Corona sætter Formel E på stand-by

Corona virus sætter Formel E på stand-by

Den stadig omsig gribende SARS-CoV-2 Corona virus, som udløser sygdommen COVID-19, sætter sine spor overalt i verden. Ikke mindst i Danmark, hvor regeringen har indført en række dekreter, som alle har til formål at dæmme op for spredningen af den berygtede virus. Nu sættes Formel E mesterskabet også på stand-by.


Topfoto: Starten på Marrakesh E-Prix er den indtil videre sidste start på et Formel E løb indtil Corona truslen er drevet over. Se løbskalenderen for den seneste opdatering.



Af Søren Clauding -  13. marts 2020


I forhold til Formel E har det internationale bilforbund, FIA, og arrangørerne af Formel E mesterskabet foreløbig sat mesterskabet på stand-by i to måneder. Det betyder i praksis, at der ikke køres Formel E i Rom, Paris, Seoul og Jakarta. I forvejen var E-Prix'et i Sanya, planlagt til at finde sted om blot en uge, blevet aflyst.

Beslutningen er ikke overraskende. Den italienske afdeling blev aflyst for nogen tid siden, den indonesiske afdeling har hængt i en tynd tråd i nogen tid, pga. organisatoriske udfordringer, og både Frankrig og Syd Korea er hårdt ramt af Corona-spredningen. Fra arrangørernes side arbejdes der imidlertid konstant på, at finde erstatnings-muligheder, og man taler om udsættelse mere en aflysninger.

Et stort spørgsmål er i første omgang, hvornår sæsonen overhovedet kommer i gang igen. Den enkleste løsning, hvad angår formidling derom hér på Formel E.dk, er ganske enkelt at opdatere løbskalenderen. Den vil derfor, så vidt muligt, være opdateret fra det øjeblik, nye meldinger kommer omkring de kalender-mæssige konsekvenserne af den ubehagelige smitte - både de negative og de positive, altså både når løb aflyses eller erstattes.