Jaguar I-Pace - Jaguars første serieproducerede el-bil

 


Verdenspremiere: Jaguar I-PACE

Jaguars første serieproducerede el-bil


af Søren Clauding - 2. marts 2018

Jaguar I-PACE er seneste skud på stammen fra Jaguar og er den første rene elbil i mærkets historie. I-PACE er ikke alene sportslig, den præsenterer også næste generations kunstig intelligens-teknologi og har SUV’ens praktiske egenskaber.

Jaguars første møde med offentligheden inden for elektrisk drift, fandt sted, da den navnkundige britiske bilfabrik for halvandet år siden for første gang optrådte i FIA Formel E mesterskabet.

Fabrikken havde valgt at debutere i verdens mest innovative mesterskab for elektriske racerbiler – og derigennem også få de første praktiske erfaringer, som kunne bruges til udviklingen af den første serieproducerede el-Jaguar, Jaguar I-PACE. Den blev siden præsenteret for offentligheden på Frankfurt Motor Show sidste efterår, og nu er I-PACE klar til serieproduktion.

“Vi startede helt fra bunden for at udnytte den nye batterielektriske teknologi med en arkitektur, der er fuldstændig nyudviklet, med henblik på at optimere ydeevnen, aerodynamikken og kabinepladsen i elbilen. Resultatet er I-PACE – en ægte Jaguar og en elektrisk drøm, der bliver virkelighed,” fortæller Ian Hoban, Jaguar Vehicle Line Director.

Lang rækkevidde og hurtig opladning

Litium-ion-batteri er på 90 kWh, det indeholder 432 battericeller, og med det har I-PACE en rækkevidde på 540 km/480 km (NEDC/WLTP-cyklus). Batteriopladning kan ske fra 0-80 procent på kun 40 minutter, når man anvender hurtigopladning med jævnstrøm (100 kW). Opladning på bopælen med en vægmonteret boks med vekselstrøm (3,7 kW) giver den samme opladningsstatus på lige godt 16 timer. Der forventes en løsning som halverer denne tid med en 7,4 kW oplader i samarbejde med Clever. Batteriet er omfattet af otte års garanti eller 160.000 km

I-PACE har også en række smarte teknologier, der optimerer rækkevidden, hvilket omfatter et system til prækonditionering af batteriet: Når I-PACE er tilsluttet opladning, vil den automatisk hæve (eller sænke) batteriets temperatur for at maksimere rækkevidden, før man kører.

400 hk, 700 Nm og 4X4

Drivlinen inkluderer to elmotorer med drivaksler, der er ført gennem selve motorerne for at de kunne være så kompakte som muligt. De anbragt ved hver aksel og dermed bliver bilen firehjulstrukken.

Motorens præsterer en effekt på op til 400 hestekræfter og et drejningsmoment på 700 Nm. Det gør det muligt for I-PACE at ramme 100 km/t fra stående start på kun 4,8 sekunder.

Den skræddersyede aluminiumsstruktur i elbilen sikrer Jaguars mest stive karrosseristruktur med batterierne anbragt centralt mellem de to aksler. Akslerne er udstyret med Jaguars dobbelt wishbone-konstruktion for og Integral Link-konstruktion bag med luftaffjedring (ekstraudstyr) og konfigurér-bar Adaptive Dynamics. Placeringen af batteriet giver mulighed for 50:50 vægtfordeling og et tyngdepunkt, der er omtrent 130 mm lavere end i Jaguar F-PACE.

Design hentet fra koncept sportsvogn

I-PACE’s slanke, coupé-lignende silhuet er inspireret af Jaguar C-X75 superbilen med en kort, lav kølerhjelm, et aerodynamisk optimeret design af taget og hvælvet bagrude. Dermed har man kunnet opnå en modstandskoefficient på blot 0,29.

Afkøling af bilens batterier under stor belastning er afgørende for en elbils præstationer. Det har man ikke mindst taget med sig fra Formel E sporten. For at optimere balancen mellem afkøling og aerodynamik åbner Active Vanes i kølergrillen, når køling er påkrævet, og de lukker, når der ikke er behov for det, så luften ledes gennem luftindtaget i kølerhjelmen, og dermed giver mindst mulig luftmodstand.

Dansk islæt

I kabinen anvendes sofistikerede materialer - herunder muligheden for førsteklasses tekstilinteriør fra den danske producent Kvadrat. I den bageste del af kabinen er der plads til tablet og bærbar pc under sæderne og bagagerummet har en kapacitet på 656 liter. Kapaciteten kan udvides til 1453 liter med nedfældede sæder.

Et nyt navigationssystem til elbiler bruger rutens topografi frem mod destinationen og information fra tidligere rejser, herunder kørestil, til at beregne den individuelle rækkevidde og opladningsstatus med nøjagtighed for maksimal følelse af sikkerhed. Det bliver spændende for alvor at prøve i praksis. Det avancerede system anvender "Smart Settings"-teknologi - styret af AI-algoritmer - til at identificere den enkelte førers individuelle præferencer, hvorefter systemet skræddersyr I-PACEs indstillinger for kørsel og interiør tilsvarende.

I-PACE præsenterer også en Amazon Alexa-kompetence. Dette betyder, at ejerne kan spørge Alexa om information, som findes i Jaguar InControl Remote-appen. Eksempel: Er min bil låst? Hvad er opladningsniveauet? Er rækkevidden tilstrækkelig til at køre på arbejde?

Dansk optimisme efter præsentationen

I Danmark glæder Country Director Michael Lund sig til at introducere I-PACE - også selvom elbilerne lige nu ikke ligger øverst på salgslisterne herhjemme.

”Det kan godt være, at elbilen i øjeblikket har det svært i Danmark. Men hos Jaguar Land Rover har vi fået markedets lækreste elbil. Og vi er sikre på, at I-PACE bliver en succes for os”, siger Michael Lund i forlængelse af den internationale præsentation.

” Jaguar I-PACE er omfattet af vores tre års garanti og tre års gratis serviceaftale (100.000 km) på Jaguar, og vi har fået forhandlet attraktive vejledende priser til privatkøberne.” tilføjer Michael Lund.

”Men dér, hvor vi prismæssigt skiller os ud er, at vi med I-PACE kan tilbyde privatleasing samt særdeles attraktiv beskatningspris til firmabilskunder. Oven i det har vi gennem samarbejdet med infrastruktur udbyderen Clever gjort det nemt at få det optimale ud af sin elbil”, fortæller Michael Lund.

Vi har kørt verdens første serieproducerede el-bil fra Jaguar. Kør med og oplev hvad 400 hestekræfter og 700 Nm kan præstere på næsten ingen plads. Fuld HD.