2021 Formel E verdensmesterskabet Race 14 og 15 - Finalen

 

2021 Formel E verdensmesterskabet Race 14 og 15

Berlin E-Prix: Nyck de Vries og Mercedes vinder VM i dramatisk finale

Hollandske Nyck de Vries blev søndag eftermiddag historiens første Formel E verdensmester og sikrede sammen med Stoffel Vandoorne verdensmesterskabet for teams til det Vestas-powerede Mercedes EQ team. Men sejren var på igen måde sikker, før målstregen var nået.

Allerede lørdag begyndte VM-titlen at hænge i en tynd tråd. Jaguars Mitch Evans blev nr. 3 i det første af de to løb, som tilsammen udgjorde Berlin E-Prix. Den allerede da VM-førende Nyck de Vries scorede ikke et eneste point i lørdagens løb efter en temmelig dårlig startposition som nr. 19. Det betød, at Evans efterfølgende blot var 5 points fra De Vries, ét points efter BMW’s Jake Dennis og 2 points efter Edouado Mortara i en Venturi kunde-Mercedes, som blev 2’er om lørdagen.


Topfoto: Nyck de Vries er historiens første officielle Formel E verdensmester.

Af Søren Clauding – 25. august 2021



Di Grassi vinder Vergnes løb

Lørdagens løb blev vundet af Audi’s Luca di Grassi efter en fejlslagen strategi i DS-Techeetah teamet, som betød at de gennem de sidste tre år dominerende og mesterskabsvindende Jean-Eric Vergne og Antonio Felix da Costa, der havde ført en stor del af løbet, havnede på 6. hhv. 7. pladsen.


De to DS-Techeetah racere med Vergen og Da Costa startede forrest i lørdagens løb men en fejlslagen strategi gav Lucas di Grassi sejren.

Luca di Grassi vandt lørdagens race foran Edoardo Mortara og Mitch Evans. Ingen af de tre fik noget ud af søndagens finalerace men de to sidstnævnte blev dog 2'er hhv 4'er i VM.


Derved var Di Grassi avanceret så meget i VM-stillingen, at han lå 6’er, blot 6 point efter Evans og to points efter Robin Frijns på 5. pladsen i VM. Et enkelt point efter Vergne fulgte Da Costa. Med andre ord var de 7 bedst placerede i VM-stillingen inden søndagens finale adskilt af blot 9 points.

Jaguar i VM-føring

I team-mesterskabet betød Evans 3. plads, at Jaguar tog VM-føringen og havde et forspring til DS-Techeetah på 5 points, 6 points til Envision Virgin teamet og 9 points til Audis fabriksteam. Mercedes teamet lå 5’er, 13 points efter Jaguar.


Jaguar teamet havde VM-føringen inden søndagens finale. De endte med at blive nr. 2 i Verdensmesterskabet efter Evans problemer.


Egentlig var opgaven derpå indlysende for Evans, eller rettere den blev det, for han var den eneste, der søndag kvalificerede sig blandt de seks kører i Superpole – de øvrige kører i løbets Top-8 havde end ikke en matematisk chance for at blive verdensmester.

Først på startopstillingens 9. plads fandt man BMW’s sæson-debuterende Jake Dennis, Edoardo Mortara holdt på 11. startplads og Nyck de Vries startede 13’er.

Stoffel Vandoorne i pole

I pole-position holdt Nyck de Vries’ team-kollega, belgiske Stoffel Vandoorne, der trods sejr i Rom har haft en væsentlig dårligere sæson end hollænderen. Fra 2. position startede Nissans Oliver Rowland, som vandt sin først Formel E sejr for et år siden, netop i Berlin. De to kunne blot køre derudad og lade Evans blive nr. 3 i løbet, forudsat at De Vries ikke ville avancere alt for meget. Jaguar-køreren var med andre ord klar favorit.

Men som i alle livets forhold og især tydeliggjort i motorsport er intet sikkert, før det er sket.

Evans blev stående på startstregen

Da starten gik på søndagens løb, kørte alle på nær Evans. Hans Jaguar rørte sig en smule, så blev en alarm i bilen aktiveret, og den forhindrede bilen i at køre – og Evans holdt bum-stille. Han fik ikke engang en chance for at få sat gang i raceren, for efter et par sekunder blev han ramt hårdt bagfra af Edoardo Mortara og derved var de begge, der lå på 2. respektive 4. pladsen ude af løbet, endnu inden startlinjen var passeret.


I finaleløbet blev der kørt med uret modsat lørdagens race. Bemærk Evans' Jaguar i 3. startposition. Et sekund efter blev han påkørt af Mortara og var definitivt ude af racet.

