Volkswagen ID.4 1st Max - Biltest

 

First Test: Volkswagen ID.4

Forventningerne opfyldt

Forventningerne var store til den første forholdsvis korte prøvetur i den helt nye VW ID.4. For allerede ved præsentationen i december stod det klart, at i den bil havde Volkswagen også i brugsmæssig henseende optimeret fordelene ved el-drift. Men hvordan det fungerede i praksis, vidste vi dengang ikke. Nu ved vi det, bedre i hvert fald, og det er ikke dårligt. Tværtimod.

Ifm. Danmarkspremieren i december beskrev vi bilen i mange detaljer. De skal ikke gentages her. Den prøvekørte version var også den absolutte topudgave, 1st Max, som er prissat til 445.000 kroner. Handler det mest om rækkevidde, koster den billigste version med 77 kWh batteri og da en ”WLTP-rækkevidde” på 518 km 375.000 kroner, men det er klart at man dér må give afkald på en del udstyr.


Af Søren Clauding – 11. marts 2021

Andre VW prøvekørsler - find dem her >>>

Flere VW prøvekørsler - find dem hér >>>


Det naturlige slægtskab

Bag rattet af den prøvekørte bil mødes man af et interiør, ikke meget forskelligt fra lillebror ID.3. Ikke mærkeligt, for de to har et naturligt slægtskab og er oven i købet baseret på den samme platform. Man sidder 3 cm højere i ID.4 og med en frihøjde på 16,3 cm kan man godt kalde den for en SUV (den kommer nemlig senere på året endvidere med en ekstra elmotor oppe fortil og vil da have firehjulstræk).

Det er ikke uvæsentligt med den forøgede frihøjde, for derved har man kunnet gøre affjedringen usædvanlig tilgivende og komfortabel. Det underbygger fuldt ud den stilfærdige køreoplevelse, for en kørende ID.4 siger ikke meget. Mest hører man til støjen fra hjulene, og det er ikke mærkeligt. De er på 21” på 1st Max udgaven, 235/45-21 – foran, altså. Bagtil er hjulene 255/40-21. Det er en hjulstørrelse, man normalt forbinder med hurtige, sportslige biler.

Vægt og rækkevidde hænger sammen

I ID.4 tilfældet er det dog næppe alene fordi, man gerne skulle kunne overføre hestekræfterne sikkert til kørebanen, at hjulene er så store, for også de lavere motoriserede udgaver har næsten tilsvarende brede hjul. Men vægten skal kunne håndteres, og små 2,2 tons er en betydelig vægt at køre rundt med – men det er ens for alle elbiler med lang rækkevidde, hvad 500 kilometer må siges at være.

For ID.4 er vægten imidlertid ikke køremæssigt et problem. For den er ikke bygget som en racerbil, snarere er den en rummelig og komfortabel familie-cruiser. At det så kun tager 8,5 sekunder at komme op på 100 km/t er fint nok, for det gør den også ret fleksibel i trafikken, men den rolige kørsel og fine affjedring er dens store force. MEN: I topudgaven har ID.4 adaptiv affjedring. Det indebærer, at affjedringen i sportsindstillingen tilpasses det øjeblikkelige behov. Kører man fx hurtigt gennem en kurve, strammes affjedringen op i den modsatte side af den retning, man drejer. Og med speederen i bund fra nul km/t strammes affjedringen bagtil op.

Det betyder i praksis at man kører komfortabelt, og bliver støttet af en tilpasset undervogn efter behov. Det fungerer fortræffeligt. Hvordan det fungerer i en ID.4 med en mere konventionel undervogn, må vi vente til senere med at erfare. I øvrigt blæste det kraftigt på testdagen, og ved motorvejsfart og stiv sidevind mærker man en smule uro, men det er ikke unaturligt.

Lækker

Betjeningen af ID.4 kan kun beskrives med ét ord: Lækkert. En let berøring af de indfældede dørgreb og døren går op. Indstigningsforholdene er som det forventes i en halv-høj bil, men benpladsen ved bagsædet er unik. Der er bare så meget plads. Og herligt: Man er sluppet for en kardantunnel, hvis eneste forklaring i de elbiler, der har en sådan, er, at den er et levn fra de konventionelt motoriserede versioner. For ID.4 har ingen konventionelle varianter.

Bagagerumskapaciteten er på 543 liter, men deraf beslaglægger de elkabler, man nu vælger at tage med, noget af den. Med bagsæderyglænene lagt ned disponerer man over 1575 liter bagageplads. I en bil, der er 4,58 meter lang og 1,63 meter høj og rummer plads til et stort batteri på næsten 500 kg, er pladsen overbevisende. Det er givet vis et resultat af MEB platformen, hvorefter man har kunnet placere alle de tekniske elementer i bilen, hvor det er mest hensigtsmæssigt.

Plads-udvidelse

Man må køre med 75 kg lastet på taget og på trækkrogen må man hægte 1000 kg (og ikke 1200, som det blev nævnt ifm. Danmarkspremieren). På den anden side er begrænsningen for rigtig mange danskere ikke, hvad bilen er godkendt til, men hvad man må med sit lille kørekort på op til 3500 kg totalvægt. ID.4 totalvægten er ca. 2600 kg.

Hos Volkswagen ser man den nye ID.4 som en slags elektrificeret Tiguan. Den er dog 7,5 cm længere, 6,3 cm højere og en smule bredere, men især akselafstanden bidrager til såvel de gode pladsforhold som kørestabiliteten ved at være 9 cm længere end i Tiguan. Vægtfordelingen er cirka 50:50 og skal man tale om køredynamik gennem kurverne, er det måske især dér, vægtfordelingen spiller positivt ind.

Summa summarum: ID.4 levede helt op til forventningerne – og de var store. VW ID.4 er klart en af de mest alsidige og brugsrigtige elbiler på markedet.




Hurtige fakta om den helt nye VW ID.4:


Introduktion i Danmark: Marts 2021

Elmotor på hhv. 148, 170 eller 204 hk. 310 Nm

Priser fra kr. 319.995 til kr. 444.995.

 

Den prøvekørte 1st Max version:

204 hk elmotor, 310 Nm, baghjulstræk

0-100 km/t: 8,5 sek.

Topfart: 160 km/t.

125 kW hurtigopladning.

77 kWh batteri.

Rækkevidde: 490 km WLTP.

 

Anhængervægt: 1000 kg

Længde: 4,58 meter.

Bredde: 1,85 meter.

Højde: 1,63 meter.

Frihøjde: 16,3 cm.

Akselafstand: 2.766 mm.

Bagagerum: 543-1575 liter.

Vendediameter: 10,2 meter.

Garanteret batterikapacitet efter 8 år/160.000 km: 70 pct.