Biltest: Toyota Mirai H4 RWD

Elbil uden egne begrænsninger

Det er måske at tage munden for fuld, at kalde Toyota Mirai for en bil uden begrænsninger for alle biler har begrænsninger. Men hvad det, at være elbil angår, er det ikke bilen selv, der sætter begrænsningerne. Alene samfundets infrastruktur er den begrænsende faktor for en brintbil, for det er sådan en, Mirai er.

Kategoriseringen er også lidt skæv. For en Mirai kører ligeså meget på elektricitet som en hvilken som helst elbil. Den fremstiller blot selv sin egen elektricitet. Ikke ved hjælp af en benzinmotor, men ved hjælp af en proces, der inkluderer brint og luft. Processen er forureningsfri, luften leverer den nødvendige ilt og hvis brinten er udskilt ved hjælp af grøn energi, er en Mirai ligeså grøn som en hvilken som helst elbil, hvis batteri er opladet på strøm, produceret vha grøn energi.

Af Søren Clauding – marts 2022

Flere Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Andre Toyota prøvekørsler – find dem hér >>>

Få brinttankstationer

En elbils største begrænsning er dens elektriske rækkevidde og opladningstiden. Brintbilens største begrænsning er mængden af brint tankstationer. Hvis landskabet havde blot halvt så mange brint tankstationer som som der er ladepunkter i landskabet, ville der ikke være nogen ko på isen.

Alt dette er gammel viden. Det er det til dels også, når den gælder Toyota Mirai, for vi har ved flere lejligheder prøvet både den aktuelle og nyeste Mirai, og også forgængeren. Men at bruge bilen over flere dage gav et revideret billede af brintbilernes potentiale – i Danmark i hvert fald.

Vægtfordel

Direkte sammenlignet med en elbil i samme størrelse har Mirai en vægtfordel på 3-500 kg. Selvom den er skabt som en velvoksen, sporty, men også yderst elegant og iøjefaldende premiumbil, opleves den både agil, stabil og langt hen ad vejen brugsrigtig. I hvert fald så brugsrigtig, som en stor sedan nu kan være. Den er stor, for det indbyggede brintanlæg er omfangsrigt, men tanke og litium-ion batteriet på blot 1,2 kWh vejer nu ikke mere end tilsammen 150 kg. Dertil kommer så brændselscelle-stakken og elmotoren, som er sat på bagakslen.

Kørslen er yderst luksuøs, fremragende affjedringskomfort og stilfærdig kørsel både i og udenfor bilen. Og altså nul forurening af nærmiljøet hvad angår luft og støj.

Brinttankene tager plads

Rummeligheden er til dels en udfordring. Men brint-drivlinerne bliver hen ad vejen også mere kompakte. I den luksuøse kabine deles pladsen mellem passagerer og den største af bilens i alt tre brintbeholdere – den ligger på langs i bilen og det opleves mest på bagsædet, nærmest som en gigantisk kardantunnel. Benpladsen på bagsædet er heller ikke på niveau med, hvad man forestiller sig i en 5 meter lang sedan, som, hvis kabinepladsen ikke var blevet dedikeret drivlinen, ville gøre Mirai til en regulær limousine. Men nu behøver man jo ikke tænke gammeldags.

Bagagerummet er heller ikke overvældende, men det er stort nok og sjovt nok ikke større end at man stadig kan nå den bagage, der ligger inderst inde, uden at skulle vippe bagsædernes ryglæn ned og tage bagagen ud den vej. Det ville man heller ikke kunne, for pladsen mellem bagsæder og bagagerum er optaget af teknik.

Brintbilernes fremtid

Alt det findes der vel løsninger på over tiden, hvis brintbiler altså har en fremtid. Og hvorfor ikke? Brinten kan udskilles fra fx vand ved hjælp af vindenergi, energi fra solceller og vandkraft. Luften er, hvor man kører, og bilen filtrerer selv indsugningsluften i en sådan grad, i forbindelse med at ilten frigøres til brug i brændselscellestakken, at den luft, der strømmer tilbage til omgivelserne er renere end før. Det må siges at være en win-win situation.

Olie, gas eller andre af de begrænsede ressourcer, som mobilitet hidtil har forbrugt af, er helt ude af billedet, så længe vi ikke maltrakterer biodiversiteten ved uigennemtænkt forbrug af luft og vand.

Tanker op på få minutter

Brinten til brintbiler kan produceres på mini-anlæg i samme tempo som der tankes, så der skal ikke oplagres store mængder af færdigproduceret brint. Man kobler slangen fra anlægget til bilens tankstuds, og siden producerer anlægget den mængde brint, man tanker. Processen tager få minutter og den er yderst renlig – ingen benzin eller diesel lugtende fingre.

Eneste umiddelbare handikap er, at der skal større tryk til at fylde bilens brintbeholdere, når de er ved at være fyldt op, og derfor tager den sidste del af påfyldningen lidt længere tid end den første del. Men det er få minutter, der tales om.

Tankstationer: Det lysner

Og så er der det med antallet af brint tankstationer. To, aktuelt, i drift på Sjælland (København og Korsør) og tre på den vestlige side af Storebælt (Esbjerg, Kolding og Århus). Rækkevidden er ved normal motorvejskørsel op imod 500 km og ved varieret kørsel kommer man tæt på det officielle WLTP tal på 629 km, viste vores test. Det er godt nok til en lige tur på tværs af landet, men der er ikke plads til svinkeærinder og Udkantsdanmark er endnu mere udkant, hvis man kører brintbil. Heldigvis er yderligere 10 tankstationer forventeligt på vej, fordi selskabet Everfuel har en plan, som udbygger netværket over de kommende år.

Men ellers er det i politikernes vold at gøre noget ved det, og derfor er det positivt, at der netop her i marts måned i Folketinget blev vedtaget en aftale af et bredt politisk flertal, som skulle sikre etableringen af en dansk brint infrastruktur. Men finansieringsgrundlaget er endnu ikke etableret. Læs mere herom >>>

Bilfabrikkerne, og mange udover Toyota, har brintbiler klar til stor produktion, men det kræver at man får gjort det klart, hvad der skal komme først… hønen eller ægget. Bilfabrikkerne har investeret deres del og fortsætter gerne. Det har måske især Toyota dokumenteret gennem deres vedvarende udvikling af biler, der kører på brint.