Biltest: BMW X3 xDrive 30e M Sport
Kraftfuld ”miljø-SUV” i premium klassen
xDrive betyder firehjulstræk og som sådan er en BMW X3 xDrive med stor frihøjde og ægte SUV-former også en ægte SUV. Sådan en kan også komme frem, når asfalten skiftes ud med ujævn vej eller lettere off-road terræn. Men den hér prøvekørte udgave: Nej, på ingen måde, det går ikke Jo, den kan godt, men så vil der efter kort tid ikke være meget tilbage af de pæne 21” alufælge til 40.000 kroner, og det går ikke…
Det giver da i øvrigt ingen mening, at sætte kostbare, fancy fælge på en SUV. Eller gør det? Tja, det kommer an på, hvem man er og ikke mindst, hvor man bor. Har man bopæl lidt udenfor byen og regelmæssige ærinder derinde, bor man i ”gadeplan”, eller hvad det nu hedder, hvis der ikke er by omkring, og vil man gerne forene et fancy look og en miljø-opmærksom optræden, så giver det faktisk meget god mening.
Af Søren Clauding – september 2020
Andre BMW prøvekørsler - find dem hér >>>
30e betyder plug-in
Især fordi den prøvekørte X3 også har model-tilføjelsen ”30e”. ”30e” står, sådan frit oversat, for ”plug-in hybrid”. Med andre ord: Er off-road-behovet indskrænket til kørsel ind og ud af indkørslen, alt imens resten foregår på asfalt (og gerne ujævn – det er intet problem), og lader man batteriet op hjemme fra, er den miljømæssige side også helt i orden. Da vil de fleste kortere køreture, måske netop ind og ud af byen, kunne klares forureningsfrit. Ikke megen støj, nul CO2 udledning og meget mere, kan man ikke som bilkøber gøre for miljøet.
Jo, måske køre lidt mindre, og dér arbejder BMX X3 imod miljøtankegangen. Kan man lide at køre bil, og det kan man vel, hvis man anskaffer en BMW, så får man konstant rigtig meget lyst til at køre i den, finde en anledning til at køre, for så godt køre den. Man kan naturligvis også blot gå hen til vinduet engang imellem og glæde sig over dens udtryk. Sådan en M Sport X3’er ser nemlig glimrende ud – og mindre end 21 tommer hjul ville kunne gøre det, hvis det så endelig kom dertil.
Forbavsende komfortabel
Og det kan det let. En BMW x3 xDrive 30e er nemlig født med 18” hjul. De vil måske give en mere tilgivende affjedring, men det er egentlig ikke nødvendigt. Den mekaniske affjedring i X3 er nemlig så god, at man ikke mærker den forholdsvis beskedne affjedring i dæksiderne på 21” hjulene – og bilen havde oven i købet M Sport udstyr. Egentlig var det en god øvelse, at stresse affjedringen lidt med de store hjul, for det afslørede, at det havde den ingen problemer med.
Den nye plug-in hybrid er baseret på samme teknik, som findes i den noget lavere 3-serie 330e version. Dvs. en turbobenzinmotor, hvor topeffekten på 184 hk leveres over hele 1500 omdr./min, begyndende ved 5000. og drejningsmomentet på 300 Nm har man fra 1350 op til 4000 omdr./min. I tilgift disponerer man over op til 109 elektriske hestekræfter og 265 Nm (der leveres til baghjulene), som tilsammen kan levere en systemeffekt på 292 hk (som ekstra boost i cirka 10 sekunder) med tilhørende 420 Nm. Hele tiden har man 252 hk til rådighed.
Al den teknik behøver man ikke kende til, for det hele reguleres fremragende ved hjælp af 8-trins Steptronic automatgearkassen, så egentlig er det blot at træde på speederen og køre.
