2019 Marrakesh E-Prix

2019 Marrakesh E-Prix:

Vildt og kaotisk

Mahindra vandt Marrakesh E-Prix i fjor med Felix Rosenqvist i cockpittet. I år fik det indiske team endnu en sejr, denne gang med Jerome d’Ambrosio. Men turen dertil var både vild og kaotisk.


Titelbillede: Jerome d'Ambrosio kørte sin Mahindra til endnu en triumf i Marrakesh, dog godt hjulpet af andres selvbestaltede uheld.


For belgiske Jerome d’Ambrosio var der tale om den første Formel E triumf siden 2016 og den tredje i karrieren. De to første sejre fik han imidlertid alene, grundet andre køreres diskvalifikation. Han kom dog ikke sovende til resultatet i Marokko, men han var også denne gang godt hjulpet undervejs af andres mere eller mindre selvbestaltede uheld.

Således lykkedes det de to BMW-kørere, vinderen fra Ad Diriyah, Antonio Felix da Costa og Alex Sims, i en vild indbyrdes duel, at køre hinanden af banen. Sims kom tilbage og sluttede på 4. pladsen, men Da Costa var ude af racet.

Kørte over evne

Den på mange måder afgørende episode fandt sted, da der resterede 10 minutter af løbet i den marokkanske by, og det så ud som om, at de to BMW-kørere kørte over evne i en i hvert fald unødvendig bremseduel.


De to BMW-racere var hurtige og dominerede løbet, men endte med at køre hinanden mere eller mindre af banen.


Begge racere blokkerede hjulene og kunne ikke styre ind i den snævre venstrekurve, der fulgte. De kørte med blokkerede hjul side om side ind mod kurven –måske skyldtes blokeringen en ujævnhed på racerbanen. Set i bakspejlet var uheldet meningsløst, for det på den ene side skyldtes Alex Sims forsøg på, at fravriste team-kollegaen føringen i løbet. Omvendt var Da Costa parat til at påtage sig skylden efterfølgende: "jeg kunne jo blot have ladet Alex køre forbi og nøjes med 2. pladsen."

Marrakesh E-Prix kan ikke præcis siges, at være BMW’s løb. Begge kørerne var så hurtige, at de kvalificerede sig til Super-pole, og de opnåede hhv. en 3. startplads til Da Costa og en 6. startplads til Sims. Men et overforbrug af effekt på opvarmnings-omgangen betød, at Da Costa mistede sin tid og i stedet måtte starte efter Jaguar's Mitch Evans fra 6. pladsen.

Uheld i første sving

Allerede i starten var de hjulpet frem af, at DS-Techeetahs Jean-Eric Vergne oversatsede i løbets første kurve, i et forsøg på at overhale den førende Virgin-kører, Sam Bird. Bird slap helskindet fra angrebet, men Vergne skred ud og forårsagede kaos i rækkerne. Adskillige kørere mistede op til 10 placeringer i forsøg på at undlade kollision.


Starten er gået og Jean-Eric Vergne i DS kom hurtigere afsted end rivalen i Virgin-teamet, Sam Bird. Men Sam Bird lod ikke Vergne komme forbi og brøkdel ag et sekund efter foto'et er taget stod Vergnes racer på tværs af banen - det vendte op og ned på mange ting. Alligevel nåede både han og team-kollegaen André Lotterer i mål på gode placeringer og DS-Techeetah teamet udbyggede sin føring i mesterskabet.


Deriblandt Nissan’s Sebastien Buemi, der vandt i Marrakesh for to år siden, Mitch Evans og hans Jaguar teamkollega, Nelson Piquet. Andre kørere lukrerede på uheldet ved at slippe lettere igennem, bl.a. Audi's Lucas di Grassi og team kollegaen Daniel Abt – og ikke mindst Jerome d’Ambrosio, der hurtigt fandt sig selv på 5. pladsen efter at være startet 10’er.

Den snævreste sejr i Formel E historien

Siden havde d’Ambrosio også lidt held i sprøjten, da det tog uforholdsmæssigt lang tid, at fjerne Da Costa’s BMW-racer fra banen. Der var safetycar på banen i hele perioden, og mange kørere aktiverede derfor deres Attack-mode med det formål, at have et kraftoverskud, når sikkerhedsbilen kørte i pit og løbet skulle genstartes. Det skete imidlertid først, da der resterede omkring et minut af løbet, og da var Attack-indstillingen på 4 minutter udløbet for stort set alle.

