Volvo-limo i fortsat god form
Bare fordi en bilmodel har 7 år på bagen, skal man ikke dømme den ude. Det er Volvo S90 et godt eksempel på, lanceret i 2016 og den er fortsat i god form. Bl.a. er den blevet fornyet med Google Assistent og ikke mindst Google Maps som den centrale del af vejvisningen med tilhørende menubaserede skærmfunktioner. Pilene på rattet er der dog stadig, dem har man ikke skiftet ud.
Og det er egentlig lidt pudsigt. Et par piletaster på rattet, som tidligere kunne benyttes til at styre flere kørehjælpemidler, er fuldt intakte, men uden funktion. Simpelthen fordi skærmstyringen har fået overtaget. Nu foregår det meste fra en 9,3” berøringsskærm i midterkonsollen, og det virker ganske udmærket.
Af Søren Clauding – februar 2023
Flere Volvo prøvekørsler - find dem hér >>>
Andre Volvo prøvekørsler - find dem hér >>>
Hjemmevant
Især fordi Google er så udbredt en platform. Arbejder man med Google til daglig, er man hjemmevant, når man sætter sig bar rattet. Det betyder meget, for selvom biler fortsat for mange bilkøbere er en slags prestigeprojekt, er det ikke uden betydning, at de fungere i dagligdagen som man er vant til. Og det gør S90’eren.
Vi har ikke kørt en S90 siden lanceringen i 2016. Indrømmet, et par V90’ere har sneget sig ind undervejs, naturligt nok, for stationcars passe godt til dansk temperament og tilhørende brandbeskatning. Dér kommer afgiftsbegunstigelsen ind i tæt samarbejde med plug-in hybrid-filosofien. Et stik i stikkontakten og så spares der penge. Ikke så meget på energien, men på købsafgiften. Som sådan er den prøvekørte Volvo S90 med over 400 hestekræfter og et pænt udstyr til at købe for 700.000 kroner.
Meget limousine og god funktion
For de 700.000 kroner får man rigtig meget ægte limousine for pengene. S90 er knap 5 meter lang, bagsædepladsen er enorm, bagagerummet har en rimelig kapacitet på 431 liter (bagklappen er oven i købet elektrisk, det er sjældent på biler med udvendigt bagagerum), og de ekstra kg, som det mellemstore 15,3 kWh batteri med tilhørende elektriske komponenter tilfører bilen, bringer vægten op på godt 2100 kg – hvilket giver en rolig kørsel, der er passende for en limousine.
At man så også kan sætte 2100 kg på trækkrogen er en funktionel gevinst, som vidner om Volvos oprindelse. Det kan godt være, at de kinesiske ejere blander sig i udviklingen og vægtningen af bilens egenskaber – det ved vi faktisk ikke noget konkret om – men visse grundliggende egenskaber røres der ikke ved. Og det er faktisk meget godt.
T8 lig med masser af kræfter
Da vi tidligere prøvekørte V90 med plug-in hybrid drivline (det var i december 2021) var prisen også meget attraktiv. Dengang var bilen en T6, hvilket oversat til almindeligt sprog konkret betød 340 hestekræfter. T8 betyder – ja, det er faktisk ikke så enkelt at finde ud af, så vi læner os op ad en god kollegas beregninger, der fastslår, at systemeffekten med T8 PHEV-drivlinen nok er 408 hestekræfter.
Kraftværket består da af en 4-cylindret 2-liters benzinmotor, der yder 310 hestekræfter, samt en 145 hestes elmotor. Drejningsmomentet hos de to leverandører af kræfter er hhv. 400 og 309 Nm. Oversat til almindeligt dansk betyder det: Rigelig med kræfter.
For, bag og på alle hjul
Faktisk er det lige før, det er for meget af de gode, for iblandt er der rigtig mange kræfter på baghjulene, og da skal man kende bilen rigtig godt for ikke at blive overrasket over at bagenden blander sig i styringen. Skiftet mellem forhjulstræk, baghjulstræk og træk på alle fire hjul er ellers helt gnidningsfrit, så kører man som S90 egentlig er skabt, som en regulær cruiser, er det helt uden betydning. Da glæder man sig blot over, at man ikke savner kræfter på noget tidspunkt.
Kørslen er yderst lydløs og mest støj kan tilskrives 40 procent lavprofildækkene på 19” fælgene, som sender lidt vejstøj op gennem hjulophængene. Hér ville luftaffjedring gøre en forskel. Men ellers opleves S90 stort set som den V90, vi kørte for godt et år siden.
God rækkevidde
Hvis en plug-in hybrid skal give mening i miljømæssig sammenhæng er det naturligvis vigtigt, at man afbalancerer forbruget af benzin hhv. elektricitet. Hvis batteriet lades, når der er masser af grøn strøm i el-nettet, giver el-drift god mening og da kan man selv i koldt vejr med temperaturer lige over nul grader køre omkring 75 kilometer på en opladning (vores erfaring). Optimalt kan man køre 88 km iht. WLTP. Det er brugbart i praksis. Og når syntetisk CO2 neutral benzin bliver en realitet også på vore breddegrader giver en plug-in hybrid ny mening.
Den prøvekørte bil var iklædt Plus Bright udstyret, og udstyrslisten omfattede bl.a. læderindtræk, elektrisk kabinevarmer, elektriske forsæder og førnævnte el-bagklap. På ønskelisten har vi head-up display, ratvarme og forrudevarme. Og så er vi sikre på, at bagsædepassagererne også ville sætte pris på hvis bilen har mere end 2-zone klimaanlæg. Det har den ikke.
Model: |
Volvo S90 T8 Recharge eAWD Plus Bright |
Listepris: |
Kr. 701.005 |
Motor og transmission: |
4 cyl 2 l. turbo benzinmotor 310 hk. 400 Nm. El-motor, 145 hk, 301 Nm. System: 408 hk. 15,3 kWh litiumion batteri. 8-trins A/T. |
Præstationer acceleration/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning, elektrisk rækkevidde (WLTP): |
4,7 sek./ 180 km/t/ 125 km/l/ 18 g/km. 88 km. |
Længde: |
4,97 m. |
Anhænger: | 2100 kg |
Bagagerum: |
431 liter |
Værd at bemærke: |
255/40-19. Fuld LED. Adaptiv fartpilot. 2-zone klimaanlæg + el-kabinevarmer. Sædevarme. El-forsæder. Læderindtræk. Google Ass+Maps. 9,3" touch screen. 360 grader kamera. Nøglefri betjening. El bagklap. |