BYD ATTO 3 - Biltest

Biltest: BYD ATTO 3 Design

Ingen varm luft eller røg på vandet

Det er ikke varm luft, når man på bagsmækken af BYD-bilerne får betydningen af de tre bogstaver i deres fulde ordlyd: Build Your Dreams, for det er det, BYD siden 1995 har gjort i hjemlandet Kina. Og det er heller ikke fordi den varme luft er omdannet til røg på vandet.

For et faktum er det, at den nye BYD ATTO3, der som den indtil videre mindste i familien kørte ud på danske landevej for nogle måneder siden, er både spændende, sjov og anderledes. Den er resultatet af årtiers målrettet udvikling. Og røgen på vandet, nå ja, en smule nostalgi har man så også bygget ind i den nye bil.



af Søren Clauding - april 2023



Dør-guitar

Det forholdsvis kompakte, fuldt elektriske og fuldt kinesiske køretøj har nemlig strenge i dørpanelerne, så man kan spille dør-guitar. Havde det nu været (varm)-luft guitar, tja, det kommer der jo sædvanligvis ikke så meget lyd ud af. Men på de tre strenge i BYD-dørene kan man spille indledningen til ”Smoke on the Water” (hvis de altså er ordentlig stemt). Der mangler godt nok lige en enkelt tone, men den kan man jo så drømme sig til. Ellers kan det da også godt være, at BYD ville få Deep Purple på nakken, men det er en ganske anden historie.

Men når man overhovedet får en tanke om, at det måske godt kunne have været en god portion varm luft, Nic Christiansen gruppen blæste ud over bilmarkedet sidste efterår, hvor BYD for første gang blev præsenteret i Danmark, så skyldes det mest i en vis form for indgroet skepsis: Kan man forvente, at et kinesisk firma, der, som en hel række landsmænd indenfor få år har kastet sig over det europæiske og ikke mindst det danske bilmarked som konsekvens af elbils-trenden, fremstiller et brugbart produkt?

Velfunderet

Inden den europæiske tendens til storhedsvanvid og mistro tager overhånd, er det imidlertid fornuftigt at tænke sig god om. BYD blev etableret dengang i 1995 med det formål, at fremstille genopladelige batterier. Efter nogle år stod de iflg. dem selv for produktionen af batterier til halvdelen af verdens mobiltelefoner og på bilfronten havde man i 2022 nået et salgstal på 300.000 elektrificerede biler. Så på det grundlag kan de hverken kaldes uerfarne eller opfattes som producent af biler af ringe kvalitet. Tvært imod.

En smule varm luft er der dog tale om. Den kommer fortrinsvis fra varmepumpen. Og så udtales BYD i øvrigt med hvert bogstav sagt for sig, ligesom BMW, men hvor BMW handler om, hvor bilen bygges (Bayerische Motoren Werke), handler BYD som nævnt om at skabe drømme.



Appellerende design

Det gælder også BYD ATTO 3. Den er nemlig velbygget, velkomponeret og moderne. Den har et appellerende design og byder på flere usædvanlige gimmicks udover dør-guitaren og højtalere indbygget i dørgrebene – så man også kan få noget mere vellydende musik ud i kabinen, når indledningen til Smoke on the Water er blevet for triviel. Eksempelvis har bilen en 15,6” stor og meget klar berøringsskærm i midterkonsollen, som ved tryk på en knap på rattet (eller et felt på skærmen) drejer 90 grader.



Indrømmet, undertegnede ville nok hellere have haft, at pengene var blevet brugt på et head-up display og varme i rattet, men det havde jo nok gjort konstruktionen dyrere. Og priser på elbiler er ikke uvigtige, især ikke i denne tid. 350.000 kroner er den prøvekørte ”Design” version prissat til, det er 20.000 kroner mere end den billigste version, hvis skærm er 3” mindre og ikke har luftrensningsanlæg indbygget.

Pænt udstyr endda

Udstyret er dog generelt ret højt. Panorama glastaget er et ægte soltag, så det kan altså åbnes. Bagklappen er elektrisk, det samme er førersædet, som også kan varmes op. Desuden har man nøglefri betjening, adaptiv fartpilot og et udmærket 360 grader kamera. I øvrigt er rattet udført som et vegan-læderrat, hvortil der med andre ord ikke anvendes dyrisk læder.


Drivlinen er rimelig potent med en 204-hestes 310 Nm permanent magnet synkron elmotor, der driver forhjulene. Den er placeret dybt i motorrummet og derved holdes tyngdepunktet lavt – noget, der sammen med det lavt placerede 60 kWh batteri og en avanceret multilink baghjulsophængning, er med til at give ATTO 3 en god vejbeliggenhed.

Potent, agil og energi-økonomisk

Der er glimrende overensstemmelse mellem fartpotentialet, hvor 100 km/t kan nås på 7,3 sekunder, og formentlig også med topfarten på 160 km/t (som vi ikke har prøvet). Og forhjulstrækket medvirker, som det i årtier har været tilfældet i forhjulstrukne biler, til stabil og også ret underholdende kørsel, hvis man vil. Det er bemærkelsesværdigt, hvor vel afstemt undervognen er, set i lyset af en frihøjde på 17,5 com, som bl.a. er benyttet til at gøre affjedringen komfortabel, og en højde på 1,62 meter.



En del af forklaringen er, at vægten er holdt nede på 1750 kg, til trods for at batteriet på 402 Volt vejer 440 kg. Og den lave vægt hjælper også til en god energi-økonomi. Iht. WLTP forbruger man 160 Wh/km og rækkevidden er 420 kilometer. Vi endte i testperioden op med en rækkevidde på 380-390 kilometer ved temperaturer omkring 8-9 grader.



Model:

BYD ATTO 3 Design

Listepris:

Kr. 349.995

Motor, transmission, batteri kapacitet (Brutto/Netto):

Permanent magnet synkron elmotor. 150 kW/204 hk. 420 Nm. Forhjulstræk. Litium-ion batteri, 60,5 kWh

Præstationer acceleration/ topfart/ Rækkevidde/ energiforbrug (WLTP)/ Ladeeffekt:

7,3 sek./ 160 km/t/ 420 km/ 160 Wh/km. 11 kW AC. 150 kW DC

Længde:

4,46 m.

Bagagerum:

440-1338 liter

Værd at bemærke:

El-førersæde. 2 zone Klimaanlæg. Varmepumpe. Nøglefri betjening. Adaptiv fartpilot. 15,6” rotérbar touch screen. Panorama soltag. El-bagklap. 360 grader kamera. Sædevarme. 4 års garanti. 8 års garanti på batteriet.