2020 Marrakesh E-Prix

2020 Marrakesh E-Prix

Da Costas første DS-triumf

Med en forbilledlig energistyring, præcisionskørsel på højeste niveau og rigtig strategisk tænkning lykkedes det lørdag d. 29. februar Antonio Félix da Costa, at køre sin DS-racer i mål i 5. afdeling af Formel E mesterskabet, Marrakesh E-Prix, som da også var Da Costas blot femte løb for det franske bilmærke. Portugiseren kørte en perfekt kvalifikation, startede fra pole-position og føringen gav han aldrig fra sig. Men hurtigste mand på banen var han ikke.


Topfoto: Antonio Felix da Costa var ikke til at styre, da han for tredje gang i sin karriere skulle øverst på præmieskammelen, denne gang i blot sit femte løb for sin nye arbejdsgiver, DS Techeetah. Han var oven i købet startet fra poleposition. Max Günther i BMW (tv) kørte endnu engang et overbevisende løb, og Da Costas team-kollega, den regerende Formel E mester, Jean-Éric Vergne kørte sig fra 11. pladsen op på 3. pladsen i mål, selvom han i dagene op til løbet og også på selve løbsdagen var syg.



Af Søren Clauding - 29. februar 2020


Antonio Félix da Costa (DS) førte fra start til mål. Bag portugiseren skimtes André Lotterer (Porsche), der denne gang havde bedre held med at komme helskindet gennem første kurve, omend han iblandt fandt det nødvendigt at skyde genvej (billedet nedenfor). Nyck de Vries (Mercedes) holdt godt fast i positionen indtil han fik en gennemkørsels straf for at have regenereret for meget.


Det prædikat opnåede Jaguar-køreren Mitch Evans, ikke overraskende efter en overbevisende indsats og sejr i Mexico City to uger tidligere. Evans var klart hurtigst under kvalifikationskørslerne og satte sidenhen løbets hurtigste omgangstid. Alligevel sluttede han på en skuffende 6. plads, som ikke desto mindre var en af de mest bemærkelsesværdige præstationer i Marrakesh E-Prix. Evans startede nemlig bagest.

For sent ude

Hvorfor? Først var løbsledelsens udmelding, at Evans havde kørt en omgang for meget, efter at kvalifikationen var afsluttet. Men hans tider optrådte aldrig officielt på score-tavlen. Siden kom forklaringen: Evans havde forladt pitten for sent til at kunne få sin første og i giv et fald hurtigste omgangstid registreret – det var brøkdele af et sekund, det drejede sig om (kørerne undlader i stadig stigende omfang, at benytte muligheden for først at køre en 200 kW omgang for derpå at have 250 kW til deres rådighed). Da Evans troede, at han var ude i tide, kørte han naturligt nok omgangen til ende og blev derfor registreret for to gange at have passeret målstregen efter at kvalikations-perioden var forbi, hvad man heller ikke må. Resultat: Ingen kvalifikationstid og start fra 24. pladsen.


Det er sjældent man ser Mitch Evans hænge med hovedet. Siden tog han revanche og satte løbets hurtigste omgangstid - det gav 1 ekstra point i mesterskabet.


Alt imens havde Da Costa snuppet pole-position foran BMW’s Max Günther, Porsches’ André Lotterer og Mercedes’ Nyck de Vries. Edoardo Mortara startede 5’er i sin kunde-Mercedes og Sebastien Buemi er tilbage i fin form efter 3. pladsen i Mexico – nu skal Nissan blot have indhentet endnu mere af det tilbageslag, som reglementet gav dem, da deres to-motor koncept fra sidste år ikke længere var tilladt.

Udfordringen med regenerering

Da Costa tog føringen fra de allerførste meter og forvaltede siden sin medbragte energi perfekt. Formel E racerne er udstyret med 52 kWh batterier og regenerer energi undervejs. I indeværende sæson er reglementet imidlertid ændret, så der alene regenereres via brake-by-wire systemet på baghjulene, hvor der er en maksimal regenererings effekt på 250 kW (mod tidligere 100 kW). Det gør det lettere, at sikre en balance mellem skiftevis korrekt tilførsel af energi fra batteriet til de trækkende baghjul og tilsvarende opladning af batteriet ved nedbremsning. Derved har man reduceret risikoen for de til tider ret farlige nedbremsningssituationer, man oplevede i 2019 sæsonen, hvor der også blev regenereret på forhjulene. Men den maksimale effekt på de 250 kW skal naturligvis overholdes.

Det blev Nyck de Vries offer for, da hans Mercedes-racer overskred grænsen, han blev tildelt en drive-through straf, som sendte ham en tur gennem pitten ved langsom fart, og så var han ude af topstriden.

