2021 Island X Prix på Sardinien

Dramatiske finaler gav Rosberg-teamet sejren

Der var masser af dramatik i næsten enhver sekvens af årets næstsidste EXTREME.E konkurrence, der fandt sted på den italienske Middelhavsø, Sardinien. Fokus i klimamæssig sammenhæng var bl.a. de voldsomme selvantændte skovbrænde – 15.000 i Italien alene i år – og nedbrydningen af vegetationen i Middelhavet, begge dele som konsekvens af den globale opvarmning.

Begge dele indebærer såvel en stor CO2 udledning og samtidig en ødelæggelse af beplantning, der optager CO2. Egentlig skulle der være kørt løb i Sydamerika, hvor nedbrydningen er endnu mere åbenlys, men pga. Corona pandemien blev arrangementet på Sardinien stablet på benene på rekordtid. Men logistikken passede til den allersydligste del af Sardinien, hvor energi-skibet St. Helena kunne servicere deltagerne tæt ved kysten. Ligeledes er sæsonfinalen flyttet til Englands sydkyst og løbene her bliver afholdt d. 18-19. december.


Topfoto: Starten er gået til finalen. Fra venstre: Mikaela Åhlin-Kottulinsky, Molly Taylor, Jutta Kleinsmidt (i baggrunden - stallede på startlinjen), Kyle Leduc og Sebastien Loeb.

Fotos er stillet til rådighed af EXTREME.E mediacentre, hvor den specifikke copyright er anført.

Af Søren Clauding - 25. oktober 2021


Dramatikken gav masser af arbejde til mekanikkerne weekenden igennem, men banen, som visse steder inkluderede en lang række spor, som kørerne frit kunne vælge imellem, var uforudsigelig og yderst hård ved mekanikken.



Tredje sejr ud af fire

Da finalen var slut, havde Nico Rosbergs RXR team endnu engang dokumenteret, nu for tredje gang ud af blot fire løb, at de mere end konkurrenterne mestrer alle de parametre, der skal føre til sejr. De kørte ganske enkelt problemløst gennem samtlige indledende kørsler, kvalifikation, semifinaler og finalen. Derved kunne teamet såvel som kørerne, Molly Taylor og Johan Kristoffersson udbygge deres føring i mesterskabet.


Johan Kristoffersson, Molly Taylor og team-ejer Nico Rosberg. Holdet vandt deres tredje sejr ud af fire mulige.


Det så længe ud til at det skulle gå anderledes. Kyle Leduc og Sara Price havde et godt greb om føringen, men en kørefejl fra Price på finalens 2. omgang, hvorved hun påkørte et stort klippestykke og ødelagde kølesystemet, fratog Chip Ganassi-teamet muligheden for totalt gennembrud. Holdet havde indtil da haft en succesrig weekend, hvor de for første gang nogensinde havde kvalificeret sig til finalen, oven i købet efter sejr i deres semifinale. Nu måtte de nøjes med fjerdepladsen.


Kyle Leduc og Sara Price - det er ikke til at se hvem der er i cockpittet, men de kørte deres til dato bedste X Prix.


Jutta Kleinsmidt og Mattias Ekstrøm kørte deres Cupra ind på 2. pladsen alt imens Mikaela Åhlin-Kottulinsky og Kevin Hansen blev nr. 3 i Jenson Buttons JBXE racer. Kørselsforholdene var i finalen især præget af skiftende vejr. Fra solskin først på dagen, silede regnen ned i finalen og det gjorde selvsagt uforudsigeligheden endnu større.


Christina Gutiérrez havde ikke en chance, da hun fik et voldsomt skub af Timmy Hanssen og havnede ude i buskadset i den ene af semifinalerne. Heldigvis slap hun uskadt og bilen blev køreklar, sådan da...


I finalen brød styretøjet sammen på Sebastien Loebs X44 racer muligvis pga. et voldsomt uheld i semifinalen, hvor Timmy Hansen i et overambitiøst overhalingsforsøg fra starten først påkørte Sara Price og siden Loebs team-kollega, Christina Gutiérrez. Gutiérrez havnede med stor kraft i buskadset, men holdet fik siden tildelt 2. pladsen i deres semifinale da Hansen og hans team-kollega, Catie Munnings blev straffet.


Slut resultat, Island X Prix, Sardinien, 23.-24. oktober 2021:

1. Rosberg X Racing (Molly Taylor / Johan Kristoffersson) 

2. ABT Cupra XE (Jutta Kleinschmidt / Mattias Ekström) +24.58s

3. JBXE (Mikaela Åhlin-Kottulinsky / Kevin Hansen) +1 omg

4. SEGI TV Chip Ganassi Racing (Kyle LeDuc / Sara Price) +1 omg

5. X44 (Sébastien Loeb / Cristina Gutiérrez) +2 omg

 

Stillingen i mesterskabet efter Island X Prix:

1. Rosberg X Racing (Johan Kristoffersson / Molly Taylor) 129 points

2. X44 (Sébastien Loeb / Cristina Gutiérrez) 113 points

3. Andretti United Extreme E (Timmy Hansen / Catie Munnings) 93 points

4. JBXE (Kevin Hansen / Mikaela Åhlin-Kottulinsky) 92 points

5. ABT CUPRA XE (Mattias Ekström / Jutta Kleinschmidt) 83 points

6. ACCIONA | Sainz XE Team (Carlos Sainz Snr. / Laia Sanz) 78 points

7. SEGI TV Chip Ganassi Racing (Kyle Leduc / Sara Price) 63 points

8. Veloce Racing (Stéphane Sarrazin / Emma Gilmour) 60 points

9. XITE ENERGY RACING (Oliver Bennett / Christine Giampaoli Zonca) 55 points