46 kilometer elektrisk kørsel
Med fuldt opladet batteri, kan man iht. WLTP målemetoden køre op til 46 kilometer fuldt elektrisk, baseret på strøm leveret fra et 12 kWh batteri. Det holder ikke helt i praksis, men beror naturligvis på ens køremønster, hvor kørelysten ikke nødvendigvis er i harmoni med ønsket om at spare på energien. Indrømmet, elektricitet er pr. kilometer foreløbig meget billigere end benzin, så man bliver næppe ruineret af energi-regningen, men glem ikke, at alt over 109 hestekræfter sætter gang i benzinmotoren, også selvom man har valgt alene at køre på elektricitet.
Batteriet og det elektriske system bevirker en mervægt på 240 kg. Det giver ikke vægtmæssigt god mening, men kørselsmæssigt gør det. For netop den større vægt, lavt placeret bagude, skubber tyngdepunktet ned og bagud og underbygger de dynamiske vejegenskaber, som er den del af en BMW’s arvemasse. Vægten bidrager utvivlsomt også til de overraskende komfortable kørefærdigheder (se on-board videoen her på siden).
Billig M Sport
Resten klarer M Sport opsætningen - som egentlig ikke er synderlig kostbar. Blot 25.000 kroner oven i prisen for en X3 X-Line, og så har man en M Sport version, som ikke blot er æstetisk appellerende, men også inkluderer et mere sportsligt gearskifte, sportssæder og sportsaffjedring. Sidstnævnte sænker ikke bilen, men gør den mere spændstig, hvilket klæder en X3 rigtig godt, så længe man bliver på et forholdsvist fast underlag.
Den prøvekørte bil var iklædt for ikke mindre end 450.000 kroner ekstraudstyr (inkl. M Sport). Der elegante Merino Tatufo læderindtræk står for de 49.000 kroner. Fælgene som nævnt for 40.000. Fuld LED (kommer man ikke uden om) koster i den sammenhæng beskedne 7000 kroner, mens andre lidt tungere poster er panorama-glassoltag til 29.000, el-sæder til 23.000 og en udvidet version af pakken af kørehjælpemidler, som er prissat til 25.000 kroner.
Stor anhænger og en smule gambling
Meget af det udstyr kan man måske klare sig uden, men det er værd også lige at bemærke, at det er tilladt at køre med en anhænger på 2000 kg (til sammenligning må en xDrive 30i køre med 2400 kg). I givet fald skal man lige have monteret en trækkrog til 15.000 kroner.
Oven i alt det kommer, at det giver god mening, at træffe en hurtig beslutning, hvis man har forelsket sig i en xDrive 30e, for endnu har Folketinget godt nok ikke ændret på afgiftsberegningen, men der er som udgangspunkt ikke tradition for, at afgifterne på de dyrere biler går nedad. Hvis man er til det, kan man jo gamble og se, hvad der sker. De nuværende regler gælder til 31. december 2020.
Model: |
BMW X3 xDrive 30e M Sport |
Listepris: |
Kr. 621.542 |
Motor og transmission: |
4 cyl. 2 liter turbo benzinmotor, 184 hk/5000-6500 omdr.7min. 300 Nm/1350-4000 omdr./min. El-motor: 109 hk/3170 omdr./min. 265 Nm. 8-Steptronic Sports au.gear. |
Præstationer: acceleration 0-100 km/t/ topfart/ rækkevidde/ Energiforbrug |
6,1 sek./ 210 km/t. |
Hjul, standard |
225/60-18 |
Længde: |
4,71 meter |
Frihøjde: | ca. 20 cm |
Bagagerum: |
450-1500 liter |
Værd at bemærke: |
Automatisk nødbremse. 21" alufælge. Fordæk: 245/40-21. Bagdæk: 275/55-21. LED forlygter. 3-zone klimaanlæg. Adaptiv fartpilot. Sportsforsæder. El-bagklap. Ladekabler. M aerodynamik pakke. |
Der er 100 liter mindre bagageplads i en 30e sammenlignet med en 30i, men der er endda plads til fx et elektrisk BMW løbehjul