Toyota har præsenteret deres første elbil til det danske marked. Den kommer i maj og det er ingen tilfældighed, at den er en regulær varebil. For selvom verdens største bilmærke har været pioner indenfor elektrificerede biler og har solgt miljøoptimerede hybridbiler i over 20 år, er tiden endnu ikke moden til at gå ”all in” med elektriske personbiler, mener man hos Toyota.
Naturligvis nærmer tiden sig, og samtidig med, at der fra politisk hånd er stillet skarpt på egentlige elbiler, der ikke forurener nævneværdigt i nærmiljøet, har man også favoriseret elbilerne med afgiftsfritagelse (bortset fra moms) på personbiler op til cirka en halv million kroner. Desuden er der også erklærede politiske målsætninger om udbygning af det offentligt tilgængelige lade-netværk.
Af Søren Clauding - 16. april 2021
Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>
Flere Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>
Ting tager tid
Men endnu er man der ikke, og så er det miljømæssigt langt mere hensigtsmæssigt at køre i en selvopladende hybrid – netop den type biler, som Toyota har haft så stor succes med over årene og vel et eller andet sted fortsat har. I hvert fald i udlandet, for i Danmark er hybridbilerne steget i pris, hvor de konventionelle biler med forbrændingsmotorer er faldet i pris, men det er så en helt anden historie.
Og så skal det lige tilføjes, at selvom den første elbil fra Toyota på det danske marked er en varebil, er det ikke helt rigtigt, for den findes også i en ”bus-version” med op til 9 siddepladser og dertil hørende hvide nummerplader. Men behovet for den slags biler er ikke helt så indlysende som behovet for elektriske varebiler.
Meningsfuld drivline
Den nye Toyota hedder Proace Electric. Det er ikke en ny bil som sådan, og den sælges da også fortsat med dieselmotor til priser fra under 200.000 kroner (ekskl. moms). Det nye er imidlertid den elektriske drivline, som i den grad giver mening i byerne.
Samtidig med, at Toyota ikke er overforbrugende af litium-ion batterier i deres personbilsprogram, tillader man sig, at tilbyde Proace Electric med batterier på hhv. 50 og 75 kWh. De er stadig ikke så gigantiske som det ses hos visse kollegiale personbilsproducenter, men de er tilstrækkeligt store til at sikre en rækkevidde på 230 respektive 330 kilometer.
Rækkevidden rækker
For den typiske varebilsbruger med storbyerne som sit domæne er den rækkevidde mere end rigelig. Og i modsætning til byboere med behov for bilkørsel vil de allerfleste firmaer, der benytter varebiler til deres virke, varedistribution, håndværksvirksomheder osv. have et domicil, hvor der også kan oplades biler. Og da er praktikken enkel: Efter dagens dont stilles bilen til opladning og den næste morgen er den klar igen.
Samtidig er Proace Electric baseret på den konventionelt drevne Proace med alle dens fordele. Den vil i Danmark blive markedsført i en mellemstørrelse, der er 4,96 meter lang og i en lang version på 5,31 meter. Varerummene er på 5,3 hhv. 6,1 kubikmeter og de har begge plads til 3 Euro-paller, præcis som den konventionelle Proace. Nok så væsentligt er det, at uanset version har de en lasteevne på 1 ton og de må oven i købet også trække en anhænger på 1 ton. Selvsagt må også personbilsversionen, Proace Verso trække en tilsvarende anhænger.
Velkendt drivline
Proace Electric er udstyret med en 136 hestes permanent magnet elmotor, som kendes fra PSA-gruppens elektriske drivliner (Proace Electric er udviklet i et samarbejde med PSA, det nuværende Stellantis). Af samme grund kan man også vælge mellem tre køre-indstillinger på 82, 109 og det maksimale 136 hestekræfter. Det maksimale drejningsmoment er 260 Nm.
Hvad opladningen angår, kan Proace Electric lades fra fx en 11 kW 400 Volt vægboks og opladningstiden fra nul til 100 procent af kapaciteten er små 5 timer for det ”lille” batteri og 7 timer for det store. Hurtigopladning på 80 kW kan klares på under en time til 80 procent af kapaciteten.
Stadig opgradering
Den nuværende Proace generation blev lanceret tilbage i 2016 (læs vores præsentation fra dengang hér >>>). Der er grundlæggende tale om den samme bil, men den er hen ad vejen blevet opdateret, så fx cockpit designet ser anderledes ud. Dertil kommer, at elbilen er udrustet særligt med henblik på det, ”at være elbil”. Den har eksempelvis ingen gearstang men blot en skiftepal, der styrer drivlinen: Fremad og bagud – plus en lille trykknap til at igangsætte ekstra motorbremse effekt ved forøget energi-regenerering.
Multimediesystemet er tilsvarende udbygget og giver bl.a. information om ladestanderes placering. I bilerne udover basis-niveauet styres det via en 7” berøringsskærm i midterkonsollen.
Køreegenskaberne vinder
Generelt er udstyrsniveauet højt, men udover det meningsfulde i at køre rundt i bymiljø uden nævneværdig støjforurening og uden anden luftforurening end den, som el-producenterne skaber (som ofte er langt væk fra bycentrene), vinder bilens køreegenskaber ved den elektriske drivline.
Vi kørte såvel personbilsudgaven som varebilen med 75 kWh batteri. Det vejer 534 kg (50 kWh batteriet vejer 383 kg) og da det er placeret under bilen (for derigennem at give varerummet samme volumen) er tyngdepunktet lavere end i den konventionelle version. Også resten af drivlinen, elmotor, inverter osv. er placeret dybt i motorrummet. Det giver bilen en høj grad af stabilitet (se i øvrigt on-board videoen her på siden).
I sagens natur er den letteste version også den hurtigste: 0-100 km/t på 12,1 sekunder mod 13,3. men topfarten er i begge elektronisk begrænset til 130 km/t.
Når de elektriske Proacer lanceres i maj er den billigste Van-version prissat til kr. 260.000 mens den tilsvarende personbils-udgave koster 400.000 kroner. Med i prisen hører 3 års garanti/100.000 km, 5 års garanti på elmotor, batteri, inverter og konverter samt 8 års garanti (max 160.000 km) på mindst 70 procent batterikapacitet.
Hurtige fakta om Toyota Proace Electric
Introduktion i Danmark: Maj 2021
Elmotor, 136 hk, 260 Nm.
Versioner:
50 kWh: Rækkevidde: 230 km, 0-100 km/t: 12,1 sek.
75 kWh: Rækkevidde: 330 km, 0-100 km/t: 13,3 sek.
Længde: 4,96 meter/5,31 meter.
Højde: 1,89 meter.
Bredde: 1,92 meter.
Godslængde: 2,51/2,86 meter.
Varerumsvolumen: 5,3/6,1 kubikmeter.
Nyttelast: 1000 kg.
Anhængervægt: 1000 kg.
Priser fra kr. 260.000 på Van-udgaven og 400.000 kroner for Verso-udgaven.