

First World Testdrive: Lexus NX 450h+ AWD
Meningsfuld og luksuøs plug-in hybrid
Når den helt nye Lexus NX lander på det danske marked i begyndelsen af 2022, er der tale om en yderst luksuøs entre i et segment, som i Danmark er blevet ekstra interessant pga. den danske afgiftslovgivning. For i klassen for premium plug-in hybrid SUV’er er en indstigningspris på 560.000 kroner temmelig favorabel – og fokuserer vi på den F SPORT version, som vi havde særlig opmærksomhed omkring i forbindelse med de første internationale testkørsler og som er prissat til 686.000 kroner, er køreoplevelsen helt på første klasse.
Indledningsvis: læs også præsentationen af bilen ifm. verdenspremieren i København i juni i år – den fortæller meget, der ikke nødvendigvis gentages her i denne artikel. Men formidlingen af køreoplevelsen i disse spalter skal ses i lyset af en misforståelse inden testkørslerne begyndte. Sådan er det virkelige liv iblandt.
Af Søren Clauding - oktober 2021
Flere Lexus prøvekørsler - find dem hér >>>
Andre Lexus prøvekørsler - find dem hér >>>
Læs også:
Verdenspremiere: Lexus NX verdenspremiere >>>
Vejrguderne blandede sig
De første internationale prøvekørsler af den nye Lexus NX fandt sted på Mallorca. En smule atypisk spredte regnbyger med skiftende styrke og en kraftig vind et fugtigt og uforudsigeligt lag vand ud over de i forvejen ikke altid lige forudsigelige landeveje. Det passede som udgangspunkt godt til plug-in hybriden, som er den eneste drivline-variant, der vil blive importeret til Danmark, for affjedringen håndterede de fugtige vej med stor sikkerhed.

Lexus NX er en mellemstor SUV, den måler 4,66 meter i længden og vejer som plug-in omkring 2 tons, fortrinsvis pga. det store 18,1 kWh batteri. Den har også med 20” fælge en frihøjde på 19,5 cm. Selvom trækket på baghjulene i forhold til systemeffekten på 309 hestekræfter er begrænset til 54 hk, er det dog nok til ikke bare at sikre god fremdrift på de fugtige veje, men også en vedvarende stabilitet, når vejgrebet uventet skiftede karakter. Begge elmotorer er af typen Permanent Magnet Synkron, som har en meget præcis og hurtig respons.
Køreoplevelsen var, hvad affjedringen angår, ualmindelig komfortabel – helt i tråd med Lexus DNA’et. Men samtidig var bilen bemærkelsesværdig sprød gennem snævre kurver – trods den store vægt. Og her kommer så misforståelsen... Havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg have været forfaldet til at tro, at den prøvekørte bil havde adaptiv affjedring. Det var tankerne under køreturen, for misforståelsen indebar nemlig, at jeg troede, at det havde den ikke.

Adaptiv undervogn
MEN: Det havde den, viste det sig efterfølgende, ved mere minutiøs gennemgang af det informationsmateriale, man som journalist udstyres med i forbindelse med de internationale prøvekørsler. Men dér var jeg faldet i – eller også var jeg det ikke, for min føling var øjensynlig rigtig.
Den prøvekørte version var nemlig F SPORT, som bl.a. er kendetegnet ved 20” alufælge og 235/50-20 hjul med Bridgestone Alenza dæk, der er ret lavprofilede. Og den version har adaptiv affjedring som standard.

Med til at underbygge forvirringen var også, at når man kørte på meget ujævn vej, fik ujævnhederne overtaget og vibrationerne var uundgåelige, hvad der jo egentlig ikke er noget mærkeligt i. Det samme gjaldt en meget ru asfalt, der også påvirkede billedet af den ultraluksuøse bløde affjedring med tilhørende meget lave støj. Det var veje, der ikke findes mange af i Danmark, men det forstyrrede køreoplevelsen lidt. Alt ialt kan man ikke desto mindre konkludere, at den adaptive affjedring i den grad løser opgaven fremragende.
Fortjener en plads i Danmark
Selvom oplevelsen tog udgangspunkt i den adoptive affjedring og uden at vide, hvordan en NX 450h+ præcist opfører sig uden den, var indtrykket ikke desto mindre tilstrækkelig til at fastslå, at NX fortjener en solid plads på det danske premium-bilmarked. Der findes godt nok andre bilmærker på det danske marked med en mere etableret brand-værdi, men på verdensplan er der solgt over 1 million eksemplarer af den hidtidige NX, dér har den opnået fuld anerkendelse. Det ville være mærkeligt, hvis ikke også positionen i Danmark vil komme på plads hen ad vejen.
Med til køreoplevelsen hører desuden (og det er helt uafhængigt af affjedringen), en velafstemt drivline. Man har taget udgangspunkt i den, man kender fra søstermodellen i Toyota-programmet, RAV4 Plug-in Hybrid. Men i NX 450h+ er lettere om-konfigureret, så den passer til en marginalt anderledes vægtfordeling, aerodynamik og hjulmontering. Faktisk kører Lexus’en en smule længere på en opladning end RAV4 (1 km faktisk) – 76 km ved blandet kørsel og op til 98 km ved bykørsel. Det officielle forbrugstal er 111,1 km/l.


