2022 Copper X Prix

EXTREME.E i Chile var helt Crazy og ude i ekstremerne

Hamiltons X44 med Gutierrez og Loeb vinder - men Rosberg X fører stadig

Det er som om, at verdens mest ekstreme løbsserie for fuldt elektriske off-road racere bliver stadig mere ekstrem. Og det såkaldte Crazy Race, som er et opsamlingsheat med sidste chance for deltagelse i finalen, har udviklet sig til at være den rette betegnelse for samtlige heats. Sådan var det i hvert fald i årets næstsidste mesterskabsafdeling, som fandt sted i Atacama ørkenen nær Antofagasta i Chile.

Det ellers så suveræne Rosberg X Racing team, ejet af den tidligere Formel 1 verdensmester, Nico Rosberg, kunne have vundet mesterskabet i Chile, men sådan gik det på ingen måde. Og sejren i ”Copper X-Prix”, som highlighter den målrettede indsats der gøres for at sikre en bæredygtig produktion af et af verdens mest uundværlige mineraler (nemlig kobber), kunne også være gået til McLaren teamet med Tanner Foust og Emma Gilmour, som kørte først i mål. Men sådan gik det heller ikke.


Topfoto: Laia Sanz var feltets hurtigste kvindelige kører og en kraftigt medvirkende årsag til, at hun sammen med Carlos Sainz kunne tage 2. pladsen i Copper X-Prix. På billedet fører hun foran den senere finale vinder, Christina Gutirerrez, Emma Gilmour og Christine GZ.

Fotos er stillet til rådighed af EXTREME.E mediacentre, hvor den specifikke copyright er anført.


Af Søren Clauding - 26 september 2022


Det var egentlig ikke overraskende, for de indledende kvalifikationskørsler var ret Crazy, så man var ligesom vænnet til det. Ja faktisk var det ret tosset allerede under den frie træning på den til anledningen anlagte 3 kilometer lange off-road bane, der uden sammenligning var den hurtigste, som EKSTREME.E har benyttet i serien kun godt halvandet år lange eksistens.

Jutta Kleinsmidt formåede nemlig, at lande så hårdt med sin ABT Cupra racer, som hun deler med Nasser Al-Attiyah, at hun måtte transporteres til hospitalet i Antofagasta for nærmere undersøgelse af hendes rygsøjle. Hun blev indlagt til overvågning og indtil videre ser det ud som om hun slap med skrækken.


Det slog hårdt, da Jutta Kleinsmidt landede sin ABT Cupra racer allerede under den fire træning. Siden lykkedes det Nasser Al Attiyah sammen med reservekører Klara Andersson at køre en podieplacering i hus.

Klara Andersson.


Kvinderne brillerede

Derpå overtog EXTREME.E reservekøreren, den blot 22-årige svensker Klara Andersson uden forudgående træning Kleinsmidts plads. Og hun voksede i den grad med opgaven. Det samme kunne siges om det øvrige felt af kvindelige kørere, som over året har bragt sig tæt på niveau med de mandlige deltagere.

Efter striben af indledende løb, som hver på deres måde var helt ude på ekstremerne, som fx da ikke færre end tre kørere ved starten på kvalifikationsheat 2 i deres iver, undlod at køre den rette vej gennem de flagmarkeringer, der udgjorde en af ”portene” på banen. Det udløste naturligvis siden tidsstraffe til alle. Eller da kørere kolliderede i Switch-zonen (pit-området) med blot 30 km/t. Eller da…og sådan kunne man blive ved i næsten en uendelighed.

For selv i afsluttende finale blev der uddelt tidsstraffe, fordi kørerne ikke holdt sig til banen, og derfor var selv den senere erklærede vinder, Sebastien Loeb, der kører Lewis Hamiltons X44 racer, i tvivl om, hvorvidt han og kører-partneren Christina Gutierrez overhovedet havde vundet, for de havde jo selv set McLaren raceren køre først i mål.


Tanner Foust presser sig forbi Sebastien Loeb i finalen, men den der ler sidst ler bedst og det var siden Christina Gutierrez og Sebastien Loeb, der fik sejren.


