2021 PURE ETCR: Pau - 5. afdeling

Vernay vinder - Ekström mester

Det var franskmanden Jean-Karl Vernay, der kørte sin Hyundai Veloster N ETCR til sejr i sæsonens sidste PURE ETCR afdeling, som fandt sted på Vernays hjemmebane nordvest for byen Pau i Sydfrankrig. Men det var Cupra e-Racer køreren Mattias Ekström fra Sverige, der blev kåret til sæsonens konge efter en dramatisk finale.


Topfoto: Få meter efter starten på B-finalen begyndte Mattias Ekström (Cupra tv.) og Phillip Eng (Giulia mf.) at gnubbe sig op ad hinanden, lige efter de to ses den senere vinder, Jean Karl Vernay, samt Tom Chilton i hver deres Hyundai Veloster. Baptista og Gene sluttede feltet af. 

Af Søren Clauding – 17. oktober 2021



Inden finaledagen stod afgørelsen mellem Mikel Azcona (tv), Jean-Karl Vernay og Mattias Ekström.


Inden finale-afdelingen, der var den femte i historiens første serie for højtydende elektriske standardvogne, kunne fem kørere vinde mesterskabet. Efter lørdagens indledende runder var antallet reduceret til tre og da spanieren Mikel Azcona kørte sin Cupra af banen under kvalifikationskørslerne til A-finalen, som han tilhørte, havde han besejlet sin egen skæbne i mesterskabet. Han startede fra 5. pladsen, avancerede godt nok til 3 pladsen men det var ikke nok til at bevare hans mesterskabsmuligheder.


Farfus (tv) var i pole med sin Hyundai i A-finalen. Daniel Nagy i Cupra startede 2'er - men sluttede på 4. pladsen. Bagest skimtes Mikel Azcona i Cupra.


Først over mållinjen kom brasilianeren Augusto Farfus mens Luca Filipi fra Italien i Giulia ETCR blev nr. 2.

I B-puljen stod slaget mellem Vernay og Ekström og på startstregen så det ud som om at svenskeren uden besvær blot kunne køre sejren og mesterskabet i hus – han startede ydermere fra pole-position. Men efter allerførste sving var sagen en ganske anden.


Jean-Karl Vernay i Hyundai foran vinderen fra København, Phillip Eng i Giulia.


Kollision i første sving

Philip Eng, som startede side om side med Mattias Ekström, og Ekström naturligvis, ville begge vinde drag-racet til første sving, de skubbede ivrigt til hinanden og begge strøg af banen for næsen af de fire øvrige finaledeltagere.

Eng udgik siden mens Ekström haltede i pit, fik skiftet hjul og kørte derpå et stærkt løb, hvor det ikke blot gjaldt om at komme i mål på den femte- og sidsteplads, han nu var henvist til, men også at gøre det indenfor en løbsdistance på 75 procent, så han officielt ville blive klassificeret som nr. 5.

Det lykkedes og dermed var svenskerens samlede sæsonscore fire points bedre end Vernay’s, som med sejr i B-finalen også blev weekendens konge.


Mattias Ekström blev sæsonens konge - men det var lige ved at gå galt, da han og Phillip Eng i starten byttede lak.


Dobbelt triumf til Hyundai

Jean-Karl Vernay havde nemlig imens ydet det bedste han kunne, og i sin Hyundai Veloster sikrede han sammen med Farfus Hyundais første dobbelt-triumf i PURE ETCE. Vernay vandt og Farfus blev nr. 2 i den samlede opgørelse.


Jean-Karl Vernay blev weekendens konge i Pau.


Sæsonfinalen var en værdig afslutning på en innovativ motorsportsgenre, som blev lanceret midt i Corona-pandemien og hvor arrangørerne, Eurosport Event, alligevel formåede at få gennemført de fem løb, som man oprindelig havde planlagt. Flere af løbene blev erstattet af andre pga. pandemien, men også i Danmark kan man være stolt af at have bidraget til etableringen af PURE ETCR som et spændende og nyskabende alternativ til de mere konventionelle motorsportsgrene.

Resultat Superfinale A >>>

Resultat Superfinale B >>>

Weekend resultat sammenlagt >>>

Slutstillingen i ETCR mesterskabet for kørere >>>

Slutstillingen i ETCR mesterskabet for konstruktører >>>


Farfus fører A-finalen.