Formel E eSport race fra lørdag d. 18. april
LIVE på Discovery TV-kanalerne Eurosport og dplay
Formula E Race at Home Challenge støtter UNICEF i en corona-tid
Corona-krisen har ramt hele verden hårdt. Ikke mindst de alleryngste verdensborgere er særligt udsatte og Formel E er det gået ud over, fordi de fleste løb var planlagt til at finde sted i forårsperioden. Nu lanceres en løbsserie i racer-simulatorer, som efter planen herhjemme kan følges LIVE på Discovery TV-kanalen Eurosport 1, og som samtidig støtter UNISEFs globale arbejde for børn.
Sidstnævnte er helt i tråd med det samfundsansvar, der er grundfilosofien bag Formel E. Miljøet er på dagsordenen ved ethvert Formel E løb, men det tema er ikke umiddelbart indlysende, når der, omend tvunget af omstændighederne, køres race i simulatorer. Det er til gengæld ofrene for corona-pandemien, som umiddelbart mest rammer verdenssamfundets sårbare gamle, men som siden efterlader livslange dybe ar i børns bevidsthed. UNISEF arbejder for at børn kommer bedst muligt gennem corona-krisen, til det arbejde er penge en stadig mangelvare, og derfor igangsættes en penge indsamling (klik hér, hvis du vil yde et bidrag til UNICEFs globale arbejde for børn, der er påvirket af coronavirus).
Topfoto: Formel E racerkørerne er vant til at træne i simulatorer. På billedet er det DS-Techeetah teamets simulator i Paris, der er indrettet som en regulær Formel E racerbil. I det nye mesterskab køre deltagerne i ens simulatorer.
Af Søren Clauding - 15. april 2020
Mesterskab på stand-by
Formel E mesterskabet 2019/20 begyndte i november sidste år, fem løb ud af i alt 14 nåede at blive kørt, inden corona-virussen lagde sin klamme hånd på resten af kalenderen. Selvom løbene i Berlin, New York og London endnu ikke officielt er aflyst, er det usandsynligt, at de finder sted. Summa summarum: Med stor sandsynlighed køres der først Formel E igen sidst i 2020.
Der eksisterer dog stadigt et spinkelt lille håb om, at den gradvise åbning af det tyske samfund vil gøre det muligt, at køre løbet i Berlin sidst i juni. Det vil i givet fald på ”gætte-niveau” formentlig blive afviklet som et dobbelt løb og igen på gætte-niveau måske over to weekender, altså med fire løb i alt, så man kan slutte mesterskabets sjette sæson med noget, der ligner et resultat. Om det vil ske, vil tiden vise.
SIDSTE: 16. april blev det besluttet at også Berlin E-Prix i juni måned er aflyst.
Alle mod alle for de yngste
Med et helt felt af arbejdsløse Formel E kørere, der som alle andre racerkørere i denne tid hungrer efter på ny at køre race, var skridtet ikke langt til, at etablere en løbsserie i Formel E racerbils simulatorer. I forvejen bruger Formel E kørerne temmelig meget af deres træningstid i deres teams simulatorer, og i forbindelse med hvert eneste af de virkelige E-Prix’er kører udvalgte fans allerede mod udvalgte Formel E kørere.
Det får de nu alle lov at gøre imod hinanden, både alle Formel E kørerne og et felt af særligt dygtige simulator-kørere. Det hele vises efter planen LIVE på Eurosport og ved samme lejlighed igangsættes den nævnte verdensomspændende pengeindsamling på vegne af UNISEF, som har hårdt brug for penge til at holde hånden under verdens yngste, deres sundhed, sikkerhed og indlæring under corona-krisen.
Formula E Race at Home Challenge
I alt er der planlagt 8 afdelinger i mesterskabet, som er døbt Formula E Race at Home Challenge. Løbene vil finde sted hver lørdag eftermiddag klokken 16:30-18:15 i perioden fra 25. april til 6. juni, samt finalen, som tæller dobbelt i mesterskabet, søndag d. 7. juni. Efter planen vises de alle LIVE på Discovery TV-kanalen Eurosport.
Mesterskabet er stablet på benene på meget kort tid og allerede på lørdag d. 18. april køres der en test-afdeling, der også TV-transmitteres fra klokken 16:30-18:15, som i Danmark vil kunne ses på de digitale platforme, Eurosport Player og dplay.
Blandt deltagerne i den nye eSport Formel E serie er Nissans Sebastien Buemi. Han har tidligere, i 2017 i Renault regi, deltaget i et stort opsat eSport race i Las Vegas. Denne gang køres der hjemmefra.
To løb pr. løbsdag
Der køres to parallelle konkurrencer. Den ene for alle Formel E kørerne i deres respektive teams, den anden for verdens hurtigste sim-kørere, altså simulator-kørere, samt særligt inviterede personligheder som influencerne Jimmy Broadbent og Benjamin Tiametmarduk. Præmien for at vinde det sidstnævnte mesterskab er en gratis deltagelse som gæstekører i Jaguar I-PACE eTrophy, når der på ny kommer gang i de virkelige motorløb.
Løbs setup’et er meget forskelligt fra dét der kendes i den virkelige verden: Hver Formel E deltager har én kvalifikationsomgang til rådighed. I selve løbet elimineres den langsomste kører for hver omgang, der køres. Når der er 10 deltagere tilbage, afsluttes løbet med en enkelt afgørende sprint-omgang. I de otte afdelinger uddeles der points efter den vanlige FIA-skala – 25-18-15-12-10-8-6-4-2-1. Finale-løbet giver som nævnt dobbelt points og der uddeles også ét ekstra point for poleposition, respektive hurtigste omgangstid.
Avanceret udstyr
Computer-gamere skal kvalificere sig i dagene op til hvert løb og dertil benyttes der rFactor 2 simulation software, som inkluderer den seneste generation Formel E racerbiler, opdaterede bildesigns og ikoniske baner som fx dem i Hong Kong og Monaco. De 18 hurtigste kvalificerer sig til hovedløbet om lørdagen, hvor de møder et udvalg af influencers og kendte navne fra motorsporten. De tre bedst placerede sim-kørere i løbet er automatisk kvalificeret til den efterfølgende mesterskabsafdeling.
Formel E kørerne deltager også via nettet med ens software, i simulatorer fra Playseat, hjul og pedaler fra Fanatec, de nyeste spille-PC’er, skærme, hovedtelefoner mv. fra Asus.
I 2017 blev der kørt eSport Formel E race i Las Vegas. Setup'et er fra dengang og ikke helt identisk med det, der benyttes i den nye serie.
En team-trænings simulator er visuelt anderledes end dem, der benyttes i Formula E Race at Home Challenge, men begge er ret avancerede.