Tidsstraffe ændrede tingene

Men en række væltede markeringsflag udløste tidsstraffe, også til McLarens Foust og Gilmore, og da Loeb selv slap for en straf, fordi flaget, han ramte, godt nok var ramt, men ikke væltet, stod det klart, at den 9-foldige rallyverdensmester sammen med den kvindelige spanske Dakar-stjerne, skulle øverst på skamlen.

Næstøverst på præmieskammelen stod vinderne af det første af løbene på Sardinien, Kyle Leduc og Sara Price som kørte deres Chip Ganassi anmeldte racer. Men efter nøje granskning af deres kørsel fik de en tidsstraf, som sendte dem ned på 4. pladsen i finalen.

Derved avancerede Acciona-Sainz teamet med Carlos Sainz og weekendens hurtigste kvindelige kører, Laia Sanz til 2. pladsen. Og ved samme lejlighed oplevede den debuterende Klara Andersson at opnå en podieplacering sammen Nasser Al Attiyah.

Rosberg X Racing fejlede

Men hvad skete der så lige med de mesterskabs førende Rosberg X Racing-kørere, den regerende mester, Johan Kristoffersson, samt hans kvindelige hold-kollega, Mikaela Åhlin-Kottulinsky? De nåede såmænd aldrig frem til startstregen til finalen, da en programfejl i deres racer betød, at den nægtede at starte (hvilket indebar at LeDuc og Price på stående fod blev kaldt ind på startlinjen).


RXR raceren mens den endnu kunne køre - og flyve. Teamet fører fortsat mesterskabet trods det frie fald i Chile.


Triumfen var naturligvis stor, da Hamiltons team kunne tage årets første sejr, men i spændingens tegn var det vigtigste, at hverken team-mesterskabet eller kørernes mesterskab blev afgjort i Chile. Mesterskabet skal nu afgøres ved finaleløbet i Uruguay sidst i november.

Tæt i toppen

I team-mesterskabet har RXR dog fortsat en rimelig føring med 83 points mod X44 teamets 66 og Acciona Sainz teamets 60 points. Men i kørernes mesterskab er det meget tæt: Kun to points adskiller Åhlin-Kottulinsky/Johansson fra Gutierrez/Loeb mens Sanz/Sainz blot er yderligere 6 sekunder efter. Og så er der den lille detalje, at i kører-mesterskabet tæller kun de fire bedste af årets resultater. Og i team-mesterskabet får man 5 points for over weekenden at have kørt den hurtigste tid i den såkaldte Super Sector.

Resultat, Copper X-Prix, Antofagasta, Chile, 25. september 2022:

  1. X44 (Christina Gutiérrez/Sébastien Loeb)
  2. Acciona Sainz XE (Laia Sanz/Carlos Sainz
  3. ABT CUPRA XE (Klara Andersson / Nasser Al-Attiyah)
  4. Hummer Chip Ganassi (Sara Price/Kyle Leduc)
  5. McLaren (Emma Gilmour/Tanner Foust)

Stillingen i team mesterskabet efter Copper X-Prix:

  1. Rosberg X Racing (Mikaela Åhlin-Kottulinsky / Johan Kristoffersson) 83 points
  2. X44 (Christina Gutiérrez / Sébastien Loeb) 66 points
  3. ACCIONA | Sainz XE Team (Laia Sanz / Carlos Sainz Snr.) 60 points
  4. Chip Ganassi Racing (Sara Price / Kyle Leduc) 55 points
  5. McLaren XE (Emma Gilmour / Tanner Foust) 34 points
  6. Genesys Andretti United Extreme E (Catie Munnings / Timmy Hansen) 33 points
  7. XITE ENERGY RACING (Tamara Molinaro / Timo Scheider ) 29 points
  8. JBXE (Hedda Hosås / Kevin Hansen)  25 points
  9. ABT CUPRA XE (Klara Andersson / Nasser Al-Attiyah ) 21 points
  10. 10.Veloce Racing (Christina GZ / Lance Woolridge) 8 point

Stillingen i kører mesterskabet efter Copper X-Prix:

  1. Mikaela Åhlin-Kottulinsky / Johan Kristoffersson, 68 points
  2. Christina Gutiérrez / Sébastien Loeb, 66 points
  3. Laia Sanz / Carlos Sainz, 60 points
  4. Sara Price / Kyle Leduc, 55 points
  5. Catie Munnings / Timmy Hansen, 33 points