Syg opkørsel

De fejl begik DS, BMW og Nissan ikke. For Da Costa betød det, at han ubesværet kunne fastholde føringen, alt imens Vergne havde til opgave at køre sig fra 11. startposition så langt op, han nu kunne nå, og det endte altså med en tredjeplads efter en langvarig nærkamp med Günther og Buemi. Vergne havde dog sin egen naturlige kamp at kæmpe: Han havde været syg i dagene op til og også under Marrakesh E-Prix og sprang af samme årsag de indledende træningskørsler fredag eftermiddag over. Undtagelsesvis, pga. sen solopgang i Marokko, havde arrangørerne nemlig valgt, at starte ud allerede fredag eftermiddag.


Da Costa (DS) foran Max Günther (BMW), der havde ligeså meget styr på energiforbruget som DS-kørerne. Han blev dog fanget i nogle nærkampe med Buemi (nedenfor) og Vergne, så Da Costa fik frit spil og vandt løbet med en i Formel E sammenhæng imponerende sejrsmargin på over 11 sekunder.


Sædvanen tro bød E-Prix’et på utallige intensive nærkampe løbet igennem. Og ikke alle slap lige heldigt igennem. Det gjaldt fx André Lotterer, der faldt tilbage i løbets sidste fase, måske pga. nødvendigheden for at spare energi, og han sluttede lidt skuffende på 8. pladsen efter også at have måtte give efter for pres undervejs fra bl.a. Vergne, Buemi og Evans. Lucas di Grassi blev bedste Audi-kører umiddelbart foran Lotterer (også lidt skuffende for den tidligere mester), og Mahindra teamet, der dominerede de foregående år i Marrakesh fik denne gang ikke et ben til jorden og sluttede med sidste års vinder, Jerome d’Ambrosio på 13. pladsen. BMW’s vinder fra Saudi Arabien, Alex Sims, udgik på løbets sidste omgang.

Små ændringer i toppen

Summa summarum: Antonio Félix da Costa har nu føringen i Formel E mesterskabet foran Mitch Evans, der både i kraft af 6. pladsen i mål og den hurtigste omgangstid, havde kompenseret lidt for den noget uheldige situation, miskalkulationen havde bragt ham i. Sims ligger 3’er pga. flotte præstationer i tidligere løb og Günther er på 4. pladsen (som kunne havde været en 2. plads, hvis ikke det var for diskvalifikationen i Saudi Arabien).

I team-mesterskabet har DS-Techeetah overtaget føringen med BMW på 2. pladsen, alt imens Jaguar er faldet en enkelt placering ned til nu at være nr. 3. Nissan har skubbet Mercedes væk fra 4. pladsen, bl.a. fordi Oliver Rowland trods et ikke alt for let E-Prix i Marrakesh, også denne gang sluttede i pointene.

Næste E-Prix finder efter planen sted i Rom, første lørdag i april. Hvis der sker ændringer fx foranlediget af den aktuelle Corona-virus epidemi, vil det, så snart, det er muligt, bliver publiceret her på Formel E.dk.


Højdepunkter fra Marrakesh E-Prix:


Marrakesh E-Prix, 5. afd. af Formel E 2020

Resultat:

  1. Antonio Félix da Costa (PRT), DS, 46m52,757s.
  2. Maximillian Günther (DEU), BMW, +11,427s.
  3. Jean-Eric Vergne (FRA), DS, +12,034s.
  4. Sebastien Buemi (CHE), Nissan, +12,282s.
  5. Edoardo Mortara (CHE), Venturi-Mercedes, +15,657s.
  6. Mitch Evans (NZL), Jaguar, +16,335s.
  7. Lucas di Grassi (BRA), Audi, +18,706s.
  8. André Lotterer (DEU), Porsche, 19,498s.
  9. Oliver Rowland (GBR), Nissan, +20,126s.
  10. 10.Sam Bird (DEU), Envision-Audi, +20,295s.

Løbsresultat som pdf

Startopstillingen som pdf

Stillingen i FIA Formel E mesterskabet

Kørere:

  1. Antonio Felix da Costa (PRT), DS, 67 pts.
  2. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 56 pts.
  3. Alexander Sims (GBR), BMW, 46 pts.
  4. Maximillian Günther (DEU), BMW, 44 pts.
  5. Lucas di Grassi (BRA), Audi, 38 pts.
  6. Stoffel Vandoorne (BEL), Mercedes, 38 pts.
  7. Edoardo Mortara (CHE), Venturi-Mercedes, 32 pts.
  8. Jean-Éric Vergne (FRA), DS, 31 pts.
  9. Oliver Rowland (GBR), Nissan, 30 pts.
  10. 10.Sam Bird (GBR), Envision-Virgin, 29 pts.

Stillingen i kørernes mesterskab som pdf

Teams:

  1. DS Techeetah, 98 pts.
  2. BMW, 90 pts.
  3. Jaguar, 66 pts.
  4. Nissan, 57 pts.
  5. Mercedes, 56 pts.
  6. Audi, 46 pts.
  7. Envision-Virgin, 39 pts.
  8. Venturi-Mercedes, 34 pts.
  9. Porsche, 25 pts.
  10. 10.Mahindra, 17 pts.
  11. 11.Dragon-Penske, 2 pts.
  12. 12.NIO, 0 pts.

Stillingen i team mesterskabet som pdf