NIO ET7 - Biltest

Kørt kort: NIO ET7

Premium bilmærke på abonnementsbasis

Da NIO præsenterede sig selv og den første model på det danske marked, ET7, var man godt klar over, at det måske kunne vise sig at være lidt vovet. Men vil man køre NIO, sker det på abonnementsbasis. NIO holder dog døren åben, for i Norge, hvor det kinesiske luksusbilmærke allerede har været et stykke tid, sælger man bilerne. Så viser det sig, at det er det, danskerne vil have, kan konceptet udmærket udbygges.


SIDSTE: NIO ET7 vil også kunne købes...
Som konsekvens af markedsreaktioner vil de nye biler fra NIO også kunne købes. Priserne foreligger endnu ikke, men man vil kunne påbegynde leveringen af ET7 modellen sidst i november 2022.

Det store spørgsmål, vi stillede, da vi første gang fik mulighed for en kort køretur i sportssedan’en ET7, er netop, om det er en bil, der appellerer til danskerne. Det korte svar er: Næppe til mange. I hvert fald ikke her indledningsvis. Da bliver det mere interessant, hvordan det går, fabrikken senere lancerer den både mere kompakte og mere pris-tilgængelige ET5 model. Hér lander man på godt 8000 kroner om måneden – den kommer dog først til Danmark sidst i 2023. Og ja, det er ikke en trykfejl, det kan lyde dyrt, det er i hvert fald for de fleste ret mange penge, men på mange måder er der mening med galskaben.


Af Søren Clauding – november 2022



ET7 kommer først

Så lad os koncentrere os om ET7, der efter planen kan leveres fra marts 2023. Hér er prisen 11.240 kroner månedligt på en 4 års kontrakt, og da begynder bindingen jo at minde om leasing. Uden at gå i juridiske detaljer handler NIOs abonnementsordning imidlertid primært om, at det er den eneste udgift, abonnenten har på selve bilen. Energiudgiften er dog ikke inkluderet, hvilket næppe er en dårlig beslutning fra NIOs side med de aktuelle udsving i energiprisen in mente.

Og vi refererer hele tiden til NIO. Den kinesiske fabrik har nemlig valgt, selv at stå for NIO i Danmark. Det betyder på den ene side, at der ikke er en dansk importør, der kan komme i klemme, hvis de internationale forhold ændrer på de globale spilleregler, hvad man i disse tider er nødt til at give en tanke. Omvendt er abonnementsordningen måske netop den sikkerhed, abonnenten har, fordi bilen ikke ejes.



Store penge bag

Indtil videre må vi konstatere, at kinesiske virksomheder har store interesser overalt i verden, hvilket vel ikke er unaturligt for et land, der er verdens mest befolkningsrige. Resten er måske dybest set ”bare” storpolitik.

Men der er øjensynlig penge nok hos ejerne, som personificeres gennem virksomhedens grundlægger og ejer, William Li. Alene i Danmark lægger man ud med en organisation bestående af omkring 30 medarbejde, hvilket er mange i en virksomhed, uden baggrund i bilindustrien, som blev grundlagt for blot 8 år siden.

Bæredygtige visioner

Den filosofiske baggrund for etableringen af NIO er baseret på Li’s visioner for Jordkloden og inspireret af de gigantiske udfordringer, man ikke mindst i Kina har med stærkt forurenede storbyer. Li udtrykker det selv sådan: NIO skal medvirke til at reducere udledningen af CO2 og er en bæredygtig vision om en blå himmel for fremtidige generationer.



Som sådan inkluderer temaet for NIO bæredygtighed i udviklingen af bilerne, produktionen og den senere genanvendelse af materialerne, alt sammen så mennesker kan fastholde en glædelig livsstil, som det siges. Det er en udvikling, der bliver spændende at følge, men som vel ret beset først opnår global gennemslagskraft, hvis man overfører den til de store masser og ikke ensidigt fokuserer på premium-segmentet, som eksempelvis Li’s amerikanske sidestykke i form af Elon Musk er eksponent for gennem Tesla. Endnu er Tesla ikke blevet en Folkevogn.

STOR bil

Selve bilen, ET7, hører da heller ikke præcis til den type af biler, der går deres sejrsgang på især de europæiske markeder. Der er ikke megen kompakt bil endsige SUV over den. Det handler om plads, bilen en 5,10 meter lang og er ikke den mest oplagte bil at manøvrere rundt med i hjertet af storbyerne.



Vi prøvede den i omegnen af København og må tage hatten af for, at man har valgt at skabe en kørekomfortabel bil – trods dens sportslige linjeføring og kolossale kraftoverskud. Den er udrustet med 180 kW træk på forhjulene og 300 kW på baghjulene, dvs. en totaleffekt på 640 hestekræfter, samt et maksimalt drejningsmoment på 850 Nm. Det lægger alt andet lige mere op til landevejskørsel, og undlader man at benytte de mange kræfter, som muliggør at 100 km/t kan nås på 3,8 sekunder, men i stedet forbliver i Comfort mode, bruger man 7,9 sekunder 0-100 km/t – det giver nok for de fleste mere mening.

Tung og rolig

NIO ET7 er også en tung bil. 2359 kg kunne dog være værre og ikke langt fra vægten på fx en helt konventionel Rolls Royce Phanton. Den kører roligt, stabilt og er en smule djærv gennem kurverne, men hellere det end en urimelig fast affjedring til at styre de mange hestekræfter.

Den lægger da heller ikke på nogen måde op til hurtig kørsel. Så dybest set har den store effekt nok mest at gøre med, at det er forholdsvis både let og billigt at øge elmotorers kræfter. Og hos mange mennesker er bilers kræfter fortsat en del af deres bils status.



Det lille "udsigtstårn" på taget gør det muligt for bilen at se over en kilometer foran bilen.


Højt teknologisk niveau

I NIO ET7 bør man dog snarere hæfte sig ved det høje teknologisk niveau. Bilen inkluderer 33 forskellige avancerede sensorer samlet i det såkaldte LIDAR laser system, som har en rækkevidde på en halv kilometer. Frontkameraet på 8 millioner pixel og det kan se næsten 700 meter foran bilen. Bilen har luftaffjedring, der justeres 500 gange i sekundet. For blot at nævne nogle få eksempler.

Bruger man den store effekt, må man også forvente at man hurtigt forbruger rigtig meget energi og hurtigt løber tør derfor. Da er en 140 kW jævnstrømsopladning måske lige i underkanten til bilens 75 kWh batteri (AC-opladning sker med 11 kW). Men det har William Li også en løsning på: Batteriet kan udskiftes på 5 minutter på en batteriskiftestation, så dem skal der lige bygges nogle stykker af.

Men hov, det har vi jo set før herhjemme hos Better Place. Det blev ingen succes, for nu at sige det mildt. Det var måske både pga. af bilen, økonomien og ejerforholdet, og måske fordi man var for tidligt ude. Også i det lys bliver NIO i Danmark et projekt, der bliver spændende at følge. Nu skal de første biler dog lige ud at køre.