2020 Santiago E-Prix

2020 Santiago E-Prix

BMW sikrede Günthers første sejr

Sæsonens tredje E-Prix blev en triumf for såvel BMW som teamets unge kører, Max Günther. Den blot 22-årige tysker tog sin første sejr, han kørte personligt et enestående løb, og BMW’s forvaltning af energien var direkte årsagen til, at Günther på løbets sidste omgang kunne tilbage erobre førstepladsen og passere målstregen først.


Topfoto: Mitch Evans i Jaguar startede fra poleposition for anden gang i sin karriere og sluttede på en god 3. plads. På billedet er startet netop gået og Evans fører foran Pascal Wehrlein. Til højre  billedet Felipe Massa i Venturi-Mercedes.



Af Søren Clauding - 19. januar 2020


Sejren betød, at BMW nu er i spidsen af Formel E mesterskabet og for Günther var det en selvskabt kompensation for nedturen i sidste race, hvor hans 2. plads i mål blev forvandlet til en 11. plads, fordi han i kampens hede havde begået den fejl, at overhale under gult flag.


Max Günther scorede sin første sejr i blot sit tredje E-Prix for BMW.


Såvel kampens hede som hede i almindelighed var der rigeligt af i Chiles hovedstad, Santiago. Lufttemperaturerne landede på omkring 34 grader, men solen varmede asfalten op til 52 grader og det havde stor indflydelse på forløbet og udfaldet ikke mindst.

Alle viste det på forhånd, og det blev hurtigt bekræftet, at varmen var den største modstander på banen, der som i fjor var anlagt i O’Higgins parken i Santiago. Løbet igennem blev der ikke desto mindre udkæmpet drabelige dyster hele vejen ned gennem hele feltet, og publikum såvel som TV-seerne fik underholdning på et niveau, som sjældent er set, selv ikke i Formel E.

Mitch Evans og Jaguar i pole-position

Som det imidlertid ofte er set i Formel E, bliver banen markant hurtigere gennem kvalifikationsperioden. Set i det lys, var Günther godt hjulpet af, at være kommet pointsløs fra Saudi Arabien. Jaguars Mitch Evans havde stort set den samme fordel og begge kvalificerede sig ubesværet til Superpole, med Evans bedst og Günther næstbedst.

De to var siden i deres helt egen liga, da Evans tog pole-position med et kvart sekunds forspring til Günther, som var yderligere et halvt sekund hurtigere end Mahindra køreren Pascal Wehrlein.


Mitch Evans kørte sin Jaguar til pole-poisition og siden til 3. pladsen i mål.


Evans holdt førstepladsen i løbets første halvdel med Wehrlein i sit baghjul. Derpå udnyttede Günther et velvalgt Attack-mode til både, at gå forbi Wehrlein og to omgange senere også Evans. Alt imens havde DS Techeetah’s Antonio Felix da Costa arbejdet sig op gennem feltet fra 10. startposition, og på løbets 30. omgang (ud af i alt 40) var han nået helt op til Evans.

Fire omgange fra målstregen overhalede Da Costa lidt brutalt Günther, men fik da ophedet sit batteri så meget, at han var nødt til at give efter, da tyskeren på allersidste omgang, få sving fra målstregen strøg forbi DS-raceren.


Optimal forvaltning af Attack-mode og energiforbrug bragte Max Günthers BMW foran Mitch Evans Jaguar.


Energi- og temperaturstyring afgjorde løbet

Kernen i operationen var energistyring, som i høj grad inkluderer forvaltning af den til rådighed værende energi under hensyn til batteriets temperatur. Havde Da Costa blot givet los, ville han med stor sandsynlighed være stoppet på grund af overophedning, inden målstregen blev nået.

Omvendt havde Günther i livlig radiokommunikation med BMW-teamet sikret sig, at hans batteri havde tilpas lav temperatur til, at han blot kunne holde fuld ”gas”. Det var team-arbejde på højere niveau.

For Da Costa var det selvsagt lidt en torn i øjet, at blive besejret af Günther, der fik Da Costa’s sæde hos BMW efter at portugiseren havde forladt BMW til fordel for DS.

”Det var en lidt akavet situation, at miste sejren til mit gamle team, men stort tillykke til Max,” var Da Costa dog stor nok til at udtale efter løbet.


Antonio Felix da Costa på vej til præmieskammelen. En 2. plads blev det til - men han blev slået af manden, der overtog hans sæde i BMW.


