Danmarkspremiere: Volkswagen ID.4
ID-rig elbil med meningsfuld ID
Alle bilfabrikker bygger elektrificerede biler i et eller andet omfang, mange har også skabt regulære elbiler, der ikke kan køre uden strøm. Men udvalget på markedet er et godt sammensurium af mere eller mindre vellykkede elbiler. Den nye VW ID.4, der lanceres i Danmark til marts, er en af dem, der giver allermest mening.
Indrømmet, vi har ikke kørt den nye bil endnu, og alene haft mulighed for at trænge lidt ind under lakken på den i forbindelse med Danmarkspremieren, der, begrænset af Corona-restriktioner, fandt sted for en lille håndfuld journalister. Men den ser ualmindelig rigtig ud. Og med forventninger til, at den kører ligeså godt som lillebror ID.3, er der god grund til at tro, at den noget mere velvoksne ID.4 rammer bedre ind i typisk dansk kørselsbehov.
Af Søren Clauding – 9. december 2020
VW prøvekørsler - find dem hér >>>
Volkswagen har haft succes med ID.3 siden den danske lancering tidligere på året. Man har solgt 1800 eksemplarer af fabrikkens første bil, der fra grunden er skabt som elbil. Dermed er den blevet den næst mest solgte elbil i Danmark i året, der snart rinder ud. En fjer i hatten var hæderstitlen, Årets Bil i Danmark 2021, men ID.3 havde såmænd nok også klaret sig godt uden, for Volkswagen har et godt ry i Danmark, som selv ikke dieselskandalen var i stand til at udradere.
Trods Corona restriktioner blev masken smidt.
...men der var også rigelig sprit.
Mere komplet
ID.3 er en glimrende elbil, men ID.4 er mere end en tand bedre, fordi den er mere komplet. Platformen er identisk med den, som ID.3 er baseret på, den har også samme akselafstand, men ID.4 er med sine 4,58 meter hele 32 cm længere end 3’eren. Den er desuden skabt som en ægte SUV, med en frihøjde på over 16 cm, den vil senere kunne fås med firehjulstræk og den er såvel 6 cm højere end ID.3 som 4 cm bredere. Man sidder 3 cm højere, og det giver også god mening, for SUV’er er populære, bl.a. fordi man sidder højere, men også fordi bilerne er rummelig og fordi de kan køre, hvor andre giver op.
ID.4 er ualmindelig rummelig, fordi man har udnyttet elbilens fordele med kompakt drivline og rigtig placering af Inverter og andre elektriske elementer. Man har dog som i ID.3 lagt elmotoren mellem baghjulene, og dermed sat sig ud over årtiers gode erfaringer med forhjulstrukne biler. Det burde dog som udgangspunkt ikke have stor betydning med henblik på stabiliteten (akselafstanden er næsten 9 cm længere end hos fx søstermodellen, Tiguan), fordi man i moderne tid er godt hjulpet af kørehjælpemidler, men fordelen er nok størst i bymiljø – hvor en elbil også fortsat giver bedst mening.
Kompromisløs energieffektivitet
Den store rummelighed er opnået, uden at gå på kompromis med aerodynamikken, hvor man flot rammer en luftmodstandskoefficient på 0,28. Det er især godt, set i lyset af den forøgede frihøjde og det højere karrosseri. Det har så også medvirket til, at rækkevidden med det store batteri på 77 kWh, som er standard i de første varianter på markedet, er 522 kilometer og blot 18 kilometer kortere end for den noget mindre ID.3. I praksis er 450-460 kilometer meget realistisk, oplyser Volkswagens danske informationschef, Thomas Hjortshøj.
ID.4 følges op af en udgave med 52 kWh batteri og en WLTP-angivet rækkevidde på 348 kilometer. Den giver formentlig endnu bedre mening end den kraftigere model. Da må man godt nok ”klare sig” med enten 148 eller 170 hestekræfter, modsat de 204 hk, som 77 kWh udgaven kan præstere, men batterivægten er også 150 kg lavere. Det er fortsat et af elbilernes minusser, at de skal slæbe rundt på stor en dødvægt i form af de meget tunge batterier. Det store batteri vejer ikke mindre end 493 kg.
God økonomi
I forhold til den nye afgiftslovgivning, som det forventes at den ser ud, når den forventeligt forelægges 18. december i år, giver det mindre batteri også bedst mening i økonomisk forstand, fordi der gives en afgiftsrabat på i nabolaget af 1700 kr. pr. kWh op til en overgrænse på 45 kWh.
Prikken over i’et, som signalerer ID.4’s store alsidighed, er det faktum, at man må trække en anhænger på op til 1200 kg, noget der normalt ikke er elbiler forundt. Trækkrogen er oven i købet elektrisk, så den kan foldes væk, når den ikke skal bruges.
Eget ID
Summen af egenskaber underbygges i ID.4 af et unikt design, der dog ikke overraskende læner sig op af lillebror. Men den har sin helt egen identitet, netop på grund af alsidigheden. Introduktionsfasen i Danmark indledes med to First Edition varianter, der forventes at koste omkring 400.000 kroner for udgaven med 52 kWh og godt 470.000 kroner med 77 kWh.
Begge versioner er veludstyrede, hvad de vel ret beset også bør være. Man må ikke glemme, at uden afgiftsfritagelse i Danmark (bortset fra moms), er der tale om biler, der med samme afgift som konventionelle biler ville koste et godt stykke over en million kroner.
Udstyret inkluderer da også på den billigste version fx 20” alufælge, adaptiv fartpilot med kø-funktion, navigation ”Pro”, bakkamera, ratvarme og 2-zone klimaanlæg baseret på den ideelle teknik i en elbil, nemlig en varmepumpe. I den dyre udgave er hjulene vokset til 21”, hvilket der kompenseres for gennem en justerbar adaptiv undervogn, standard er også LED Matrix forlygter, panorama glastag, head-up display, 3-zone klimaanlæg, nøglefri betjening, elektrisk anhængerkrog og el-sæder.
Hurtige fakta om VW ID.4
Introduktion i Danmark: Marts 2021
Elmotor på hhv. 148, 170 eller 204 hk. 310 Nm. Baghjulstræk.
0-100 km/t: 8,5 sek.
Topfart: 160 km/t.
125 kW hurtigopladning.
52 hhv. 77 kWh batteri.
Rækkevidde: 348 km hhv. 522 km WLTP.
Forbrug: 16,7-19,2 kWh/100 km (148/170 hk), 17,7-18,9 kWh/100 km (204 hk).
Anhængervægt: 1200 kg (8 pct.)
Længde: 4,58 meter.
Bredde: 1,85 meter.
Højde: 1,61 meter.
Frihøjde: 16,3 cm.
Akselafstand: 2.766 mm.
Bagagerum: 543 liter.
Vendediameter: 10,2 meter.
Garanteret batterikapacitet efter 8 år/160.000 km: 70 pct.