Biltest: Citroën C5 X Grand Palais PHEV
Sæt X hér - hvis kørekomfort er nummer ét
Det er ind imellem som om, at historien gentager sig. Citroën bilernes affjedring har altid haft særlig fokus og går man tilbage til sidst i 50’erne var DS19 modellen berømt for sit design og sin unikke luftaffjedring, som gav en ligeså unik kørekomfort. Det samme kan siges om C5 X – men naturligvis opdateret til 2022 normer.
I mellemtiden er DS jo så blevet udskilt som et separat mærke i det, der i dag hedder Stellantis koncernen. Hér arbejder man med såkaldte Activ Scan hjulophæng, hvor dæmpningen med stor præcision tilpasses det, som et scanningssystem registrerer foran bilen, hvorved affjedringen til enhver tid er optimal, oven i købet hjul for hjul.
Af Søren Clauding – september 2022
Flere Citroën prøvekørsler - find dem hér >>>
Andre Citroën prøvekørsler - find dem hér >>>
Kryds ved komfort
Den teknik er ikke billig, og selvom Citroën på ingen måde er et discount-bilmærke i Stellantis, skal man holde priserne på et niveau under DS. Heldigvis har man for fem år siden udviklet et unikt affjedringssystem til Citroën C4 modelrækken, kaldet ”Progressive Hydraulic Cushions” eller frit oversat Progressive Hydrauliske ”Stop” eller slet og ret ”Affjedring”. Det har man nu tilpasset den nye velvoksne crossover-coupé, C5 X, efter at det i øvrigt også har fundet vej ind i C5 Aircross modellen.
Men systemet er udviklet, så det kan indstilles. Tre køreindstillinger kan man vælge imellem og de tre indstillinger er fastere (sportslig) hhv. mere komfortable (Normal eller Komfort). Aktiv justerbar affjedring, kalder man det. Idéen er fortsat, at affjedringen er ultra-blød i støddæmpernes mellemområde, hvorved de mindre ujævnheder opfanges, alt imens at dæmningseffekten stiger voldsomt, når støddæmperne trykkes i bund eller trækkes helt ud. Resultatet er intet mindre end fremragende, hvis affjedringskomfort har højeste prioritet. Har den det, er det hér krydset skal sættes.
Teknikken anderledes konfigureret
I teknisk forstand deler C5 X ikke bare platform med C5 Aircross, den deler i det store hele også drivline. Specifikationerne er en smule anderledes. Ved en moderne elektrisk drivline er det en forholdsvis simpel operation at justere på kræfter, transmission og energiforbrug. C5 X er mere strømlinet end søsterbilen og bl.a. derfor kan man køre lidt hurtigere – men ikke længere på den til rådighed værende elektriske energi, hvad der dog nok mest skyldes, at batteriet er en anelse mindre (en anelse er hér lig med 0,8 kWh).
Den officielle elektriske rækkevidde er 60 km iht. WLTP. Vores erfaring gik snarere i retning af 46 km i praksis, men det beror naturligvis meget på kørestil og aktuelle temperaturer, der dog hvad sidstnævnte angik ikke burde være et problem i testperioden.
Hurtig men…
Motoren har en systemeffekt på 225 hestekræfter og det maksimale drejningsmoment er 360 Nm. Sidstnævnte aflæses i accelerationstallet: 0-100 km/t på 7,9 sekunder og på topfarten: 233 km/t. Topfarten frarådes dog, for ved hastigheder over dansk motorvejsfart må man regne med at energiforbruget stiger voldsomt. Heldigvis er det fortrinsvis benzinmotoren, der da udfører arbejdet, og for tiden er det som regel billigere at køre på benzin end på el.
Men ligeså komfortabel, affjedringen er, ligeså følsom er bilen også, når man kører hurtigt. 130 km/t er intet problem, men i stiv sidevind er den næppe en god oplevelse ved høj fart. Blot en formodning, men nok ikke skudt helt ved siden af. Det kunne måske være klaret med bredere hjul end de 205/55-19 dæk, som den er udstyret med, men det havde jo nok sat energiforbruget under pres. Omvendt klæder plug-in hybriden større vægt – C5 X vejer 1842 kg – den 4,81 meter lange bil. Den ligger generelt roligt på vejen, men føles også tung gennem kurverne. Kræfterne til trods er den ingen racerbil.
Rummelig og veludstyret
Det elegante cross-over coupé design er med til at gøre C5 X iøjefaldende. I kabinen er den dejlig rummelig, og udsynet bagud er ringe. Derfor er det et stort plus at udstyret bl.a. inkluderer såvel bakkamera som et såkaldt 360 grader kamera samt p-sensorer både for og bag. Bagagerummet er på 485 liter, der kan øges til 1640 liter, hvilket er godt, men også forventeligt i så stor en bil. Bagklappen er elektrisk og det er også godt, for den er stor og formentlig tung.
Standardudstyrslisten for den såkaldte Grand Palais variant omfatter 19” alufælge, panoramasoltag (som den prøvekørte tidligt specificerede bil dog ikke var udrustet med), 12” berøringsskærm, Head-up Display, adaptiv fartpilot med stop & Go funktion, 7,4 kW opladningsmulighed, nøglefri betjening, sædevare, 3-zone klimaanlæg og Fuld LED forlys.
I skrivende stund er prisen på den prøvekørte version 470.000 kroner (plus 10.000 kroner for metallakken). Den billigste C5 X plug-in hybrid er prissat til 380.000 kroner. Hvor lang leveringstiden er, melder historien ikke noget konkret om, men det må formodes, at ændringer i afgifts rabatten ved årsskiftet til den tid giver en vis prisforhøjelse.
Model: |
Citroën C5 X Plug-in Hybrid Grand Palais |
Listepris: |
Kr. 309.998 |
Motor og transmission: |
4 cyl 1,6 l. Turbobenzinmotor 181 hk. El-motor, 110 hk. System: 225 hk. 360 Nm. 8 A/T. 12,4 kWh litiumion batteri. |
Præstationer acceleration/ topfart/ Brændstoføk/ CO2 udledning, elektrisk rækkevidde (WLTP): |
7,6 sek./ 233 km/t/ 76,9 km/l/ 30 g/km. 60 km. |
Længde: |
4,81 m. |
Bagagerum: |
485-1640 liter |
Værd at bemærke: |
19” letmetal fælge. Panorama soltag. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. 2-zone Klimaanlæg. Head-op Display. Sædevarme, P-sensorer for og bag. 12” touchscreen. Bakkamera. 360 grader kamera. 3 års garanti. |