluttede sig for samtidig at køre gennem aktiverings-zonen, skete det brøkdele af et sekund efter at der var sendt safetycar på banen ifm Cassidys uheld.
Oliver Rowland vandt søndagens løb og sikrede en 4. plads i VM til sig selv og også til Nissan teamet.
Oliver Rowland, der var tilbage i fuld form efter sygdommen, der satte ham ud af de to løb i Portland (de to foregående VM-løb for en måned siden), havde ikke en god start på weekenden i hans hjemlands E-Prix. Men han tog revanche søndag, aktiverede sine Attacks tilstrækkelig tidligt og kørte sig op fra 9. startposition til førstepladsen, da de to VM-rivaler forsøgte at aktivere Attack.
”Forsøgte” gjaldt dog kun Evans, for det lykkedes for Wehrlein, men ikke for Evans, der måtte gennem zonen på den efterfølgende omgang, og det var så sent, at han siden måtte sænke farten på vej mod målstregen for ikke at blive diskvalificeret. Wehrlein begik ikke den fejl, men måtte lade sig nøje med 2. pladsen i mål, hvilket dog var nok til at blive verdensmester. Og Evans opnåede godt nok 3. pladsen i løbet, men det var jo ikke præcis dét, han havde kæmpet for løbet igennem.
Duellen mellem Evans og Wehrlein fortsatte gennem det meste af søndagens løb.
Tilfældighed eller ej…
I sagens natur var der meget diskussion efterfølgende omkring den tilfældighed, at to Porsche-kørere hver især eliminerede Nick Cassidy, forsætligt eller ej står indtil videre hen i det uvisse. Men det så ikke kønt ud.
Flere andre kørere, deriblandt Max Günther (der endte med at uden forsætlighed at påkøre Cassidy, der jo pludselig mistede grebet i bilen efter punkteringen og selv udgik) og Oliver Rowland kørte begge et løb, hvor de undgik at blande sig i udfaldet af VM-kampen. Selvklart tog Rowland føringen og sejren, da han næsten uundgåeligt fik den serveret, mens de to VM-rivaler dystede på Attack modes. Og den sejr, oven i købet på hjemmebane kan han både være glad og stolt over. Det var hans lille datter, der var med ham på podiet, nok også…
Slut for i år - næsten
Slutstillingen i kørernes VM blev som det ses nedenfor sejr til Wehrlein foran Evans og Cassidy, mens Nissans Oliver Rowland blev nr. 4. Og Jaguar vandt verdensmesterskabet for teams foran Porsche, DS-Penske og Nissan. I det nyetablerede mesterskab for producenter sejrede Jaguar også med 455 pts. mod Porsches 452 pts. og Nissans 271 pts.
Men så er der jo kun fem måneder til næste års Formel E verdensmesterskab, der starter op i december med de nye 800-hestes firehjulstrukne racerbiler. Det bliver næsten med garanti mindst ligeså hæsblæsende og engagerende som i 2024. Redaktørens gæt…
Resultat London E-Prix, 2024 ABB Formel E VM, 15. afd., 20. juli 2024
- Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, 55m15,663s.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, +0,617s.
- Sebastien Buemi (CHE), Envision-Jaguar, +1,457s.
- Nyck de Vries (NLD), Mahindra, +2,290s.
- Edoardo Mortara (CHE), Mahindra, +13,897s.
- Nico Müller (CHE), Abt-Cupra Mahindra, +14,227s.
- Nick Cassidy (NZL), Jaguar, +14,725s.
- Sam Bird (GBR), McLaren-Nissan, +15,209s.
- Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, +15,794s.
- Norman Nato (FRA), Andretti-Porsche, +16,515s.
Resultat London E-Prix, 2024 ABB Formel E VM, 16. afd., 21. juli 2024
- Oliver Rowland (GBR), Nissan, 54m30,572s.
- Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, +1,055s.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, +3,782s.
- Sebastien Buemi (CHE), Envision-Jaguar, +4,004s.
- Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, +4,805s.
- Nico Müller (CHE), Abt-Cupra Mahindra, +5,202s.
- Robin Frijns (NLD), Envision-Jaguar, +5,582s.
- Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, +6,104s.
- Lucas di Grassi (BRA), Abt-Cupra Mahindra, +6,667s.
- Jake Hughes (GBR), McLaren-Nissan, +7,107s.
Slutstillingen i ABB Formel E VM 2024:
Kørere:
- Pascal Wehrlein (DEU), Porsche, 198 pts.
- Mitch Evans (NZL), Jaguar, 192 pts.
- Nick Cassidy (NZL), Jaguar, 176 pts.
- Oliver Rowland (GBR), Nissan, 156 pts.
- Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Penske, 139 pts.
- Antonio Felix da Costa (PRT), Porsche, 134 pts.
- Jake Dennis (GBR), Andretti-Porsche, 122 pts.
- Max Günther (DEU), Maserati-DS, 73 pts.
- Robin Frijns (NZL), Envision-Jaguar, 66 pts.
- Stoffel Vandoorne (BEL), DS-Penske, 61 pts.
Teams:
- Jaguar, 368 pts.
- Porsche, 332 pts.
- DS Penske, 200 pts.
- Nissan, 182 pts.
- Andretti Porsche, 169 pts.
- Envision (Jaguar), 121 pts.
- McLaren (Nissan), 101 pts.
- Maserati (DS), 81 pts.
- ABT Cupra (Mahindra), 56 pts.
- Mahindra, 47 pts.
- ERT, 23 pts.