2019: Fuld power på interessen

I 2018 overhalede Formel E målt på publikums interessen alle andre motorsportsgrene på nær en enkelt. Og i den kommende 2019 sæson kommer der endnu mere power på verdens mest innovative motorsport.

Formel 1 er fortsat den motorsportsgren, der tiltrækker det største publikum, men ingen anden gren på hverken to eller fire hjul kan nu hamle op med Formel E. Og nok så væsentligt: Hvor Formel 1 publikummets gennemsnitsalder er midt i 50’erne, tiltrækker Formel E især veluddannede mennesker mellem 21 og 45 år – og af dem er ikke færre end 42 procent kvinder.


Det er ikke alene blandt publikum, der er mange kvinder. Susie Wolf er ny Team-chef hos Venturi.


Om man deraf kan læse, at kvinder er mere miljøbevidste end mænd er nok at gå for langt. Men mon ikke den omstændighed, at man forureningsfrit kan opleve spændingen i racersporten på allerhøjeste niveau, har en unik appeal. Det foregår endda mere eller mindre udenfor ens dør, hvis man bor i en af de 12 storbyer, Formel E-mesterskabet gæster i den kommende sæson, og man behøver ikke afsætte flere dage til at opleve den særlige atmosfære.

Er man ikke der, hvor det sker, kan Formel E fortsat opleves på TV. Sports-TV kanalen Eurosport viser ifølge planen samtlige ”E-Prix’er” LIVE, der bliver talrige genudsendelser, optaktsudsendelser og tilbageblik. Og hér på FormelE.dk-Sport-Mobilitet følger vi naturligvis også Formel E mesterskabet på nært hold.


Generationsskifte: Formel E appellerer til et ungt publikum og er nu næstmest populært i motorsportsverdenen


Af Søren Clauding – december 2018