Stoffel Vandoorne i Mercedes fører finalen foran Oliver Rowland i Nissan. T 2021 kører Rowland en Mahindra identisk med den, som Alex Sims til højre for Rowland kører.


Efter en oprydningspause, hvor resten af feltet holdt stille efter safetycar i pitten, blev løbet sat i gang igen og nu var det Jake Dennis, 3’er i VM, der var den mest indlysende titel-kandidat fra den 8. plads, han nu kom afsted fra. Men det varede ikke længere end til første kurve på løbets 2. omgang. Da opstod der en bremsefejl på BMW’en, som blokerede baghjulene – og efter et møde med betonvæggen var årets Rookie nr. 1 ikke længere en VM-trussel. Han kom ikke videre i løbet.


Jake Dennis var den næstbedste af De Vries' udfordrere og den bedste efter Evans uheld på startstregen. Efter én omgang var BMW-køreren også ude af løbet.


Hvem kunne slå De Vries

Resten af finale-løbet handlede i VM-sammenhæng mest om, hvorvidt Nyck de Vries ville kunne fundføre og sikre sig lidt ekstra points eller om andre af de kørere, der fortsat havde en matematisk chance for at blive verdensmester, ville kunne sende Mercedes-raceren tilstrækkeligt bagud.

Det kunne ingen. Sam Bird i den anden Jaguar og Pascal Wehrlein i Porsche var de eneste af de kørere, der ville kunne have erobret VM-titlen, som kom i mål foran Nyck De Vries, og ingen af de to scorede points nok til at indhente hollænderens Mercedes.

Dermed blev Nyck de Vries verdensmester med en beskeden point-score i sæsonens sidste løbsweeekend, hvor de 4 points for 8. pladsen ikke engang havde været nødvendige for at opnå VM-titlen.

Søndagens løb var en dobbelt triumf for Mercedes, for franskmanden Norman Nato kørte sin Venturi kunde-Mercedes i mål på førstepladsen. Det var Natos første Formel E sejr. Han blev fulgt af Oliver Rowland i Nissan, som forlader Nissan e.dams teamet til fordel for Mahindra alt imens pole-manden Stoffel Vandoorne blev nr. 3 i sin fabriks Mercedes.


Vagtskifte i Formel E: Øverste de afgående mestre, Antonio Felix da Costa og DS-Techeetah.

Nederst de nye mestre, også med officiel titel af verdensmestre, Nyck de Vries og Mercedes-Benz.


Mercedes VM 1’er foran Jaguar

I VM for teams blev Mercedes EQ nr. 1 – en titel, der ellers let ville kunne have været tilfaldet Jaguar, hvis Evans blot var blevet nr. 5 og De Vries så var blevet nr. 9. Nu blev Jaguar i stedet nr. 2.

BMW sluttede på 6. pladsen i sin svanesang (BMW såvel som Audi trækker sig nu ud af Formel E som fabriksteams), og de hidtidige mestre fra DS-Techeetah sluttede på 3. pladsen efter at Audi’s Lucas di Grassi havde kørt Da Costa ud i betonvæggen. Det blev han godt nok straffet for, men det gav selvsagt ikke den afgående mester og hans team points i VM. Audi blev selv nr. 5 i VM, á-points med deres kundeteam, Envision Virgin.

Nissan, der sidste år blev nr. 2 i mesterskabet, havde en sæson, hvor kun meget lidt gik efter planen. Nissan e.dams teamet drattede helt ned på 10. pladsen, hvor Rowlands 2. plads i Berlin finalen var en ringe kompensation, for selv uden de medfølgende 18 VM-points ville teamet være blevet nr. 10.


Startopstillingen 2021 Formel E VM Race 14 >>>

Resultat 2021 Formel E VM Race 14 >>>

VM-stillingen Kørere efter Race 14 >>>

VM-stillingen Teams efter Race 14 >>>

Startopstillingen 2021 Formel E VM Race 15 >>>

Resultat 2021 Formel E VM Race 15 >>>

Slutstillingen i VM for kørere 2021 >>>

Slutstillingen i VM for teams 2021 >>>

Bemærk: I det officielle dokument er Jaguar angivet med blot et enkelt point fra Race 15. Det er ukorrekt og teamets samlede score er 177 points.


Oliver Rowland sluttede sin tid hos Nissan med 2. pladsen i Berlin.

Edoardo Mortara blev nr. 2 i kørerne VM i sin Venturi kunde-Mercedes.


Højdepunkter fra finalen - inklusive den dramatiske start:


Højdepunkter fra lørdagens løb: