BMW i4 eDrive40 - Biltest

Køreglad elbil – også om vinteren

El-biler har generelt to store handikaps: Den store vægt og spørgsmålet om opladning, dvs. rækkevidde – som bliver væsentlig kortere om vinteren – lade-infrastruktur osv. Hvad det første angår, er det et særligt handikap for en BMW, fordi en vigtig del af en BMW’s særlige kendetegn er dens sublime køreegenskaber. Og stor vægt og køredynamik hænger normalt dårligt sammen. Men forbavsende nok ikke for BMW i4 eDrive.

Udfordringen er ikke desto mindre, at man forventer, at en BMW kører suverænt godt og har det, man kalder en høj grad af køredynamik. Det er en af grundene til, at BMW fastholder baghjulstræk på de større modeller. Det sidste går meget godt, når man udstyrer BMW’en med en kraftfuld elmotor på baghjulene. Men det første, vægten…


Af Søren Clauding – januar 2023

Flere BMW prøvekørsler - find dem hér >>>

Andre BMW prøvekørsler - find dem her >>>


2,1 tons+

Den prøvekørte BMW i4 i eDrive40 versionen vejer 2125 kg. Det er en stor vægt, men overvægtig kan man ikke kalde den, for det er mindre end mange konkurrenter. Men det er fortsat mange kg, der skal accelereres, bremses ned og skubbes i alle mulige retninger, afhængig af førerens signaler.



Men projektet er blevet ret vellykket, selvom i4 eDrive40 vejer omkring 400 kg mere end den 4-serie Gran Coupé, som den er baseret på. Forklaringen er måske, at de elektriske drivliner er tænkt ind i udviklingen af 4-serien fra begyndelsen af. I4 er ikke en ombygget ICE-bil og det mærkes.

Lever op til forventningerne

Ved almindelig kørsel, også gerne frisk kørsel, lever den elektriske BMW helt op til forventningerne til en BMW. Det er faktisk kun dér, hvor bilen bringes ud på grænsen, at man fornemmer vægten. Hvilket givet vis også skyldes BMW’s definition af hjulophængene med tilhørende affjedring.



 

I4 eDrive40 er ganske enkelt mere blødt sat op end man normalt ville forvente i en dynamisk bil. Hvis den skulle være strammere, for at kompensere for den forøgede vægt så det virkelig battede, ville den formentlig gå hen at blive ukomfortabel.

Det harmonerer dårligt med den tunge bil, så man har taget konsekvensen af den større vægt og skubbet fokus over på komfort – uden dog at forlade køredynamikken helt og holdent. Fornemt afbalanceret.

Fremragende på glatte veje

Nu ville tilfældet, at der lå sne over Danmark i et par dage mens bilen var til test. Hér var det intet mindre end genialt, at mærke i4’erens styreegenskaber på de glatte veje med ofte uforudsigeligt greb. Den blødgjorte affjedring passede perfekt til vintervejret – også til trods for, at testbilen var udrustet med 245/40-19 vinterdæk. De virkede umiddelbart lidt skræmmende, men det fungerede rigtig godt.


 


Så kort fortalt har BMW skabt en køreglad elbil, som oven i købet kører godt, ja måske endda forholdsmæssigt endnu bedre på kolde og til tider isglatte veje.

Ingen træer tæt på himlen

Hvordan så med rækkevidden? Der er ikke så meget at sige. Batteriet er på 83,9 kWh og det rækker iflg. kollegers erfaring til, at man godt kan komme tæt på WLTP tallet på 585 kilometer, når vejrforholdene og temperaturerne følger WLTP-definitionerne.

Men i kulden med ned til 5-6 minusgrader i testperioden: Træerne vokser altså ikke ind i himlen. Rækkevidden ved forsigtig kørsel var nærmere de 350 km end de 400. Med 200 kW DC-ladning vil man da kunne bringe batteriniveauet op fra 10 til 80 procent på en halv times tid, hvor forholdene er optimale. Hedder det sig, for det prøvede vi dog ikke.



Slag med halen

Opladningen af batteriet ved hjælp af bilens regenereringssystem, der i høj grad anvender elmotoren i generator-mode, når speederen slippes, gav i øvrigt den pudsige køreoplevelse, at BMW’en slog smut med bagenden, når vi havde boostet regen-effekten via B-indstillingen på transmissionen.

Det skyldes formentligt, at energistyringen af regen fra baghjulene ikke er parat til alle slags vejr og tilsvarende, at regen-effekten fra forhjulene var beskeden på de glatte veje. På den ene side kan man jo så bare lade være med at benytte ”B” indstillingen, på den anden side var det egentlig bekræftende for bilens gode styreegenskaber. Trods overraskelsesmomentet, første gang, det skete, kunne en udskridning fanges å let som ingenting. Det var et andet udtryk for BMW’ens sublime køreegenskaber.

Køreglædeprisen

Og uden dengang at have prøvet det, var netop oplevelsen af bilens køreegenskaber under forskellige kørselsforhold og den fornøjelse det er, at køre den, årsagen til, at jeg indstillede den til ”Køreglædeprisen” ifm. kåringen af Årets Bil i Danmark 2023. Ubegribeligt, at der ikke var flertal derfor, men demokratiets veje er iblandt uransagelige, for i4 eDrive havde virkelig fortjent den.

Listeprisen er lige godt en halv million kroner. Med udstyr som på testbilen var prisen krøbet det meste af 150.000 kroner i vejret. Vil man holde pristilvæksten nede, kan der spares 34.000 kroner på 19” hjulene og 20.000 kroner på læderindtrækket. Den såkaldte innovationspakke koster over 42.000 kroner er det udstyr, vi helst ville beholde.



Bagsædepladsen er ikke overvældende, bagagepladsen slæber an. Og har man brug for mere plads, kan man sætte en 1500 kg anhænger bagpå. Men indrømmet, så kan det godt være, at den æstetiske nydelse af den smukke coupé-limousine lider et knæk.

 

Model:

BMW i4 eDrive40 RWD

Listepris:

Kr. 502.828

Motor og batteri:

Elmotor, 250 kW (340 hk), 430 Nm. 83,9 kWh litium-ion. 11 kW AC. 200 kW DC.

Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ Forbrug/ Rækkevidde (WLTP):

5,5 sek./ 190 km/t./ 16,1-19,1 kWh/100 km. 585 km.

Hjul:

245/40-19. Ekstraudstyr

Længde:

4,78 meter

Bagagerum:

470-1290 liter

Værd at bemærke:

17” letmetalfælge (standard). 3-zone klimaanlæg. Sportssæder. P-assistent. Ladekabler.