Toyota Yaris Hybrid - First World Test

First World Test: Toyota Yaris Hybrid

Sjov og velkørende

Den helt igennem nye Toyota Yaris er baseret på Toyotas nye globale arkitektur og den såkaldte GA-B platform. Den viser sig fra sin bedste side i bilen, som lander på de danske landeveje i begyndelsen af september måned.

I forbindelse med de første internationale testkørsler, der for Danmarks vedkommende fandt sted på danske landeveje (pga. corona-pandemien), var der i sagens natur fokus på hybridmodellen. Og den er ikke bare på papiret helt unik (det har vi tidligere beskrevet, læs hér: Bedre i enhver detalje >>> og Miljømobilitet til overkommelig pris >>>).


Af Søren Clauding – 20 august 2020


Andre Toyota prøvekørsler - find dem hér >>>

Læs også:

En sikker succes: Toyota Yaris First World Test 2020 >>>

Bedre i enhver detalje >>>

Miljømobilitet til overkommelig pris >>>


Link til importøren


Underholdende og stabil

Hjulene er sat længere ud i hjørnerne på den 5 cm bredere bil (som imidlertid ikke er længere end forgængeren – men alligevel har en 5 cm længere akselafstand). Det giver stor stabilitet, mest udpræget ved høj fart, og fine, underholdende kurveegenskaber. Den prøvekørte bil var udrustet med 17” alufælge og begrænset affjedring i dæksiderne. Det gjorde følelsen mere sprød, end vi kunne forestille os den vil være i en udgave med mindre fælge. Trods det var affjedringen på ingen måde ukomfortabel.

Styringen er meget præcis og det passer godt til de forbavsende mange kræfter og ligeså overraskende fartpræstationer, som Yaris leverer.

 

Masser af kræfter

Drivlinen består af en helt ny 91 hestes Atkinson cycle benzinmotor, dvs. en motor uden turbolader. Den kender vi fra fx den større 4-cylindrede Corolla hybridmodel. Men i Yaris har man populært sagt skåret en cylinder af. Det er der kommet en 3-cylindret 1,5 liters benzinmotor ud af.

Den har man så kombineret med en 80-hestes elmotor, og det hele samarbejder via den elektronisk styrede e-CVT automatgearkasse. Systemeffekten er dermed 116 hestekræfter og 0-100 km/t på 9,7 sekunder er det håndgribelige fartpotentiale – Yaris Hybrid kan desuden køre 175 km/t på toppen. De mange kræfter gør det i øvrigt muligt, også at køre med en anhænger på 450 kg. Beskedent, men i forhold til ingenting er det OK, og passer til en normal havetrailer.

 

Benzinøkonomisk

Det skal tilføjes, at man i en hybrid-drivline som regel ikke kan sammenlægge effekten af de to separate (om end sammenbyggede) motorer, altså 91 hhv. 80 hk, fordi motorernes individuelle topeffekt typisk nås tæt ved de maksimale omdrejningstal, og de er ikke sammenfaldende. For Toyotas vedkommende har man optimeret samarbejdet under kraftig hensyntagen til benzinøkonomien.

Benzinøkonomien, og dermed udledningen af CO2, er jo helt centralt i en Toyota. WLTP gennemsnitstallet hedder 26,3 km/l. Skal man sammenligne det historisk, svarer det nogenlunde til et NEDC tal på 35 km/l. Den store forskel er, at man kan regne med WLTP, det kunne man bestemt ikke med NEDC.

 

Stor elektrisk kapacitet

Stor betydning for de fine præstationer har den kraftige elmotor, som faktisk kan håndtere driften i over halvdelen af tiden. Det er imponerende, for der er jo tale om en selvopladende hybrid, som ikke skal have elektricitet tilført udefra. Motoren er så kraftig, at den kan drive bilen helt op til 130 km/t. Naturligvis ikke i al evighed, og så griber benzinmotoren jo supplerende ind, når der er behov for det.

