Subaru Solterra Touring+ - Biltest

Biltest: Subaru Solterra Touring+ AWD

Elektrisk firehjulstræk til priskrigs-pris

Da Subaru valgte at kaste sig ind i den verserende priskrig på elbils markedet, var det med et markant pristilbud på ”Tesla niveau”. Men det er en ganske anden bil, man får for pengene, faktisk en rigtig god bil, og den kan både købes og leases på ret fordelagtige vilkår. Men hvad er egentlig en Subaru Solterra, for det er naturligvis dén, det drejer sig om?

Som en ægte Subaru er en Solterra født med firehjulstræk. Den kan kun fås med firehjulstræk, og det er Subaru da også eksperter i. Så mon ikke de i udviklingsarbejdet har drøftet emnet intensivt hos ”storebror” Toyota og Subaru, som ikke er lille, men dog noget mindre end det store familiemedlem, der som bekendt er verdens største bilmærke.


Af Søren Clauding – oktober 2023

Andre Subaru prøvekørsler - find dem hér >>>


Gode elbiler med terræn egenskaber

Toyota er også gode til firehjulstræk, og det kan klart fastslås, at det, de to søsterfirmaer har skabt sammen, er meget gode fuldt elektriske biler med forbavsende gode off-road egenskaber og træk-egenskaber på løst og glat underlag. Subaru Solterra er også fuldt elektrisk, den første elbil i øvrigt fra 4X4 specialisten, der ellers gør det i meget fine ukonventionelle boxer-motorer. Og netop fordi Toyota bestemt ikke er nogen novice udi elbiler, er vidensgrundlaget for de nye biler meget stærkt.

Desuden er begge firmaer meget ærlige. Toyota var først med sin version af elbilen, der hedder bZ4X, og de red også stormen af, efter at en ikke rimelig omtale i introduktionsfasen skabte tvivl om det, som pressen i vidt omfang har fokuseret på (måske fordi det var så håndgribeligt), nemlig bilernes rækkevidde.


Man har op til 109 hestekræfter og 168,6 Nm til rådighed - pr. el-motor!


Vigtige overvejelser

Indrømmet, rækkevidden for elbiler er en udfordring for nogle bilbrugere, men ved man, hvad man får, kan man jo forholde sig til om det er passende til ens behov og kørselsmønster. Det er jo ikke meget forskelligt fra de overvejelser, man altid gør sig, når der erhverves ny bil. Men dybest set er rækkevidden jo ikke problemet. Det er først, hvis genopladningen ikke kan finde sted, dér hvor man er, og ikke kan ske i det tempo, man har brug for, at det kan være en udfordring.

Da Toyota bZ4X kom på markedet, var det med en reel rækkevidde, der var i nøje overensstemmelse med det officielle WLTP tal. Det blev der fra forskellig side sat spørgsmålstegn ved. Ikke desto mindre konstaterede undertegnede ved en grundig analyse af el-forbruget i en bZ4X i april i år, at kritikken var urimelig. Og jeg erfarede også selv, hvad andre undersøgelser allerede havde fastslået, at bZ4X og dermed også Subaru Solterra er markedets næstmest energieffektive bil i sin klasse. Toyota tog skraldet, fik det ryddet af vejen og dermed havde også Subaru et renere bord at accelerere sin markedsføring ud fra.

Forskelle og ligheder

Subaru Solterra er i teknisk forstand identisk med Toyota bZ4X, men visuelt er der forskelle, som billederne illustrerer bedre end mange ord. Prismæssigt koster den aktuelt prøvekørte Solterra med tilnavnet Touring+ små 400.000 kroner, og den billigste version er prissat til 367.400 kroner. Det betyder, at man aktuelt kan anskaffe en Solterra med firehjulstræk billigere end en bZ4X med træk på blot det ene hjulpar (forhjulene). Tilsvarende er prisen på Toyotas topmodel 440.000 kroner, og vil man opgradere den til AWD, skal der lægges 25.000 kroner oven i.



Alt, hvad vi tidligere har formidlet om bZ4X i AWD udgavens funktion og køreegenskaber gælder i det store hele også for Subaru Solterra. Den er en virkelig velkørende og luksuriøs all-roundbil, som altså også kan gøre sig godt i lettere off-road terræn, og måske endda endnu bedre end vi har erfaret, hvis man udskifter dækkene med helårsdæk eller regulære grov-mønstrede M&S dæk, men de er næppe morsomme på plan asfalt.

 

Den lille forskel

Men der er en forskel, som man ikke kan se og måske heller ikke som hovedregel behøver at opleve som et problem: Solterra kan lynoplades med op til 150 kW, hvilket er i den øvre ende på markedet, og det kan man jo så benytte sig af, når man er på langfart. Derved kan man få 270 ekstra kilometer på 20 minutter.



Men på hjemmefronten og på offentlige ladestandere er AC lade-kapaciteten 3,7 kW. Batteriet er på 71,4 kWh og det giver en opnåelig rækkevidde ved fornuftig kørsel på over 400 kilometer. Det vil da tage omkring 10 timers hjemmeopladning at opnå populært sagt et par hundrede kilometer på batteriet.

Planlægning er nøgleordet for elbilsejere

Det vil række for de fleste, især fordi niveauet højere, som indføres i 2024, vil være på 11 kW, hvad der er det maksimale, lovgivningen tillader. Hvis man med andre ord kører et par hundrede kilometer i døgnet og lader op fx hver nat, hvor strømmen også er billig, er der ingen udfordringer i det. Og i sagens natur skal man udsøge sig hurtig-ladestanderne til de længere køreture, men det gælder jo ret beset langture i de fleste elbiler, for selv med 11 kW AC-opladning tager det lang tid, at opnå mange kilometer.



I den prøvekørte Touring+ udgave omfatter udstyret som noget særligt fortrinsvis panorama glastaget. Allerede for 10.000 kroner mindre får man bl.a. 20” alufælge, ratvarme, 10 Harman Kardon højtalere, trådløs opladning af mobiltelefoner der kan, sæder i syntetisk læder og el-førersæde med hukommelse. Allerede på basisniveau er 18” alufælge inkluderet, og desuden også el-førersæde (dog uden førnævnte hukommelse), 2 zone klimaanlæg, 12,3” berøringsskærm og 6 af de 10 højtalere.

Model:

Subaru Solterra Touring+ AWD

Listepris:

Kr. 397.400

Motor og transmission:

For og bag: 1 perrmanent magnet synkron elmotor på hver 80 kW/109 hk og 168,5 Nm. System: 160 kW/218 hk. 337 Nm. Permanent firehjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/ Rækkevidde/ energiforbrug (WLTP):

6,9 sek./ 160 km/t/ 414-461 km/ 166-179 Wh/km.

Længde:

4,69 m.

Bagagerum:

452 liter

Værd at bemærke:

20" alufælge. El-førersæde med hukommelse. Sæder i syntetisk læder. Multijusterbart rat med varme. 2 zone Klimaanlæg. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. 12,3” touch screen. Panorama glastag. Sædevarme for og bag. 10 Harman Kardon højtalere. El-bagklap. 360 grader kamera. Rear Cross Traffic med bremsefunktion. Nedkørselsassistent.

Link til importøren