FIA eTouring Car World Cup
Tambay kronet som ETCR sæson konge
Det blev den franske racerkører og ETCR-rookie i 2022 sæsonen, Adrien Tambay, der blev kronet som årets sæsonkonge. Det er den titel, der følger med sejr i ETCR-mesterskabet, som i år blev løftet op på World Cup niveau, og kvitterede for den nye status ved trods vanskelige internationale forhold i halen på Corona-pandemien, at gennemføre i alt 6 løb på ligeså mange forskellige destinationer.
Tambay var tæt ved også at få titlen som weekendens konge på den tyske Sachsenring racerbane nær Chemnitz, hvor finalen fandt sted. Han sluttede med maksimumpoints, men det samme gjorde team-kollegaen hos Cupra EKS, Tom Blomqvist, der kørte i parallel-puljen. Reglementet siger da, at den kører, der har sat den bedste kvalifikationstid, bliver vinder, og det var Tom Blomqvist.
Topfoto: Adrien Tambay kørte et perfekt løb på Sachsenring, scorede maksimum-points og blev kroner som ETCR konge 2022. På billedet fører han foran Luca Filippi og Norbert Michelisz.
Af Søren Clauding – 26. september 2022
Første mesterskabs triumf
For Adrien Tambay var sejren i mesterskabet klart nok det vigtigste resultat. Den 31-årige søn af den tidligere Formel 1 Grand Prix vinder og dobbelte CanAm mester, Patrick Tambay, har nemlig aldrig vundet et mesterskab – noget han dog var ydmyg nok til ikke at forvente, da han først på året fik muligheden for at køre FIA eTouring Car World Cup.
Men søndag d. 25. september blev det en realitet. Og bag sig havde han en storslået sæson, hvor den dobbelte weekend-konge og afgående mester, team-kollegaen Mattias Ekström, var blandt de kørere, han besejrede. Ekström sluttede på 2. pladsen i mesterskabet og Blomqvist blev nr. 3.
Adrien Tambay.
Rally-aner
Tom Blomqvist er heller ikke en Hr. hvem som helst. Han er søn af 1984 rally-verdensmesteren, svenske Stig Blomqvist, og Tom, der er født som svensk statsborger, men i dag kører under britisk pas, har bl.a. deltaget i Formel E, hvor han dog ikke opnåede den samme succes som i ETCR.
Bedst af resten blev belgiske Maxime Martin, der kører for det italienske Romeo Ferraris i Alfa Romeo Giulia look-a-like biler, og på 5.pladsen sluttede den bedste Hyundai veloster look-a-like racer med spanske Mikel Azcona i cockpittet.
Tom Blomqvist side om side med Mattias Ekström og Nick Catsburg.
Vanskelige vilkår
ETCR blev grundlagt i 2020 og blev præsenteret midt i den globale Covid19 pandemi. Trods store udfordringer valgte Discovery Events, der har skabt serien for de højt ydende elektriske racerbiler i standardvogns-look, at igangsætte serien i 2021. Pandemien var dengang langt fra overstået, men takket være en stor velvilje fra CHGP promotor Jac Nellemann kunne man ved flere lejligheder opleve serien i Danmark, især med en mesterskabs-afdeling i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix 2021.
Økonomien var den store udfordring for deltagerne såvel som arrangørerne, men alligevel valgte man at videreføre serien i 2022, trods den vanskelige internationale situation, der har skærpet det økonomiske klima. Ikke desto mindre fik man bl.a. takket være et vedholdende engagement fra ikke mindst Goodyear stablet en sæson på benene, hvor man fik gennemført i alt seks af syv planlagte World Cup afdelinger.
Sachsenring blev sæson-finale
Oprindelig var det dog tanken, at køre ETCR på såvel Istanbul Park som i Sydkorea, men disse to afdelinger blev fravalgt til fordel for sæsonfinalen på Sachsenring. Det var i øvrigt første gang serien optrådte på tysk asfalt – til trods for, at Cupra producerer deres elektriske biler ikke langt fra racerbanen og Hyundai også har sit europæiske motorsportscentrum i Tyskland.
Med kun seks biler til rådighed og opdelingen i to parallelpuljer samt et opfindsomt men ret kreativt point- og afviklingssystem formåede man at gennemføre sæsonen, levere et godt show – men om mesterskabet kan overleve vil først tiden vise. Fremtiden ser aktuelt noget uoverskuelig ud. Men i motorsporten har man tradition for at manøvrere gennem vanskelige tider, præcis som ETCR også har gjort det i de to år, serien har eksisteret. Det bliver spændende at se, om serien kan udvikle sig og bestå også i 2023.
Mattias Ekström måtte overlade kronen til Adrien Tambay men sluttede dog selv på en samlet 2. plads i mesterskabet. På billedet foran Catsburg og Vernay.
Resultat af ETCR World Cup 6. afd, Sachsenring, 25. september 2022, de fem bedste:
- Tom Blomqvist, Cupra, 100 pts.
- Adrien Tambay, Cupra, 100 pts.
- Norber Michelisz, Hyundai, 77 pts.
- Mattias Ekström, Cupra, 67 pts.
- Maxime Martin, Romeo Ferraris, 61 pts.
Slutstillingen i FIA eTouring Car World Cup 2022:
Kørere:
- Adrien Tambay, 535 pts.
- Mattias Ekström, 488 pts.
- Tom Blomqvist, 434 pts.
- Maxim Martin, 421 pts.
- Mikel Azcona, 408 pts.
Konstruktører:
- Cupra, 1076 pts.
- Hyundai, 746 pts.
- Romeo Ferraris, 732 pts.