Rosberg fortsatte hvor de slap og sejrede påny
Blot to måneder efter at den første EXTREME.E sæson var slut gik det løs på ny, da Desert X Prix fandt sted i det nordvestlige Saudi Arabien nær fremtidsbyen Neom. Og den korte historie var, at sidste års mestre, Rosberg X Racing, fortsatte hvor de slap. De tog sejren, men med delvis ny besætning og hvis man skulle forfalde til at tro, at det var kedeligt, så tro om igen.
Det var nemlig først få hundrede meter fra målstregen, at det lykkedes den regerende mester, Johan Kristoffersson, at styre RXR raceren forbi den førende Acciona-Sainz racer med Laia Sanz i førersædet. Og styre betyder helt konkret ”styre”. Han valgte nemlig en linje langt væk fra den ”etablerede” på den 6,9 kilometer lange off-road strækning, hvorved han forvandlede et par sekunder op til Sanz til et par sekunder foran Sanz. 4 sekunder hentede den dygtige svenske kører på næsten ligeså kort tid, og så var sejren hans – og hans nye kører-partner, landsmanden/damen Mikaela Åhlin-Kottulinsky.
Topfoto: Den regerende mester, Johan Kristoffersson vandt påny og denne gang med ny RXR team-partner i form af den svenske landsmand/dame Mikaela Åhlin-Kottulinsky.
Fotos er stillet til rådighed af EXTREME.E mediacentre, hvor den specifikke copyright er anført.
Af Søren Clauding - 20. februar 2022
RXR raceren med Johan Kristoffersson i førersædet strøg forbi Laia Sanz i Sainz-bilen få hundrede meter fra målstregen. Bagest i støvskyen skimtes X44 med Christina Gutiérrez.
Sainz’ bedste
Dermed sluttede Laia Sanz og Carlos Sainz ikke desto mindre på deres hidtil bedste placering i EXTREME.E, og resultatet var mere end et plaster på såret efter at EXTREME.E debutanten Nasser Al-Attiyah i et indledende heat var kollideret med Carlos Sainz og i princippet sendte dem ud af konkurrencen. Dommen faldt dog ud til Sainz’ fordel og Al-Attiyah måtte affinde sig med en plads i ”Crazy Race” heatet – som han og partneren i Abt-Cupra teamet, Jutta Kleinschmidt dog ikke fik det ønskede resultat ud af.
Laia Sanz og Carlos Sainz blev nr. 2 efter at have ført det meste af finale heatet.
Carlos Sainz fører foran Sebastien Loeb, Mikaela Åhlin-Kottulinsky og Tanner Foust i McLaren.
Nummer 3 i mål blev Sebastien Loeb og Christine Gutiérrez i Lewis Hamiltons X44 racer efter et løb, som var blevet rødflaget midtvejs, fordi Tanner Foust i et næsten panisk forsøg på at bringe McLaren raceren forbi Mikaela Kottulinsky påkørte hendes RXR racer og igangsatte en spektakulær saltomortale – som dog mest af alt forsvandt i støvet. Sigtbarheden var til tider ikke eksisterende.
Tungt sand
Det kunne været gået meget værre, for ørkensandet var fugtigt efter regn, ikke mindst natten til lørdag, og i det tunge sand blev der hen ad vejen gravet dybe spor. Visse steder var sandet skubbet på tværs af køreretningen og det var givet vis en væsentlig grund til ikke bare Foust’ saltomortale, men også en lignende forestilling allerede under den første kvalifikation, hvor det var spanske Christine GZ, der stod for underholdningen. Hun beskadigede sin fod og haltede søndag rundt på krykker – dog med et stort smil og en positiv attitude, alt imens EXTREME.E reservekører Hedda Hosås tog over for resten af weekenden.
McLaren fik en flot premiere i EXTREME.E og var i finalen - hvor Tanner Foust dog efter billedet blev taget påkørte Mikaela Åhlin-Kottulinsky.
Mikaela Åhlin-Kottulinsky var tæt ved i semifinalen at bringe RXR raceren i samme situation, men hun fik reddet den og kom i mål, og havde derved sikret RXR en placering i finalen.
Et nyt set-up, hvor man lørdag skulle have afviklet fire kvalifikationsheats med fem deltagere i hvert, blev ændret endnu inden det blev taget i brug for at undgå alvorlige uheld i det nu temmelig faste ørkensand. I stedet blev bilerne sendt afsted om hidtil med én bil på banen ad gangen. Om eftermiddagen afviklede man så kvalifikationen som to heats, der var spændende og underholdende – præcis det samme som kunne siges om søndagens semifinaler, crazy-race og finale.
Næste afdeling af EXTREME.E finder sted på Sardinien første weekend i maj.
Slut resultat, Desert X Prix, Saudi Arabien, 20.-21. februar 2022:
- Rosberg X Racing (Mikaela Åhlin-Kottulinsky / Johan Kristoffersson)
- ACCIONA | Sainz XE Team (Laia Sanz / Carlos Sainz Snr.
- X44 (Cristina Gutiérrez / Sébastien Loeb
- Chip Ganassi Racing(Sara Price / Kyle Leduc
- McLaren XE (Emma Gilmour / Tanner Foust)
Stillingen i mesterskabet efter Desert X Prix:
- Rosberg X Racing (Mikaela Åhlin-Kottulinsky / Johan Kristoffersson) 30 points
- ACCIONA | Sainz XE Team (Laia Sanz / Carlos Sainz Snr.) 18 points
- X44 (Sébastien Loeb / Cristina Gutiérrez) 15 points
- Chip Ganassi Racing(Sara Price / Kyle Leduc) 12 point
- McLaren XE (Emma Gilmour / Tanner Foust) 10 points
- XITE ENERGY RACING (Tamara Molinaro / Oliver Bennett ) 8 points
- Genesys Andretti United Extreme E (Cattie Munnings / Timmy Hansen) 6 points
- ABT CUPRA XE (Jutta Kleinschmidt / Nasser Al-Attiyah ) 4 points
- JBXE (Molly Taylor / Kevin Hansen) 2 points
- Veloce Racing (Hedda Hosås / Lance Woolridge) 1 point
Landskabet er overvældende i Saudi Arabien. Billedet viser startstedet på weekendens løb.