I baghjulet havde d’Ambrosio på den sidste omgang Virgin-team-kollegerne Robin Frijns og Sam Bird, de pressede belgieren hårdt, men han holdt stand og vandt løbet med et forspring på beskedne 1/10 sekund – som i øvrigt var den snævreste sejrsmargin i Formel E mesterskabets historie.

DS-Techeetah udbyggede forspringet

Jean-Eric Vergne og hans DS-Techeetah team-kollega André Lotterer kørte et taktisk klogt løb, set i lyset af, at Vergne havde sat et regulært topresultat over styr allerede i første kurve. De sluttede på hhv. 5. og 6. pladsen i løbet, og udbyggede ved samme lejlighed DS-teamets føring i mesterskabet. I spidsen af kørernes mesterskab er det nu naturligt nok Jerome d’Ambrosio, der som bekendt også nåede præmieskammelen i 1. afdeling i Saudi Arabien.

For Audi’s vedkommende var resultatet ikke præcis, hvad de som regerende team-mestre kunne tænke sig. Deres to kundebiler i Virging Racing teamet blev godt nok nr. 2 og 3, men fabriksbilerne blev hhv. 7. (Di Grassi) og 10. (Abt). Imellem de tog kneb Sebastien Buemi sin Nissan ind, fulgt af Mitch Evans i Jaguar. Egentlig meget godt gået af de to, med tanke på at de to Audi’er havde fordel af uheldet i startfasen og det havde Nissan og Jaguar bestemt ikke.


 

Sebastien Buemi (Nissan e.dams) er vant til at være på præmieskammelen i Marrakesh. Han startede da også fra 3. pladsen men blev et af ofrene for Vergnes overhalingsforsøg i første sving.

Jaguar's Mitch Evans mistede 10 placeringer på grund af andres uheld i første sving, men han kørte sig fint op til 9. pladsen i mål.


Næste afdeling af Formel E mesterskabet finder sted allerede om to uger på den anden side af jorden, nærmere bestemt i Santiago i Chile.


Af Søren Clauding - 12. januar 2019


Resultat som pdf


Marrakesh E-Prix, 2. afd. af Formel E 2019

Resultat:

  1. Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, 46m45,884s.
  2. Robin Frijns (NLD), Envision-Virgin-Audi, +0,143s.
  3. Sam Bird (GBR), Envision-Virgin-Audi, +0,461s.
  4. Alex Sims (GBR), BMW, +0,740s.
  5. Jean-Eric Vergne (FRA), DS-Techeetah, +1,232s.
  6. André Lotterere (DEU), DS-Techeetah, +1,457s.
  7. Lucas di Grassi (BRA), Audi, +1,633s.
  8. Sebastien Buemi (CHE), Nissan, +2,455s.
  9. Mitch Evans (NZL), Jaguar, +2,980s.
  10. Daniel Abt (DEU), Audi, +4,014s.

Stillingen i FIA Formel E mesterskabet

Kørere:

  1. Jerome d’Ambrosio (BEL), Mahindra, 40 pts.
  2. Jean-Eric Vergne (FRA), DS, 28 pts.
  3. Antonio Felix da Costa (PRT), BMW, 28 pts.
  4. André Lottere (GER), DS, 19 pts.
  5. Robin Frijns (NZL), 18 pts.
  6. Sam Bird (GBR), 18 pts.
  7. Mitch Evans (NZL), Jaguar, 14 pts.
  8. Sebastien Buemi (CHE), Nissan, 12 pts
  9. Alex Sims (GBR), 12 pts.
  10.  Lucas di Grassi (BRA), Audi, 9 pts.
  11. Oliver Rowland (GBR), Nissan, 6 pts.

Teams:

  1. DS-Techeetah, 47 pts.
  2. BMW, 40 pts.
  3. Mahindra, 40 pts.
  4. Envision-Virgin, 36 pts.
  5. Nissan, 18 pts.
  6. Jaguar, 15 pts.
  7. Audi, 14 pts.