First Test: Citroën ë-Berlingo
Citroën går all in på elektrificering af ny Berlingo
At Citroën såvel som søstermærkerne fra DS og Peugeot har en klar elektrificeringsstrategi er ikke nyt. Men ét er, at have målsætninger, et andet er at praktisere dem. Derfor er lanceringen af den nye Citroën ë-Berlingo ikke bare interessant for de loyale Berlingo-kunder, men også set ud fra et samfunds udviklingsperspektiv. Hvor langt er vi parate til at gå…
Citroën har nemlig besluttet, at den nye Berlingo alene bliver produceret som fuldt elektrisk bil, ingen plug-in, ingen hybrid og slet ingen ICE-versioner. I hvert fald ikke hvad personbilerne angår. Varebils-Berlingo brugere, som ikke kan klare sig med officielt 275 km rækkevidde om dagen eller kan tillade sig at satse på, at der er en ledig ladestander, når man skal bruge den (samt håndtere en rækkevidde, som i praksis i hvert fald ved vintertide er omkring 30 procent mindre), kan dog ånde lettet op: Her er diesel fortsat en option.
Af Søren Clauding – 18. marts 2022
Flere Citroën prøvekørsler - find dem hér >>>
Andre Citroën prøvekørsler - find dem hér >>>
Et spørgsmål om planlægning
Men de børnefamilier, som har holdt af at tage på langtur i deres rummelige Berlingo, har en mere end almindelig planlægningsopgave foran sig, for en tur til Gardasøen vil fremover blive en langstrakt affære, hvor tilstedeværelsen af lade-standere for hver 200 kilometer er mere afgørende for den kommende overnatning end prisen på hotellet eller ledigheden på campingpladsen.
Heldigvis er de ikke så mange, for Citroën har fastslået at mere end 75 procent af alle Berlingo-ejere har et kørselsmønster, der passer perfekt til en elbil, og så må de resterende 25 procent jo finde andre udveje.
Miljø-engageret holdning
Set fra et brugersynspunkt er skiftet fra forbrændingsmotorer ikke dumt, hvis ens behov svarer dertil. Der er gratis parkering i flere danske storbyer, kan man finde en jævnstrøms lynoplader kan man i teorien oplade med op til 100 kW og så når man 80 procent af batterikapaciteten på en halv time. Men endnu er infrastrukturen ikke i nærheden af at kunne levere de store mængder elektrisk energi, så det er på alle måder spændende, hvor mange der alligevel kaster sig ud i at skifte til el-drift. Citroën forventer ikke desto mindre at sælge et halvt hundrede elektriske Berlingo’er med hvide nummerplader om måneden.
El-drift fordrer på den ene side en miljø-engageret livsholdning, og uden fra undertegnedes side at have det mindste statistiske grundlag for vurderingen, kunne man måske godt forestille sig at de typiske Berlingo-ejere er mere miljø-engagerede end gennemsnittet af bilejere og -brugere. På den anden side fordrer el-drift også en brugbar praktik, der svarer til bilens egenskaber: Typisk, at man bor i et enfamiliehus og typisk, at man ikke skal tilbagelægge alt for store distancer i hverdagen.
Realistisk
I forbindelse med de første testkørsler på dansk grund af den nye Citroën ë-Berlingo kunne vi konstatere, at en kørsel den helt store regenerering af energi undervejs og med almindelig dansk landevejsfart, godt kan gøre det muligt at køre 150-200 kilometer om dagen. Men så skal man ikke være kørt for langt, når man kommer i tanke om, at man har glemt noget derhjemme, og heller ikke kaste sig ud i for mange svinkeærinder undervejs.
Heldigvis kan man udmærket oplade sin elbil ved store indkøbscentre og fx IKEA, som Berlingo vil være ideel til brug ved indkøb hos. For selv med et 50 kWh batteri i vognbunden, disponerer man fortsat over 3 kubikmeter bagageplads oven i købet i den 4,40 meter lange ”korte version”.
Mange fordele ved el
Berlingo’s interiør og funktion vinder i øvrigt af elektrificeringen. Der er ingen gearstang men en forsænket skiftepal, bilen har kun ét gear, så man starter bare og kører. Og det er den velkendte, trækvillige og smidige elektriske drivline fra PSA-tiden, som også findes i mange andre af koncernens elbiler, der yder op til 136 hestekræfter. Man kan vælge mellem tre køreindstillinger, hvor den mindst strømslugende reducerer topeffekten til 80 hk.
Som i alle andre elbiler må batterikapaciteten dog forventes at falde over tiden, men Citroën giver garanti for mindst 70 procent kapacitet (i praksis formentlig meget mere) efter 8 år. Personbilsudgaven har i øvrigt en officiel rækkevidde på 285 km, altså 10 kilometer mere end varebilen. Og ved præsentationen kunne man også oplyse, at man skal kalkulere med at rækkevidden i gennemsnit reduceres med 10 kilometer for hver 40 kg ekstra vægt i bilen. Så er man fem fuldvoksne passagerer med bagagerummet fyldt, skal man nok regne med en rækkevidde på lidt over 200 kilometer under optimale temperaturforhold.
Stilfærdig køretur
De vil så alle kunne glæde sig over den stilfærdige køretur. Berlingo har aldrig udmærket sig ved fænomenale køreegenskaber, men de bliver faktisk lidt bedre i elbilen, fordi batteriet godt nok er tungt, men vægten er fordel i vognbunden med lidt mere mellem bagsæde og bagagerum.
Nul til 100 km/t klares på 11,5 sekunder i sport-mode, men det sluger energi i den over 1800 kg tunge bil, så gør det ikke for ofte. Til gengæld er det en god idé at benytte ”B” funktionen i stedet for ”D”, når der køres, for det øger genindvindingen af energi, fastholder rækkevidden og er ganske komfortabelt.
Listepriserne begynder ved 275.000 kroner for ë-Berlingo på hvide nummerplader, og den billigste van-version er prissat til 233.000 kroner ekskl. moms. Den billigste 35 cm længere personbilsudgave med 7 sæder koster 320.000 kroner mens den tilsvarende 4,75 meter lange varevogn koster 249.000 kroner ekskl. moms.