Gearskiftet er den seneste udgave af det elektroniske e-CVT automatgear, som optimerer kraftleveringen. Det gør det ligeså godt, som vi har oplevet i andre af de nyeste Toyota-modeller, og det er godt. Motorlyden (for hvem det har en betydning) er naturligvis anderledes, i kraft af den trecylindrede benzinmotor, men som det kan høres i on-board videoen her på siden, er det kun noget, man bemærke under kraftig acceleration.

 

Overgik forventningerne

Sammenfattende omkring drivlinen er der tale om en yderst smidig oplevelse, hvor den kraftige elmotor på det nærmeste gør det ud for en turbolader. Reaktionstiden er hurtig, når man træder speederen ned og man har en god fornemmelse af kraftformidlingen.

Når man på basis af forudgående viden om nye bilmodeller prøvekører dem for første gang, bliver forventningerne ofte bekræftet. I Yaris tilfældet overgik den praktiske køreoplevelse forventningerne, som bestemt ikke var små. Og med det næsten overvældende udbud af sikkerhedsudstyr og kørehjælpemidler er man meget sikkert kørende. Også derfor tror vi på, at Toyota har skabt en sikker succes.



Hurtige fakta om Toyota Yaris


Introduktion i Danmark: September 2020

 

Priseksempler:

1,0 T1: kr. 129.990. T2: kr. 149.990. T3: kr. 158.990.

1,5 VVT-iE: T2: kr. 169.990. T3: kr. 178.990.

1,5 VVT-iE (aut.): T2: kr. 185.990. T3: kr. 194.990.

1,5 Hybrid (e-CVT): H1: kr. 165.990. H2: kr. 185.990. H3: kr. 194.990. H4: 249.990.

 

Motorvarianter:

3 cyl. 1,0 benzinmotor, 72 hk, 93 Nm/4400 omdr./min. 5 M/T. 0-100 km/t: 14,6 sek. Tophastighed: 160 km/t. Benzinøkonomi: 18,5 km/l. Anhængervægt: 750 kg.

 

3 cyl. 1,5 benzinmotor, 125 hk, 153 Nm/4800-5000 omdr./min. 6 M/T. 0-100 km/t: 9,0 sek. Tophastighed: 180 km/t. Benzinøkonomi: 20,0 km/l. Anhængervægt: 850 kg.

 

3 cyl. 1,5 benzinmotor, 125 hk, 153 Nm/4800-5000 omdr./min. 6-M/DS (CVT automatgear). 0-100 km/t: 10,2 sek. Tophastighed: 180 km/t. Benzinøkonomi: 19,6 km/l.

 

Hybridmotor: 3 cyl. 1,5 benzinmotor: 91 hk. El-motor: 80 hk. e-CVT. System: 116 hk, 120 Nm/3600-4800 omdr./min. 0-100 km/t: 9,7 sek. Tophastighed: 175 km/t. Benzinøkonomi: 26,3 km/l. Anhængervægt: 450 kg.

 

Længde: 3,94 meter.

Bredde: 1,75 meter.

Højde: 1,45 meter.

Akselafstand: 2,56 meter.

Sporvidde: 1,53 meter.

 

Bagagekapacitet: 286 liter.

 

Udpluk fra udstyrslisten:

 

Alle modeller:

Toyota Safety Sense 2.5:

Aktiv nødbremse, vejbaneassistent, velskilteassistent, fjernlysassistent, adaptiv fartpilot med kø-funktion, nødstyreassistent, centerairbag, vejkrydsassistent.

 

T1:

7” berøringsskærm. Aircondition. El-sideruder for. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart rat. Splitbagsæde 60/40.

 

H2:

4 højtalere. Læderrat.

 

H3:

Støjisolerende forrude. Bakkamera. Læderrat med varme. Regnsensor. Sædevarme for.

 

Style (H3 + bl.a.):

2-zone klimaanlæg. Sportssæder, dellæder.

 

Premier Edition (H3 + bl.a.):

17” alufælge.

2-zone klimaanlæg

Sort tag.

Sportssæder, dellæder.