2020 Berlin E-Prix Race 3 og 4

Antonio Felix da Costa: Formel E mester i overlegen stil

Med 2. pladsen i årets tredjesidste afdeling af Formel E mesterskabet scorede den 28-årige portugisiske DS-Techeetah kører, Antonio Felix da Costa, den eftertragtede titel som Formel E mester 2020. Sejren i løbet gik til den afgående mester, team-kollegaen Jean-Éric Vergne, der i et perfekt team-samarbejde med Da Costa også sikrede teamet sejren i team-mesterskabet.


Topfoto: DS-Techeetah teamet førte an løbet igennem, da 9. og afgørende afdeling af Formel E mesterskabet fandt sted søndag d. 10. august. Den afgående mester Jean-Éric Vergne startede fra pole og vandt siden foran den nye mester, team-kollegaen, Antonio Felix da Costa, der startede 2'er og sluttede løbet på 2. pladsen. Midt imellem de to gyldne DS-Techeetah racere ses Nissans Sebastien Buemi, der også blev nr. 3 i løbet.



Af Søren Clauding - 10. august 2020


Efter de første to løb i ”Berlin-sekstetten”, d. 5. og 6. august, havde Da Costa bragt sig i en stærk føring i mesterskabet. Det forspring udbyggede han i lørdagens løb (8. august), hvor han godt nok sluttede på 4. pladsen, efter at have begået en fejl under kvalifikationen, der betød 8. startplads. Sejren gik til BMW’s Max Günther, der dermed avancerede til 2. pladsen i mesterskabet – trods det var han 68 points efter Da Costa, så det begyndte, at ligne en umulig opgave for nogen i feltet at besejre den hurtige portugiser.


Antonio Felix da Costa: Formel E mester 2020.


Vergnes udfordringer

Det samme havde Jean-Eric Vergne indset, og selvom han snuppede 3. pladsen i løbet – altså foran Da Costa – havde han dog også sine udfordringer undervejs.

Den regerende mester var startet fra poleposition og signalerede dermed, at han var tilbage i den form, der havde givet ham de to tidligere års mesterskabstitler. Vergne førte det meste af løbet, men i dets sidste fase opstod der problemer med regenerering af energi, han overforbrugte elektricitet og lod uden nævneværdig modstand både Günther og Robin Frijns i Envision Virgin teamets kunde-Audi komme forbi, blot for at være sikker på selv at nå målstregen.

 

Team-arbejde på højere niveau

Da søndagens løb (9. august) skulle sættes i gang – under endnu højere temperaturer end de foregående dage (omkring 35 grader Celcius) – startede Vergne på ny fra poleposition, men denne gang var han flankeret af Da Costa. Siden udviklede racet sig til ren opvisning og et mønstereksempel på team-samarbejde.


Vergne fører 9. afdeling af mesterskabet foran Da Costa, Oliver Rowland (Nissan) og team-kollegaen, Sebastien Buemi. Nick de Vries i Mercedes formåede siden at gå forbi den da bageste af de to Nissan'er, dvs. Rowland. Ikke desto mindre ligger Nissan nu 2'er i team-mesterskabet.

Nick de Vries kørte en god 4. plads hjem til det Vestas-sponserede Mercedes-team. Mercedes havde valgt i Berlin af møde op med sorte racerbiler, for at understøtte den verserende kamp om racediskriminering på verdensplan.


De to DS-Techeetah kørere skiftedes til, at give hinanden slipstrøm og køling af batterierne, så deres energi rakte til samtlige 45 minutter på én omgang. Det fungerede perfekt: Vergne vandt og avancerede til 2. pladsen i kørernes mesterskab. Da Costa blev nr. 2, tog sejren i mesterskabet og de to sikrede ved samme lejlighed DS Techeetah sejren i team-mesterskabet.

Meget tæt

Den store udfordring for alle andre end Da Costa i de indtil videre seks Berlin-løb har været, at fastholde et konstant niveau. Det er ikke lykkedes for nogen, og derfor er der også en hel stribe af kørere, der kan dyste om placeringerne fra nr. 2 og nedefter inden sæsonen er forbi d. 13. august.

Da Costas point-score er 156 efter det tredjesidste løb i mesterskabet, det fjerde i Berlin og 9. afdeling ud af de i alt 11, som mesterskabet er reduceret til i år pga. corona-krisen. Nr. to er nu Vergne med blot 80 points.

 

Günther med i topstriden

Günther vandt lørdag og satte det hele over styr søndag med en overraskende dårlig kvalifikation, som lod ham starte næsten bagest. Derpå påkørte han Oliver Turvey’s Nio-racer blot et par sving inde i løbet og udover at være udgået af løbet, fik han også tre pladsers straf, som skal effektueres ved næste løb, der finder sted 12. august. Han beskadigede imidlertid også håndleddet, så det er tvivlsomt, om han overhovedet kommer til start.

Audi’s fabrikskører, Lucas di Grassi havde lige været på podiet i løbet forinden, men kvalificerede sig dårligt om lørdagen for siden, at slutte 8’er og i søndagens løb 6’er.

Derfor har Günther kunnet bevare det, der nu er en delt 3. plads i mesterskabet, for både han og Di Grassi har hver 69 points.

 

Nissan på 2. pladsen

Blot 2 points efter følger Nissan Sebastien Buemi på 5. pladsen i mesterskabet. Han blev nr. 3 i søndagens løb og sammen med gode resultater også for team-kollegaen Oliver Rowland, har Nissan teamet kunnet avancere til 2. pladsen i team-mesterskabet.


Buemi (Nissan) foran de Vries (Mercedes).

Mitch Evans, Jaguar.


På 6. pladsen i kørernes mesterskab ligger nu Jaguars Mitch Evans. Han har 65 points, men har vist sin fart ved lørdag at sætte løbets hurtigste omgangstid. Porsches André Lotterer følger på 7. pladsen med 59 points, for siden hans fine 2. plads i det første af løbene i Berlin, har det knebet med points-scorende placeringer. Søndag blev han dog nr. 8 efter Evans.

I team-mesterskabet ligger BMW nu 3’er, blot 3 points efter Nissan, hvilket især kan tilskrives Günthers præstationer. Alex Sims har haft svært ved. at finde tilliden til bilen i Berlin og sluttede senest på 13. pladsen i søndagens løb.

 

Forlænget bane

Sæsonens to sidste E-Prix’er køres hhv. onsdag d. 12. og torsdag d. 13. august. Banen i Tempelhof lufthavnen består af det traditionelle banelayout med omkørselsretning mod uret. Men den er forlænget ca. midtvejs, hvorved den samlede længde overstiger 2,5 kilometer.

Selvom 2020 mesterskaberne har fundet deres ejere, er der stadig en stribe positionerne, der skal kæmpes om. Og der er rigtig mange om buddet, for alle andre end Da Costa ligger som nævnt meget, meget tæt. Der kan opnås op til 30 points pr. løb pr. kører, og 48 points pr. løb pr. team.

Løbsresultat 8. afd. som pdf

Startopstillingen 8. afd. som pdf

Løbsresultat 9. afd. som pdf

Startopstillingen 9. afd. som pdf

Stillingen i kørernes mesterskab som pdf

Stillingen i team mesterskabet som pdf


Højdepunkter fra 8. afdeling (Race 3 i Berlin):

 

Højdepunkter fra 9. afdeling (Race 4 i Berlin):