Evans points-indsamling

Mitch Evans var til dels koblet ud af kampen om førstepladsen. Hans Attack-modes var afviklet tidligere i løbet, måske for at kunne holde konkurrenterne bag sig. Men de fandt sted med få omganges mellemrum og det er ikke utænkeligt, at det var batteritilstanden, som til syvende og sidst betød, at New Zealænderen måtte slække på tempoet. Resultatet blev dog en tredjeplads og med ét point fra hurtigste kvalifikationstid, tre points som vinder af superpole og 15 points for 3. pladsen kom Evans sjovt nok fra Santiago med ét point mere end Da Costa.

Pascal Wehrlein kørte sin Mahindra i mål på 4. pladsen og bedste Mercedes-kører var Nyck de Vries som nr. 5. Team-kollegaen Stoffel Vandoorne blev 6’er og overtog føringen i kørernes mesterskab, takket være to tredjepladser i Saudi Arabien, og 7’er blev den tidligere mester, Audi’s Lucas di Grassi. Di Grassi havde ramt barrieren under kvalifikationskørslerne og startede fra 22. pladsen. Set i det lys var en opkørsel til 7. pladsen udmærket og i hvert fald god underholdning for publikum.

Jaguar havde en udmærket weekend ved også at få sin nye og temmelig uerfarne James Calado i mål på 8. pladsen, foran den tidligere 11-dobbelte Formel 1 Grand Prix vinder, Felipe Massa, der bestemt ikke kan siges at være uerfaren, på 9. pladsen i sin Venturi-Mercedes.

Topkørernes fald

Den regerende mester, Jean-Éric Vergne, skadede sin DS-Techeetah racer og måtte udgå fra 5. pladsen efter at være startet 11’er. Alex Sims, der vandt for BMW i Saudi Arabien, ramte barrieren og udgik. Nissans Sebastien Buemi nåede superpole, startede 6’er men med hjulspin, som satte ham bagud. Han kørte over målstregen som nr. 7, dvs. foran Di Grasi, men fik siden 30 sekunders tidsstraf for en teknisk reglements-uoverensstemmelse. Nissan racerne havde dog tilstrækkelig fart også denne gang og Oliver Rowland satte løbets hurtigste omgang. Han udgik dog siden efter nærkontakt med en anden bil.


Oliver Rowland satte løbets hurtigste omgangstid i sin Nissan.



Santiago E-Prix, 3. afd. af Formel E 2020

Resultat:

  1. Maximillian Günther (DEU), BMW, 46m11,511s.
  2. Antonio Felix da Costa, (PRT), DS, +1,067s.
  3. Mitch Evans (NZL), Jaguar, +5,119s.
  4. Pascal Wehrlein (DEU), Mahindra, +7,050s.
  5. Nyck de Vries (NLD), Mercedes, +9,883s.
  6. Stoffel Vandoorne (BEL), Mercedes, +11,237s.
  7. Lucas di Grassi (BRA), Audi, +14,437s.
  8. James Calado (GBR), Jaguar, +18,255s.
  9. Felipe Massa (BRA), Venturi-Mercedes, +20,430s.
  10. Sam Bird (GBR), Envision-Virgin-Audi), +7,048s.

Resultat 3. afd som pdf

Stillingen i FIA Formel E mesterskabet

Kørere:

  1. Stoffel Vandoorne (BEL), Mercedes, 38 pts.
  2. Alexander Sims (GBR), BMW, 35 pts.
  3. Sam Bird (GBR), Envision-Virgin, 28 pts.
  4. Maximillian Günther (DEU), BMW, 25 pts.
  5. Lucas di Grassi (BRA), Audi, 24 pts.
  6. Oliver Rowland (GBR), Nissan, 22 pts.
  7. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 21 pts.
  8. Antonio Felix da Costa (PRT), DS, 21 pts.
  9. Andre Lotterer (DEU), Porsche, 18 pts.
  10. Edoardo Mortara (CHE), Venturi-Mercedes, 18 pts.

Stillingen i kørernes mesterskab som pdf

Teams:

  1. BMW, 60 pts.
  2. Mercedes, 56 pts.
  3. Envision-Virgin, 38 pts.
  4. Audi, 32 pts.
  5. Jaguar, 31 pts.
  6. DS, 25 pts.
  7. Nissan, 22 pts.
  8. Venturi-Mercedes, 20 pts.
  9. Porsche, 18 pts.
  10. Mahindra, 14 pts.
  11. Penske, 2 pts.
  12. NIO, 0 pts.

Stillingen i team mesterskabet som pdf