Mercedes-Benz EQE SUV - Biltest

Biltest: Mercedes-Benz EQE SUV 350 4MATIC

Velkørende elektrisk luksus SUV til spotpris

Det er sjældent, at vejret i den grad arbejder med som det gjorde, da vi satte den velvoksne Mercedes EQE SUV under lup. Det gav oplevelsen ekstra dimensioner, for det er ikke altid lige let på offentlig vej at fremprovokere, hvordan en elektrisk drivline fungerer i ekstreme situationer. Det var herligt at opleve, for selvom elbiler nok skal komme frem, også i glat føre, er det ikke deres ideal-situation.

Det er det ikke, hverken med hensyn til det alt dominerende elbils-tema, “rækkevidde”, eller mht. til det computerstyrede vejgreb, som skal håndteres meget anderledes end i biler med konventionelle forbrændingsmotorer. Men sneen blandede sig, tak for det. Og det har Mercedes også grund til at glæde sig over. For hvor EQE SUV i sagens natur bærer rundt på den magnum vægt, som er tildelt de fleste elektriske biler, satte glatte veje og udfordrende kørselsforhold helhedsbilledet i perspektiv.


Af Søren Clauding - februar 2024

Andre Mercedes prøvekørsler – find dem her >>>


Pris med rabat

Mercedes EQE SUV er velkørende, men først det om prisen. På grund af de danske afgiftsforhold er basisprisen for den prøvekørte version med firehjulstræk og små 300 hestekræfter blot 810.000 kroner. Med det omfattende udstyr, som testbilen var udrustet med, krøb prisen op på en lille million. Men uden afgiftsrabat ville den nemt være landet mellem 1,6 og 2 millioner kroner. I det lys er den aktuelle listepris virkelig en spotpris.

Man kan også sige det på den måde, at hvis en sådan Mercedes SUV er drømmebilen, handler det måske om at slå til, hvis man vil sikre sig den inden politikerne ændrer for gennemgribende på afgiftsreglerne, For bortset fra de særlige elektriske udfordringer, er en EQE SUV helt igennem en ægte Mercedes. Den er funktionel og elegant. og fremfor alt kører den fremragende, af en sådan bil at være.

Speeder, rat og bremser

Med det mener vi, at den udfordrende opgave, der er forbundet med at styre samspillet mellem de trækkende hjul i enhver elbil, har Mercedes løst glimrende. Udfordringen er kort fortalt, at elmotorer glimrende kan bringe en bil op i fart, og i EQE SUV tilfældet ret hurtigt (0-100 km/t på 6,2 sekunder). Men når kræfterne skal tilpasses kørselsforholdene, løses opgaven groft set af computere, og mens de på den ene side kan tage højde for meget varierede kørselsforhold, kan de på den anden side ikke tage højde for det hele. Og da har man som fører ikke meget andet at gøre godt med en speeder, rat og bremser.

I EQE SUV er det oven i købet fire hjul, der skal kontrolleres, og de har rigtig mange kræfter, der skal håndteres. Op til 292 hestekræfter og ikke mindre end 765 Nm er meget. Bilens vægt på over 2,6 kg inkl. undertegnede er ikke det letteste at håndtere, og opgaven bliver meget synlig, når det er glat.

Gennemført drivline

Se videoen her på siden og fornem hvordan det gik, da vi vimsede rundt med køretøjet på en snebelagt grusvej. Det korte indtryk er: Samspillet mellem de fire trækkende hjul var godt nok til, at fastholde bilen på sporet. Følingen med vejgrebet ville måske være bedre med en konventionel drivline, bl.a. fordi motoren/es reaktion på at speederen slippes, ikke var så forudsigeligt på grund af den beskedne friktion mellem dæk og vej. Men sandt at sige rangerer EQE SUV i den øverste ende blandt elbiler, hvad det angår.

Det, tror vi, skyldes bl.a. at Mercedes klogt nok ikke er gået på kompromis med motorteknikken. Visse firehjulstrukne elektriske biler på markedet har induktionsmotor foran og permanent magnet synkronmotor på baghjulene. Her bliver control-computeren virkelig stillet overfor en opgave, fordi reaktionsmønstret for de to motortyper er forskelligt. I øvrigt har Mercedes valgt to permanent exitede synkronmotorer, som er en fremragende løsning.

