First Test: Renault Clio, Captur og Mégane E-TECH
Renault lægger hårdt ud på hybridmarkedet
Efter at have bragt sig selv i en position som førende elbils-producent, med ikke mindst Renault Zoe som bestselleren, lægger Renault nu ud med tre hybrid-modeller, der rammer præcis i de meget interessante markeder for kompaktbiler, kompakte SUV’er og mellemstore stationcars. Hvad plug-in modellerne angår er man leveringsdygtig i 2020. Men teknikken er ikke den samme i alle tre.
Som alternativ til de internationale prøvekørsler, som corona-pandemien effektivt har lagt sin klamme hånd over, sendte Renault en lille kortege af biler på Europa-turné, og vi havde lejlighed til at stifte et kort bekendtskab med de tre nye modeller, oven i købet på de københavnske gader.
Af Søren Clauding – september 2020
Andre Renault prøvekørsler - find dem hér >>>
Clio overraskede
Forventningerne var store, fordi Renault er så stærk indenfor elbiler, og mødet var på ingen måde skuffende. Tværtimod, men overraskende nok var det især Renault Clio E-TECH Hybrid, der imponerede.
Sidst i artiklen fortæller vi lidt mere om bilen, men ellers er det en bil, vi i detaljer vender tilbage til senere, når den lander på det danske marked i 2021, for sandt at sige havde vi størst fokus på de to plug-in hybrid modeller, Captur og Mégane.
Renault Mégane Sport Tourer R.S.Line E-TECH 160 plug-in hybrid - prøvekørt i København.
Leveringsdygtig
Det er der især i Danmark også for øjeblikket størst grund til. For indtil 31. december er plug-in hybrider afgiftsbegunstiget, så priserne er ekstraordinær attraktive. Den længe ventede rapport fra elbils-kommissionen med Anders Eldrup i spidsen gav ingen entydige svar, så det er fortsat op til politikerne at beslutte, hvad de mener er bedst. Men indtil videre kan man få sin nye Mégane eller Captur plug-in hybrid leveret inden udgangen af året, og da er prisen 260.000 for hver af de to i henholdsvis Zen og Intense udgaven, hvor Captur Intense er den mest velbestykkede.
Renault Mégane og Renault Captur har identiske plug-in hybrid drivliner. De består af et 400 Volts 9,8 kWh batteri, der giver op til 65 km kørsel på ren el i bykørsel og op til 50 km ved blandet kørsel – og i tilgift kan man på ren el køre op til 135 km/t (men så garanterer vi for, at man ikke når de 50 kilometer før benzinmotoren giver en hjælpende hånd).
Hybrid systerme kan styres
Føreren kan overordnet selv bestemmer, hvordan hybrid skal fungere. Udstyret med Renaults såkaldte Multisensesystem, har man nemlig tre forskellige indstillinger. I ”Pure” kører bilen udelukkende på elektricitet. I ”Sport” hjælper de to motorer hinanden og sætter man systemet i ”E” – begrænses brugen af batteriet. Så vil man altid have en reserve på 40 procent, til fx senere bykørsel. Brændstofforbruget ved blandet kørsel (WLTP) er på 77 km/l og derved udledes 28 gram CO2.
I teknisk forstand består plug-in drivlinen af en 4-cylindret, 140 hestes 1,6 liters benzinmotor samt en 49 kW (66 hk) elmotor – systemeffekten er 160 hk. Desuden har Renault indbygget en sekundær elmotor, der stort set har samme funktion som i en mild-hybrid bil, dvs. den assisterer til- og frakoblingen af de to primære motorer, starter benzinmotoren osv. 100 km/t nås på 10,1 sekunder, for det elektriske set-up giver en mervægt på næsten 400 kg.
På de iblandt noget ujævne københavnske gader havde man glæde af de mange kræfter, for ellers kunne smidigheden i trafikbilledet let være blevet sat på prøve. Affjedringen var OK, om end den større vægt naturligvis er blevet kompenseret gennem lidt strammere fjedre.
Clio E-TECH Hybrid er selvopladende
I de større modeller er der plads til det store batteri. Anderledes er det i Renault Clio E-TECH Hybrid, som er selvopladende. Den stiger ind i et segment, som i den grad er domineret af Toyotas selvopladende hybridmodeller, og er som kollegernes biler heller ikke afgiftsbegunstiget. Derved rammer prisen 210.000 kroner.
Om den ændres ved årsskiftet, melder historien så fortsat intet om, men det er i undertegnedes optik lidt underligt, at man politisk favoriserer biler, der slæber rundt på en vis dødvægt i form af et stort batteri og ikke giver de selvopladende hybridbiler den samme fordel, for de belaster ikke i nær samme grad forbruget af Jordens litium-reserver. Og med en benzinøkonomi på 23,3 km/l bidrager man ganske meget til at reducere forureningen.
Renault Clio Intens E-TECH 140 Hybrid - prøvekørt i København.
Kører mest på elektricitet
Clio E-TECH Hybrid har et batteri, som blot er næsten en tiendedel af plug-in bilernes, nemlig på 1,2 kWh. Alligevel kører den rigtig meget af tiden på elektricitet alene, faktisk forbavsende meget. Cirka 80 procent af tiden under vores korte prøvetur var benzinmotoren ikke i sving. Og man klarer sig som bekendt helt uden på noget tidspunkt, at være koblet til elnettet, altså ingen udgift til elektricitet, intet behov for ladestandere og ingen bekymringer for om nu også elektriciteten er produceret grønt.
Drivlinen er i princippet identisk med den, man finder i plug-in hybrid bilerne, men køreoplevelsen var lidt mere harmonisk end i plug-in’erne, dels pga. den lave vægt, dels fordi samspillet mellem benzin- og elmotor virkede mere smidigt. Systemeffekten er i Clio neddroslet til 140 hestekræfter – det kan også være en del af forklaringen.
Hybridmotoren i Renault Clio E-TECH Hybrid
Se prøvekørslen på stressende brosten i København centrum.