Længere rækkevidde end forventet
De tal er iøvrigt markant bedre end de minimumstal, der fulgte med verdenspremieren i juni måned – dengang talte man om 63 km. Vi forventer også, at benzinforbruget, når batteriet er tomt, lander på tæt ved 16 km/l, for motoren fungerer da som en selvopladende hybrid og det eneste handikap er de cirka 200 kg mervægt, der skal transporteres (sammenlignet med en bil uden plug-in muligheden).
Under kørslen oplever man stort set ubemærket hvordan hybriddrivlinen i hybrid-indstillingen til stadighed jonglerer rundt med kræfterne fra 185-hestes benzinmotoren og den kraftige 180 hestes elmotor – og iblandt desuden får lidt assistance fra de 54 elektriske heste bagtil. Det er ubemærket, fordi bilen er så lydløs. Det er kun, når man træder speederen kraftigt ned, måske i forsøg på at nå de 100 km/t på de lovede 6,3 sekunder (et løfte der ser ud til at blive opfyldt), at maskineriet brummer.

Lydoplevelsen
Omdrejningerne fra den turbo-løse 2,5 liters 4-cylindrede Atkinson benzinmotor følger dog ikke bilens acceleration, netop fordi dens kræfter via en e-CVT gearkasse parres med de elektriske kraftværker. Det hører man, selvom støjniveauet er lavt. Men det hører vel også fortiden til, at der skal være den direkte lyd-sammenhæng, så lyden stiger og falder i frekvens proportionalt med bilens hastighed. Og har man skruet op bilens 10 højtalere, kan man ikke høre det alligevel.


Anno 2021 handler bilkøb, ikke mindst i premium-klassen, i undertegnedes optik om at parre miljørigtig adfærd med de mange muligheder, en velvoksen SUV som NX 450h+ AWD tilbyder. Den passer til mange moderne menneskers aktive livsstil og rækkevidden gør det lettere at praktisere elektrisk kørsel og dermed at reducere såvel støjforureningen som forurening fra udstødningen. De gode vejgenskaber, firehjulstrækket samt den store frihøjder understøtter en veludrustet og elegant kabine – og egentlig også det potente, delikate ydre, der kendetegner enhver moderne Lexus.
Så må man i øvrigt trække en anhænger på 1500 kg. Det er set bedre, men hvem kan da også lige finde på, at hægte en tung anhænger bag på en Lexus NX, det er lige før det er "blasfemi"… Sidst, men ikke mindst: Da lanceringen af NX finder sted i 2022, holder priserne næste år med.
Opdaterede fakta om den nye Lexus NX 450h+
Introduktion i Danmark: Januar 2022
Drivline og præstationer
Foraksel: 4 cyl. 2,5 liter benzinmotor, 185 hk, 227 Nm/3200-3700 omdr./min. 1 permanent magnet synkron elmotor, 180 hk, 270 Nm.
Bagaksel: 1 permanent magnet synkron elmotor, 54 hk, 121 Nm.
Systemeffekt: 309 hk.
Maks. Drejningsmoment for og bag: 270 Nm
AWD: Variabel fordeling mellem for og bag: 60:40 til 20:80.
Batteri: 355,2 Volt, 18,1 kWh litium-ion.
Elektrisk rækkevidde: 76 km.
Benzinforbrug (WLTP): 111,1 km/l.
Acceleration 0-100 km/t: 6,3 sekunder.
Topfart: 200 km/t.
Dimensioner
Længde: 4,66 meter
Bredde: 1,87 meter
Højde: 1,64 meter.
Akselafstand: 2,69 meter.
Frihøjde 18”/20” hjul: 185/195 mm.
Bagagekapacitet: 545-1436 liter.
Kabinevarme
Varmepumpe.
Listepriser gældende til ultimo 2022
Business Plus: kr. 558.500.
Executive: kr. 599.500.
Luxury: kr. 680.500.
F SPORT: kr. 685.500.
F SPORT S: kr. 702.500.
Udpluk fra udstyrslisterne:
Business Plus: 18” alufælge. El-justerbar lændestøtte. 9,8” touchscreen. Akustikruder. Bi-LED forlygter.el-bagklap. El-justerbart rat med varme. Nøglefri betjening. Tahara læderindtræk. Adaptiv fartpilot m.m.
Executive: 14” touchscreen. El-førersæde. Lexus navigation. 360 grader kamera. Sædevarme på bagsæder. Ventilerede forsæder.
Luxury: 20” alufælge. Dynamisk justerbare forlygter. Fuldautomatisk p-assistent med fjernstyret parkering. Head-up display. Nøglekort. Triple LED forlygter.
F SPORT: Adaptiv undervogn. F Sport design.
F SPORT S: 20” sorte alufælge. Digitalt bakspejl.