Lavtliggende SUV

SUV udgaven af EQE har en frihøjde på 15,4 cm, hvilket kunne være højere, men da ville stabiliteten på plan, tør vej formentlig være forringet. Vi oplevede omvendt en velkørende landevejsbil med gode styreegenskaber og ringe sidevindsfølsomhed. Sidstnævnte opleves hos flere af konkurrenterne i næsten 1,70 meter høje biler at være stor, hvad man så har kompenseret for ved at udruste dem med en stiv affjedring eller en regulær adaptiv luftaffjedring.

EQE SUV har dobbelte wishbones fortil og multilink baghjuls ophængning, som sikrer følelsen af en agil bil, ret komfortabel og helt uden en adaptiv funktion. Det har man gjort ret godt, hvilket især var tydeligt på de ujævne, snebelagte veje, som fordrer en tilgivende affjedring,

God i sneen

Bilen var udrustet med 255/45-20 hjul, som har en bred berøringsflade mod kørebanen, hvilket er godt, så længe man ikke kører i dyb sne med frossen is under. Og så har EQE SUV fremragende forlys, og den er i det hele taget veludrustet, også inden der spenderes de små 200.000 kroner på ekstraudstyr. Når man nu var i gang, burde man dog lige have brugt 4000 kroner ekstra på ratvarme. En elbil uden ratvarme er no-go.

Men udover god plads, et bagagerum på over 500 liter i den godt nok også 4,68 meter lange bil, og mulighed for at køre med en anhænger på 1800 kg, bemærkedes på den prøvekørte bil især opvarmede sprinklerdyser, el-forsæder, en elegant 12,8” skærm med fornufts-menu, LED forlygter og nøglefri betjening, sædevarme, Burmester surround-sound, elektrisk panorama skydetag, den elegante diamantgril, aktive dørgreb (der supplerer den nøglefri betjening) og varmepumpe.

Luksusfølelse og rækkevidde

Og strømmen - den havde vi næsten glemt, men det er formentlig en for mange bilkøbere afgørende faktor. DC hurtigopladning på 170 kW, AC-opladning på op til 22 kW fra udvalgte ladestandere (som oven i købet fungerer helt op til næsten 100 procent). Batteriet er på 89 kWh og WLTP-forbruget 19,1 kWh/100 km. Men i koldt vejr skal man nok, indtil batteriet er godt konditioneret, regne med 35-40 kWh/100 km. WLTP-rækkevidden er 539 kilometer, men den kalkulerede rækkevidde i frostvejr landede typisk på 350 kilometer. Der gives op til 10 års garanti / 250.000 kilometer garanti på batteriet.

Sidst men måske allervigtigst: Luksusfølelsen i en Mercedes i denne kategori kan næsten ikke beskrives, den skal opleves. Lydløs, bekvem, højt æstetisk designniveau. Og så gør Mercedes-stjernen formentlig også sit - selvom bilen er anskaffet til spotpris.

Model:

Mercedes-Benz EQE SUV 350 4MATIC

Listepris:

Kr. 810.000

Motor, transmission, batteri:

2 Permanent Exitede Elmotorer. System: 292 hk, 765 Nm. Permanent 4MATIC AWD. 89 kWh litium-ion batteri. AC opladning: 22 kW. DC opladning: 170 kW.

Præstationer acceleration/ topfart/ Energiforbrug/ rækkevidde (WLTP):

6,2 sek./ 210 km/t/ 19,1 kWh/100 km/ 539 km.

Længde:

4,86 m

Anhængervægt: 1800

Bagagerum:

520-1675 liter

Hjul: 255/45-20

Værd at bemærke:

Fuld LED med adaptiv fjernlysassistent. 20” letmetal fælge. Opvarmet sprinklerdyse. Nøglefri. 2-zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot. El-forsæder med varme. Varmepumpe. Panorma el-skydetag. Burmester Surround Sound. Bakkamera. 12,8" touch-skærm. MBUX Navigation. Batterigaranti: 10 år/250 km.